Listen over anerkendte instruktører, der endnu ikke er rundet 50 år, men som befinder sig i Hollywoods inderste forgyldte cirkler, er efterhånden forsvindende lille.
Vi kan nævne Greta Gerwig, Jordan Peele … og nu Ryan Coogler.
Da Cooglers southern gothic vampyrbelejrings/blues-musical (!?) ’Sinners’ ramte som et lyn fra en blå himmel, var det med en flot åbningsweekend ved billetlugerne, og siden har den endnu mere imponerende holdt usædvanligt godt fast i publikum efterfølgende. Lige nu har den indtjent 175 millioner dollars på verdensplan – på et budget på omkring 90 millioner dollars.
Filmen om gangstertvillingerne Smoke og Stack (begge Michael B. Jordan), der må overleve angreb fra KKK-medlemmer og den irske vampyr Remmick (Jack O’ Connell) bag ladeporten af deres nyåbnede juke joint i Mississippi-deltaet anno 1932, har altså høstet ros fra både kritikere og publikum.
Det er fantastiske nyheder, især i en tid, hvor store filmstudier bævrer ved tanken om at åbne pengepungen for auteur-film uden et allerede etableret brand. Den frygt er ikke nødvendigvis ubegrundet: Warner Bros., der producerede ’Sinners’, har det sidste års tid slået næsen til blods på ’Mickey 17’, ’The Alto Knights’, ’Furiosa: A Mad Max Saga’ og ikke mindst det historiske flop ’Joker: Folie á Deux’.
På et personligt plan er ’Sinners’ en triumf, der er til at føle på for dens blot 39-årige instruktør. Filmen markerer et kreativt skifte for Coogler, som siden sit brede gennembrudshit ’Creed’ fra 2015 har arbejdet med de massive franchise-monstrummer ’Rocky’ og MCU.
’Sinners’ er heroverfor noget så sjældent som en blockbuster uden et forlæg. Og Warner har tilmed indvilliget i, at Coogler får rettighederne til filmen tilbage fra selskabet efter 25 år, en aftale, de store Hollywood-studier ellers nærmest aldrig indgår.
Den skelsættende præstation burde med andre ord have været markeret med irsk folkedans i måneskinnet og ekstatisk svingom på juke jointens trægulv.
Men i virkelighedens verden er ’Sinners’ blevet mødt af noget meget uhyggeligere end blodtørstige vampyrer: skråsikre medieanalytikere.
En træt djævelens advokat
Medier som Variety, The Hollywood Reporter og The New York Times satte efter den ellers prangende åbningsweekend hurtigt spørgsmålstegn ved, om filmen i sidste ende ville kunne tjene sig selv ind.
Denne bedagede djævlens advokat-tilgang har længe været modus operandi for box office-analytikere, som gør en videnskab ud af noget så lunefuldt som publikums løbende biografforbrug. Men for Coogler og andre marginaliserede kunstnere er den ensidige mistænkeliggørelse lige så gammel som hvide kutter og brændende kors.
Og Coogler har måttet lægge ryg til den før.
Superheltefilmen ’Black Panther’, der for alvor satte ham på Hollywood-kortet, blev underprioriteret af Marvel til fordel for den kommende megaevent-blockbuster ’Avengers: Infinity War’ takket være mange af de samme argumenter, der nu har boomeranget tilbage og ramt ’Sinners’ i baghovedet.
Vil publikum virkelig se en film med en afrikansk superhelt, spurgte onde tunger dengang.
Et idiotisk spørgsmål, der blot er blevet mere fladpandet set i bakspejlet: De to ’Black Panther’-film har til sammen indtjent svimlende 2,1 milliarder dollars på verdensplan.
Skudt i sænk
Nu bliver Marvel-argumentet helt historieforvanskende brugt til at sætte spørgsmålstegn ved Ryan Cooglers evner som hitskaber. For når man bare laver Marvel-film, er man jo sikker på at få succes, lyder det …
Men ’Black Panther’ kunne sagtens være faldet til jorden i en mindre kyndig filmskabers hænder, det samme gælder ’Creed’-franchisen, og heldigvis er indignerede filmkritikere i medier som Indiewire, Polygon og The Atlantic kommet Coogler til undsætning.
I den normalt nøgterne branchepodcast ‘The Town’ gik bølgerne højt, da den afroamerikanske brancheiagttager Franklin Leonard (der blandt andet står bag manuskriptinitiativet The Black List) lynende skarpt argumenterede for, at der ikke er nogen data, som understøtter den udbredte forestilling om, at afroamerikanske film kun sælger til et afroamerikansk publikum.
Når de afroamerikanske film flopper i lande som Danmark, er det, fordi de får en stedmoderlig marketing-opbakning og dermed skaber en selvopfyldende profeti. ’Sinners’ beskedne danske billetsalg (14.600 på den første halvanden uge) skal utvivlsomt også ses i det lys.
Det har været tilfredsstillende at se den nidkært skeptiske diskurs over for Coogler og Sinners boxoffice-triumf blive skudt i sænk, men hele affæren har stadig været en skamplet på ’Sinners’ som film og fænomen.
Som The Atlantics David Sims bemærker, bør det ikke være publikums problem at bekymre sig om Hollywoods regnskabsbøger. For ligegyldigt om og hvornår ’Sinners’ måtte blive profitabel for pengefolkene, har Coogler skabt en grandios blockbuster af typen, vi alt for sjældent ser fra amerikansk hånd i disse tider.
Fra Tarantino til Spike Lee
Ryan Coogler udforsker den store amerikanske fortælling igennem musik- og filmuniverset.
Ligesom den hylder blues-musikken, der skabte grobund for alt fra hiphop over trap til rock n’ roll, har instruktøren i interviews selv været hurtig til at ære de kreative talenter, han står på skuldrene af. Navnlig Robert Rodriguez’ ’From Dusk Till Dawn’ og Stephen Kings ’Salems Lot’.
I et takkebrev efter filmens premiere nævnte han alle fra horror-maestroerne Wes Craven og John Carpenter over genre-aficionadoerne Coen-brødrene og Quentin Tarantino til de afroamerikanske kollegaer Jordan Peele og Spike Lee som inspiration.
Denne filmkærlighed skinner tydeligt igennem i ’Sinners’. Fortællingens struktur er den samme som i førnævnte ’From Dusk Till Dawn’, hvis første krimihalvdel afbrydes af vampyrer på en divebar. Coogler formår dog at skabe en større tematisk sammenhæng mellem de to halvdele, da Remmick bliver lokket til nattefesten af blues-musikernes forførende toner.
I en af filmens kløgtigere scener tester gruppen af overlevere, hvorvidt nogen af dem i al hemmelighed er en vampyr, ved at fodre hinanden hvidløg. Ikke ulig den legendariske blodstestscene i Carpenters alieninvasions-mesterværk ’The Thing’, hvor et mundhuggeri afbrydes af et pludseligt jumpscare, imens Kurt Russell tester, om hans kammersjukker er dobbeltgængere.
Samtidig giver det voluminøse IMAX-format samt 70mm filmrulle skudt med en anamofisk linse ’Sinners’ en storslåethed, der bygger bro til film som ’There Will Be Blood’, ’Once Upon A Time in the West’ og ’The Hateful Eight’, der alle fanger den mytiske amerikanske horisont på celluloid.
Et fornemt trylletrick
Én mester er dog ikke blevet nævnt meget i forbindelse med ’Sinners’: Steven Spielberg.
Det er ellers hans filmografi, jeg kom til at tænke allermest på, mens jeg befandt mig i biografmørket.
Som i blockbuster-maestroens bedste film – fra ’Jaws’ til ’Saving Private Ryan’ – gør Coogler en dyd ud af at introducere en farverig gruppe karakterer, som i sig selv er en fornøjelse at følge, længe før instruktøren udsætter dem for deres hårrejsende mareridtsnat.
Mere specifikt bruger Coogler og fotografen Autumn Durald Arkapaw lange indstillinger til at få publikum til at indleve sig i sydstatsmiljøet. Som den glimrende Youtube-kanal ’Every Frame A Painting’ belyste tilbage i 2015, ynder Spielberg at gøre brug af denne teknik, hvor de længere indstillinger ikke nødvendigvis er flashy, men snarere praktiske, fordi de kommunikerer en scenes intention og på den måde undgår at gøre opmærksom på sig selv.
Det står faktisk i kontrast til Cooglers tidligere film, hvor han altid har haft mindst ét imposant longtake, som boksekampen i begyndelsen af ’Creed’ og casino-slagsmålet i ’Black Panther’.
Denne gang tager de lange indstillinger derimod ved lære af Spielbergs mere subtile fremgangsmåde. I én af de introducerende scener, hvor Smoke ankommer til den lokale flække for at handle ind til aftenens store gilde, sætter fotografen tidens segregerede racisme på spidsen ved blot at svinge kameraet 180 grader fra de sortes side af gaden til den hvide og mere velhavende del.
Det er et fornemt trylletrick, der kun fungerer så godt, fordi der ikke klippes i scenen op til, før tæppet trækkes væk under os, og vi pludselig konfronteres med den slående ulighed mellem de to nabostridende klasser.
Som Carpenter, Spielberg og Peele før ham er det igennem denne cocktail af teknik og fortællelyst lykkedes Coogler at skabe et storstilet epos, der samtidig formår at sige noget dybt personligt fra og om skaberne bag filmen, som kun amerikanerne kan gøre det.
Dét er samtalen, vi burde have om ’Sinners’. Ikke hvor stor en bonus den kommer til at udbetale til Warner Bros.’ aktionærer.
’Sinners’ kan ses i biograferne.