Spielberg og Nolans arvtagere: Disse 10 filmskabere er Hollywoods fremtid

Nolan, Tarantino, Spielberg og Villeneuve er efterhånden oppe i årene, så hvem skal overtage stafetten, når det kommer til at skabe visionære og kvalitetstunge mainstreamfilm, der rammer et bredt publikum? Tre yngre instruktører bider dem allerede i haserne, mens vi også peger på syv andre med kolossalt potentiale.
Spielberg og Nolans arvtagere: Disse 10 filmskabere er Hollywoods fremtid
Ryan Coogler instruerer Michael B. Jordan under 'Sinners'-optagelserne. (Foto: Warner)

»Det kan blive enden på studiesystemet«, lød det opskræmt fra en anonym Hollywood-chef om Ryan Cooglers biografaktuelle ’Sinners’ i en Vulture-artikel, der forsøgte at finde en ledig negativ vinkel på en sjælden box office-succes for en original mainstreamfilm.

Alarmen gik på den aftale, Coogler exceptionelt har fået skrevet ind i sin kontrakt med filmstudiet Warner om, at han efter 25 år får rettighederne til ’Sinners’ tilbage. Hvis den slags bliver præcedens, vil det underminere de store studiers forretningsmodel, lød argumentet.

Heldigvis blev den kritiske diskurs mod ’Sinners’ hurtigt affejet som latterlig og borderline racistisk, ikke mindst da filmen fortsatte triumftoget ved billetlugerne, og det stod klart for alle, at det genrekrydsende historiske vampyrdrama nok skal blive en god forretning for alle.

Men under det paranoide udsagn om studiesystemets død strømmede en interessant vurdering af Ryan Cooglers plads i Hollywood-hierarkiet. Altså: Var Coogler virkelig stor nok til at få en kontrakt, der kun kan modsvares af instruktører i den absolutte superliga?

Det ville jo bringe ham ind i den eksklusive klub af Hollywoods mest navnkundige blockbuster-filmskabere, som forener høj kvalitet med bred appel: Christopher Nolan, Steven Spielberg, Quentin Tarantino og, på en god dag, Denis Villeneuve.

Hørte Coogler virkelig til i det selskab?

‘Sinners’. (Foto: Warner)

Det vil jeg mene, at han gør (se herunder), og det mener Warners filmbosser også.

»Ryan er en utroligt særlig kunstner. Han er unik, og du kan tælle de filmskabere på én hånd, som skriver og instruerer kommercielle originaler. Han befinder sig i et højt luftlag, og hvis han ved at lave denne bliver en del af studie-familien i de næste 20-25 år, eller hvor længe han vil lave film … så vil der være alle mulige forskellige film. Den aftale, Ryan lavede med ’Sinners’, var unik i den konkurrencesituation omkring filmen«, sagde Warner-chef Mike De Luca til Deadline.

I direkte forlængelse ligger en interessant refleksion over, hvem der egentlig skal løfte den utroligt vigtige opgave for Hollywood, som filmskabere som Spielberg, Clint Eastwood, Ron Howard, James Cameron og Ridley Scott har løftet gennem årtier: Instruktører, som kort sagt både vinder publikums gunst og Oscar-statuetter.

Amerikansk film lever både af de hyperkommercielle projekter, der primært er lavet med bundlinjen for øje, og af nye spændende instruktører, der bringer friske visioner ind i mediet og skubber kunsten fremad på mindre budgetter.

Men man kan argumentere for, at de bredtfavnende auteurs er selve Hollywoods bankende hjerte. Det er dem, der skal forme amerikansk films fremtid.

Der er bare meget få af dem. Og der er endnu færre, der ikke er godt oppe i årene. Nolan er 54, Villeneuve 57, Tarantino 62, Spielberg 78. Andre kandidater som David Fincher og Tim Burton har spillet sig ud i periferien – og har også rundet de seks årtier.

Så hvem er deres arvtagere? Hvem er den næste generation, som publikum vælger til på deres navn alene?

Her har jeg udvalgt 10 stærke kandidater, der alle er under 50 (ja, i instruktørland kan 40’erne faktisk stadig være en relativt ung alder!). De øverste tre er i deres egen liga, fordi man kan argumentere for, at de allerede bør nævnes i samme åndedræt som ovenstående legender.

De næste syv har vist et potentiale og en interesse for at skabe visionsrige film med bred appel. Det er altså ikke nødvendigvis de mest spændende instruktører med rent kunstneriske briller (det ville have bragt folk som Rose Glass, Safdie-brødrene, Julia Ducournau, Ti West, Julio Torres og Kristoffer Borgli på listen), men de instruktører, hvis kunstneriske udsyn peger i retning af masseappellerende potentiale.

Og lad os da bare starte med ’Sinners’-instruktøren selv.

Ryan Coogler i Cannes 2018. (Foto: Pascal Le Segretain/Getty Images)

1. Ryan Coogler

Når Warners filmspidser fremhæver den blot 38-årige Ryan Coogler som lidt af en enhjørning, er det ikke kun, fordi han som få andre sætter medrivende billeder på den afroamerikanske oplevelse.

Det er, fordi han tjener penge.

Efter den mere end lovende lavbudgetsdebut ’Fruitvale Station’ kickstartede han den ellers døende ’Rocky’-franchise med den succesfulde ’Creed’, og bagefter instruerede han de to ’Black Panther’-film, som indtjente omkring en milliard dollars hver og blev nogle af Marvel-franchisens største succeser.

Onde tunger har indvendt, at han jo står på ryggen af allerede etableret IP og derfor ikke kan måles op mod Nolan og Tarantino og disses originale fortællinger. Men dels var hverken ’Creed’ eller ’Black Panther’ så indlysende kassefænomener, som det kan se ud i bakspejlet, og Coogler bibragte begge franchises en høj kvalitet, der også ræsonnerede blandt kritikerne (’Black Panther’ blev Oscar-nomineret for bedste film).

Og dels har Coogler altså nu lukket munden på skeptikerne med sin første originale storfilm med den meget distinkte ’Sinners’, der tackler udnyttelsen af amerikansk kultur og musik i forklædning af en hæsblæsende vampyractionfilm.

Ryan Coogler må nu definitivt nævnes som en af de meget, meget få instruktører, der udfolder substansrige fortællinger på den allerhøjeste klinge – og tjener boksen gang på gang.

Greta Gerwig og Margot Robbie. (Foto: Hanna Lassen/Getty Images)

2. Greta Gerwig

Selvfølgelig er instruktøren bag forrige års mest sælgende film og største biograffænomen selvskrevet på listen her. Både ’Lady Bird’ og ’Little Women’ blev pæne billetsuccesser på mindre budgetter, og ’Barbie’ eleverede så den 41-årige instruktør til den absolutte Hollywood-elite.

Det hjalp hende til at efterforhandle en aftale om at få de ’Narnia’-film for Netflix, hun allerede havde kontrakt på, op på de store IMAX-lærreder. Nu venter vi i spænding på de to C.S. Lewis-filmatiseringer, der forhåbentligt vil genbesegle Gerwigs position som en instruktør, der kombinerer en markant kunstnerisk stemme med en humor og følelse, der rammer vidt, bredt og rent.

Jordan Peele. (Foto: Emma McIntyre/Getty Images for Turner)

3. Jordan Peele

Enhver ny Jordan Peele-film bliver markedsført som et event, og det er der en god grund til. ’Get Out’ afslørede overraskende for mange den tidligere sketchkomiker som en sublim instruktør, der kunne sine genrekoder, mens han samtidig fornyede dem. Resultatet var en popkulturel milepæl, der høstede både feinschmeckerros og publikums kærlighed.

Denne evne har han demonstreret igen med gyseren ’Us’ og science fiction-spektaklet ’Nope’, som indbragte henholdsvis 250 og 171 millioner dollars, og selvom sidstnævnte måske kunne føles som et lille skridt tilbage både kunstnerisk og kommercielt, er der ingen i tvivl om, at Peele er en af de få oplagte arvtagere til Steven Spielbergs både legesyge og meningsfyldte overnaturlige fortællinger. Peele arbejder på den helt store skala, mens man aldrig er i tvivl om, at filmen kommer fra hans hånd, og i dag er Jordan Peele-agtigt nærmest blevet en genrebetegnelse i sig selv.

Den 46-årige instruktørs fjerde film står til at udkomme i oktober næste år, men vi ved lige akkurat intet om den – hverken titel eller præmis. Mystikken omkring Peeles arbejde er en del af charmen, og vi kan næsten ikke vente med at se, hvad han har i støbeskeen.

Emerald Fennell. (Foto: Rich Polk/Getty Images)

4. Emerald Fennell

Efter de tre allerede stort etablerede frontløbere bevæger vi os nu ned i det luftlag, hvor det stadig er usikkert, om instruktørerne kan tage det sidste skridt mod blockbuster-stjernerne, men hvor potentialet er lysende.

Og første instruktør i denne afdeling har i hvert fald lagt sporene ud. ’Promising Young Woman’ og ’Saltburn’ er blevet fænomener af den slags, der både høster heftig online-diskussion, priser og anerkendelse. Emerald Fennell har vist et skarpt blik for tidsånden med sine to film om køn, sex og magt, samtidig med at hendes fortællinger – man kunne tage hendes arbejde på ’Killing Eve’ med i købet – er indbydende lækre og uimodståeligt underholdende at beskue.

Det er ingredienser, der peger hen mod det helt brede gennembrud, der meget vel kan komme med hendes næste film. Hypen og diskussionen er i hvert fald allerede brusende om hendes genindspilning af romanceklassikeren ’Wuthering Heights’, der har Margot Robbie og Jacob Elordi i hovedrollerne og meget vel kan blive det helt store samtaleemne.

5. Zach Cregger

Den 44-årige amerikaner Zach Cregger er listens mest ubeskrevne blad, og allerede til august vil vi blive klogere på, om han var den rigtige at inkludere foran andre kandidater som ’Talk to Me’-duoen Danny & Michael Philippou, ’Companion’-instruktør Drew Hancock og anerkendte (men også umiddelbart mainstream-fornægtende) Robert Eggers.

Her får Creggers nye film ’Weapons’ nemlig premiere, en gyser, som kommer med løftet om at være et mindfuck af den helt vilde kaliber.

Det er da også netop, hvad man forventer af den tidligere komiker, som trådte ind på scenen med gyseren ’Barbarian’, der blev lidt af et fænomen i visse kreds i 2022 og siden blot er vokset i anseelse. Det er nemlig en film, som i den grad tager røven på sit publikum.

Cregger virker til at have en god fornemmelse for, hvad der får mennesker i en fragmenteret online-tid til at tale, og han er tydeligvis opsat på at underholde på den store skala, mens han samtidig tager chancer. Han har fortalt, at Paul Thomas Andersons ’Magnolia’ gav ham modet til at tænke stort i ’Weapons’. Vi håber inderligt, han lykkes med missionen.

Barry Jenkins til premieren på ‘Mufasa: The Lion King’ i London i 2024. (Foto: Kate Green/Getty Images for The Walt Disney Company Limited)

6. Barry Jenkins

Efter Oscar-vinderen ’Moonlight’, opfølgeren ’If Beale Street Could Talk’ og den rå slaveserie ’The Underground Railroad’ skulle man måske ikke lige tro, at Barry Jenkins var synderligt interesseret i et bredt kommercielt gennembrud.

Men så instruerede han pludselig ’Løvernes konge’-prequelen ’Mufasa’, og da vi talte med ham op til premieren på Disney-filmen, sagde han:

»Du beskrev mig som en filmmager med indiebaggrund. Det er kun, fordi det var, hvad jeg havde adgang til på det tidspunkt. Som filmmager er jeg virkelig nysgerrig omkring, hvordan det ville være at bruge så mange værktøjer som muligt. Og måden de her film er lavet på, fandt jeg meget interessant. Og jeg tænkte, det ville være et godt temposkift«.

Med andre ord virker den 45-årige instruktør interesseret i at arbejde på den tunge Hollywood-klinge, og kan han kombinere sin meget personlige og poetiske visuelle stil fra de første film med det brede vingefang fra ’Mufasa’ i en original mainstreamfortælling på et stort budget, virker det ganske realistisk, at han kan blive en anerkendt masseappellerende filmskaber i fremtiden.

Hans næste film kan i hvert fald på papiret godt pege i den retning. Det er nemlig sci-fi-filmen ’The Natural Order’ med Glenn Powell i hovedrollen.

Nicole Kidman og Halina Reijn under Venedig Film Festival. (Foto: Franco Origlia/Getty Images)

7. Halina Reijn

Med sine 49 og et halvt år klarer hollandske Halina Reijn med et mulehår cuttet til denne liste, der favoriserer ’talenter’ under 50, men egentlig er hun ikke som sådan en late bloomer. Hun har været kendt som skuespiller i Holland i årtier, før hun instruktørdebuterede i hjemlandet i 2019, men det var først i 2022, hun gjorde sig bemærket som en særdeles lovende ny stemme på den internationale scene.

Det skete med den genreironiske og meget zeitgeisty gyserkomedie ’Bodies Bodies Bodies’, der måske nok var usleben, men antydede det talent, der for alvor manifesterede sig i ’Babygirl’ med Nicole Kidman og Harris Dickinson.

Den sexede erotiske thriller ramte tidsnerven og understregede Reijns evne til at bryde tabuer på en letfordøjelig og medrivende facon.

Det har gjort instruktøren til en af dem, alle i Hollywood nu vil arbejde med, og mange holder således vejret for at finde ud af, hvor hun bevæger sig hen næste gang.

Damien Chazelle i Venedig i 2023. (Foto: Stefania D’Alessandro/WireImage)

8. Damien Chazelle

Man kunne fristes til at afskrive det tidligere vidunderbarn Damien Chazelle efter det storskrydende flop med den balstyriske Hollywood-kærlighedserklæing ’Babylon’, der fulgte efter en anden, om end mere moderat, skuffelse med astronautdramaet ’First Man’.

Men det skal altså ikke overskygge det forhold, at den nu 40-årige instruktør bragede igennem med ’Whiplash’ og triumferede med ’La La Land’, der viste filmisk virtuositet og intensitet af en slags, som der ikke kommer mange af på en generation.

Chazelle er en sublimt dygtig instruktør, der både vil og kan ramme masserne, og nu hvor han har løbet hornene af sig med den over tre timer lange ’Babylon’, er det måske tid til, at han fokuserer på at lave filmen, som for alvor gør ham berettiget til en titel som Hollywoods kronprins.

Amerikaneren har nok lige skullet finde sin ben igen, og vi ved endnu ikke, hvad hans næste projekt er. Vi håber blot, han får det meste ud af sit kolossale talent de kommende år.

Daniel Scheinert og Daniel Kwan med deres manuskriptpris under Oscar-showet. (Foto: Kevin Winter/Getty Images)

9. The Daniels

Det kan måske virke en anelse optimistisk at tro på, at en instruktørduo, der har lavet så bizarre film som Daniel Kwan og Daniel Scheinert, kan blive allemandseje.

’Swiss Army Man’ var trods alt en vanvittig Robinson Crusoe-fortælling, hvor Paul Dano var strandet på en øde ø og brugte Daniel Radcliffes pruttende lig som vandscooter og hans erigerede lem som kompas. Og ’Everything Everywhere All at Once’ rummede både talende sten, mennesker med dinglende pølsefingre og en universtruende kæmpebagel.

Men så igen. Sidstnævnte blev en stor kommerciel succes, den vandt Oscar’en for bedste film, og midt i alt det aparte var der også en universel appel i fortællingen om en vaskeriejer, der under et besøg hos skattevæsenet ryger afsted i adskillige multiverser. Her var action, humor, tematisk tyngde og jordnære følelser, og jeg finder det slet ikke utænkeligt, at instruktørduoen bedst kendt som The Daniels kan fange endnu bredere i fremtiden ud fra de samme kompetencer.

Deres næste projekt beskrives som en endnu unavngiven event-film hos studiet Universal, hvilket i sig selv godt kunne pege i retning af deres første egentlige storfilm. Quentin Tarantino startede trods alt også som en kultinstruktør, der blev mainstream ved at præsentere en ny og frisk tone. En sådan besidder The Daniels også.

Celine Song. (Foto: John Shearer/WireImage/Getty Images)

10. Celine Song

’Past Lives’ må være en af de mest skelsættende debuter i nyere tid. Med to Oscar-nomineringer, et hav af andre priser, forrygende anmeldelser og en stor publikumstilslutning blev Celine Songs personlige fortælling om to barndomsvenner, der genfinder hinanden på tværs af Sydkorea og USA, et imponerende fænomen. Særligt taget i betragtning af, at det er et relativt afdæmpet romantisk drama af en slags, der sjældent bryder lydmuren.

Men den 36-årige canadier viste med filmen en ganske særlig fornemmelse for fine nuancerede karakterportrætter og at puste eksistentiel tyngde i filmisk fortærskede begreber som længsel og kærlighed.

Den slags kvaliteter kunne sagtens indvarsle en karriere som kvalitetsbevidst mainstreaminstruktør, og i hvilken retning talentet bærer hende hen, får vi allerede et indtryk af senere i år, når Songs opfølger ’Materialists’ får premiere. Filmen har Pedro Pascal, Dakota Johnson og Chris Evans i centrum for et trekantsdrama, der udspiller sig i Manhattans elite.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af