KOMMENTAR. En død mand på bunden af en swimmingpool.
Det er det første billede i TV 2’s nye dramaserie ’Løgnen’. Et farverigt poolparty afbrudt i slowmotion, da gæsterne opdager den druknede stakkel. Iben Hjejle, som afhøres af politiet. Hvem er hun, hvem er død, hvem har gjort det?
Cliffhangeren hænger ud over klippens klippe. Så følger introsangen, og nu kan fortællingen tage sin egentlige begyndelse: »4 uger tidligere«.
Det er jo ikke svært at forstå, hvorfor de gode folk bag den i øvrigt dejligt vellykkede serie har valgt at starte historien med død, chok og anklagende blikke.
For uden dette kig ind i fremtiden ville ’Løgnen’ i stedet starte med denne scene: Et vækkeur i provinsen får liv i en træt sosu-assistent, som vågner langsomt med ledsmerter og siger godmorgen til sin madpakkesmørende mand. Kommer der leverpostej eller skinke på rugbrødet? Sikke en suspense!
Men flashforward-starten er alligevel en seriesynd, som er meget symptomatisk for streaminglandskabet og dets tiltro til seerne i disse år.
For ’Løgnen’ står nemlig langt fra alene, når det kommer til overivrige anslag, der gjalder deres budskab ud over hustagene: Please hæng på, der skal nok ske noget vildt og spændende om et par afsnit eller fire!
Krimigevækst
Apples aktuelle Jon Hamm-serie ’Your Friends & Neighbors’ starter med, at hovedpersonen vågner i en blodpøl i et hus med et lig ved siden af sig. Han falder derefter ned i en swimmingpool, hvor han – jep, mens han er under vandet – reflekterer over, hvordan det dog gik så galt. Og så klip til: »Fire måneder tidligere«.
Den stærke svenske Netflix-serie ’Helikopterkuppet’ kunne have stolet på, at den sådan set meget konkret spændingslovende titel var nok til at holde seerne til ilden, men åbner i stedet med en scene, hvor hovedpersonen føler sig forfulgt og skriver et brev til sin søn: »Jeg ved ikke, om jeg lever, når du får det her«. Og så: »10 måneder før kuppet«.
I ’The Madness’, ligeledes på Netflix, vågner en forslået Colman Domingo i en skov, hvor han får flashbacks i flashforwardet til at være blevet jagtet af mystiske mordere, inden han søger frelse hos politiet på en diner. Derefter skruer vi tiden tilbage.
’Løgnen’ er heller ikke første gang, TV 2 har anstrengt sig for at sætte krogen i os med forvarslet om, at shit is going down. For Thomas Vinterbergs katastrofeserie ’Familier som vores’ indledtes med kaos i afrejseterminalen, inden vi spolede tilbage til »Et halvt år tidligere«, og i ’Dark Horse’ så Josephine Højbjergs hovedperson målløs til, mens en person blev indlagt i en ambulance, før de efterfølgende afsnit forklarede, hvad der gik forud.
Også nyere serier som ’Yellowjackets’, ’Bad Sisters’, ’Apple Cider Vinegar’, ’Missing You’, ’Beartown’ og ’The Stolen Girl’ benytter grebet, for da slet ikke at tale om ’The White Lotus’, hvor det på mere kløgtig vis er blevet en nøgleingrediens i det tillokkende koncept: Hvem dør denne gang?
Her accepterer jeg det, fordi Mike White har glimt i øjet og humoristisk overskud, men ellers har det tiltænkt pirrende anslag den diametralt modsatte effekt på i hvert fald denne seer. Jeg får lyst til at smide fjernbetjeningen ud ad vinduet.
’Løgnen’s tiltrækningskraft er således den fine skildring af hjemmeplejen og de interne dynamikker, der er på arbejdspladsen og i hovedfigurernes privatliv, snarere end hvem der har dræbt den pressede mellemleder Patrick.
Krimidelen føles som en gevækst, og det er en skam, at man ikke bare stoler på, at seerne kan interessere sig for en helt almindelig historie om helt almindelige mennesker, uden at det partout skal smøres ind i blod og blå blink.
To serier gjorde tricket stuerent
Det er dog muligvis vores egen skyld. Os seere. Med vores svigtende koncentrationsevne, tendensen til second-screening og de uendelige muligheder for at hoppe over til den konkurrerende streamingtjeneste er der måske ikke så meget at sige til, at tv-producenterne spekulerer i, hvordan de øjeblikkeligt fanger os, så vi bare må have svar på, hvordan det kunne komme dertil.
Kvalitetsmæssigt bliver serierne dog kun dårligere af det, lidt ligesom de amerikanske network-serier i gamle dage jo heller ikke blev mere elegante af at skulle slutte på en cliffhanger før hver reklameblok.
Patient zero for den ublu binge-bait skal findes hos to berømte serier: ’Breaking Bad’ og ’Big Little Lies’.
’Breaking Bad startede som bekendt mesterligt med Walter White iført kun underbukser og gasmaske frenetisk fræsende i en minivan gennem ørkenen, hvor han med sirener i baggrunden indtalte en afskedsbesked til sin familie og ildevarslende hævede en pistol.
»Tre uger tidligere«, stod der så, og gudhjælpemig om vi ikke allerede 50 minutter senere havde taget rejsen med Walter fra helt almindelig forstadsfamiliefar til ørkendesperado med brand i øjnene. Kun ’Lost’ havde vel nogensinde startet mere frapperende, og det giver mening, at en hel tv-branche blev optændt af inspiration.
Med ’Breaking Bad’ blev flashforwardet ikke blot stuerent, det blev kunst.
Og ni år efter kom så i 2017 ’Big Little Lies’, hvis første sekunder helt bogstaveligt var blå blink, hektisk åndedræt og stor forvirring. Efterfulgt af afhøringssamtaler, der satte scenen for alt det, der ledte op til.
HBO-serien med Reese Witherspoon og Nicole Kidman blev foregangseksemplet på en classy krimi, der egentlig brugte mange af genrens mest velkendte kneb, men gjorde det så lækkert, flot, velspillet og spændende, at det fremstod som et sobert drama.
Alt skal kriminaliseres
Derfra var bolden givet op, og ”nogle måneder senere”-modellen blev pludselig fast inventar i serieelskeres liv. Nogle gange elegant og oprigtigt fængslende som i ’Breaking Bad’-lillebroren ’Better Call Saul’, andre gange bare frustrerende billigt, som at blive belært om dramaturgiske modeller af en niendeklasseselev.
I sig selv fejler flash-modellen selvfølgelig ikke noget. Martin Scorsese har nærmest skabt en karriere på det hæsblæsende flashback tilsat veloplagt voiceover, og film/serie-kickoffs efter »I undrer jer nok over, hvordan jeg endte her«-devisen har i slipstrømmen på hans mesterskab indimellem været både muntre og effektive.
Senest brugte Ryan Coogler tricket i sin biografaktuelle ’Sinners’ på velfungerende vis, fordi tidsrammen var koncentreret om et døgns tid, ikke ulig ’Breaking Bad’.
Men ’Breaking Bad’ og ’Big Little Lies’ lånte legitimitet til en type åbning, som dybest set bare er en eleveret pendant til krimigenrens klicheprægede koldstart, som i Netflix’ aktuelle ’Glassklokken’: Uhyggelig scene, hvor der sker noget forfærdeligt, sætter scenen for den opklaring, som nu skal i gang.
Grundlæggende er der for tiden en tendens til at kriminalisere serier i alle genrer, fordi streaminglandskabet er inficeret med en grundangst for at kede publikum. Man vil desperat forsikre os om, at der er noget at komme efter, når vi lige er forbi trivialiteter som karakteropbygning, miljøskildring og grundig historiefortælling. Fra overklassesatire til sosu-socialrealisme kommer alt med en medfølgende mordgåde.
Som regel er det ellers slet ikke nødvendigt. Vi har jo gennemskuet manipulationen, ligesom vi godt ved, at en prisseddel på 99,99 faktisk er 100 kroner, at den oversavede dame i cirkus stadig er intakt, og at morderen i en krimi aldrig er det første røvhul, vi møder.
Har man gjort sit arbejde godt nok, er der mange andre måder at skabe suspense og nærvær på. Og Lars Ranthes håndmadder – med skinke – er faktisk en mere spændende plotmotor i første afsnit end manden på poolbunden. Hvordan det? Jo, dét er en cliffhanger.