Gilli ‘Rene hjerter vinder altid’
I månedsvis har Gilli teaset for et nyt projekt ved navn ‘Rene hjerter vinder altid’ uden dog at afsløre, hvad projektet var for en størrelse. Nu er det udgivelsen endelig landet, og det viser sig at være en seks numre lang ep produceret udelukkende af den faste samarbejdspartner Nicki Pooyandeh og med to features i form af Lamin og Hans Philip på ‘Ryggen mod muren’.
Lyt til ep’en HER.
Jenny Hval ’Iris Silver Mist’
På sit syvende album har den norske musiker, forfatter og multimediekunster Jenny Hval fundet inspiration i noget så sjældent som parfume. Således er albummets titel lånt fra navnet på en duft lavet af det franske parfumeri Serge Lutens, mens musikken beskrives som en udforskning af den uhåndgribelige, sfæriske sanselighed, man finder i et sprøjt af parfume eller røgen fra en cigaret.
Lyt til albummet HER.
Car Seat Headrest ’The Scholars’
Det amerikanske rockband Car Seat Headrest står med ‘Teens of Denial’ og ‘Twin Fantasy’ bag to af 2010’ernes mest uundgåelige indie-klassikere, men har ikke udgivet et album siden det mildest talt ikke velmodtagede ‘Making a Door Less Open’ fra 2020. ‘The Scholars’, der beskrives som noget så oldschool som en rockopera, er bandets chance for at tage revanche.
Lyt til albummet HER.
Model/Actriz ’Pirouette’
Det Brooklyn-basserede, industrielle støjrockband Model/Actriz debuterede i 2023 med det anmelderroste album ‘Dogsbody’, der med det samme gjorde bandet til et af de mest hypede på den alternative musikscene. Den imødesete efterfølger ‘Pirouette’ henter ifølge bandet selv inspiration fra så forskellige kilder som Lady Gaga, Grace Jones, klassisk ballet og dissonant dansemusik.
Lyt til albummet HER.
Yung Lean ’Jonatan’
Det føles måske ikke sådan, men ’Jonatan’ er faktisk Yung Leans første regulære album siden ‘Starz’ fra 2020. Ganske vist har han i mellemtiden udgivet mixtapet ’Stardust’, albummet ’Sugar World’ under sot alias Jonatanleandoer96 samt sidste års ’Psykos’, som er et fællesalbum med den svenske kollega Bladee. Alligevel sætter betegnelsen »album« forventningerne en smule i vejret.
Lyt til albummet HER.
Blondshell ‘If You Asked for a Picture’
Da Blondshell sidste sommer gæstede Roskilde Festival, beskrev Soundvenues anmelder hende som »en af de mest spændende artister, der tegner rockens fremtid netop nu«. Nu følger hun op på sit selvbetitlede debutalbum fra 2023 med et album, der ifølge hende selv leger med den traditionelt maskuline rockæstetik, vi kender fra Queens of the Stone Age og Red Hot Chili Peppers.
Lyt til albummet HER.
Hør også disse album, hvis du vil være helt opdateret:
Patina ‘Uvejr’
Pup ’Who Will Look After the Dogs?’
Lael Neale ‘Altogether Stranger’
Suzanne Vega ’Flying With Angels’
Flume & Jpegmafia ‘We Live In a Society’
Oilly Wallace ‘Sugar Baby Butterfly’
Bladee ‘Set the Beautiful Martyr 1st Attempt’