Den svenske kultrapper Yung Lean er i absolut topform på ’Starz’

5 6
Den svenske kultrapper Yung Lean er i absolut topform på ’Starz’
Yung Lean. (Foto: Zak Arogundade)

Siden teenage-gennembruddet med sange som ‘Kyoto’ og ‘Ginseng Strip 2002’ er Yung Lean efterhånden kommet godt og grundigt videre fra sine uskyldige, Arizona iste-drikkende dage. Den svenske cloudrapper, der set i bakspejlet meget vel kunne være endt som endnu en internet-viral døgnflue, fremstår i dag som en mere moden artist, der til stadighed eksperimenterer med sin lyd.

Trods rosværdige artistiske ambitioner og mange interessante ideer – både hvad angår hans musik, men også hele det æstetiske udtryk omkring Yung Lean og Sad Boys-kollektivets bizarre univers – har svenskeren dog haft svært ved at stable et solidt og sammenhængende album sammen, der har formået at holde min opmærksomhed hele vejen igennem. Diskografien er, spredt over de mange forskellige projekter, ellers fyldt med enkeltvist interessante momenter.

Yung Lean har efterhånden haft godt over fem forsøg, hvis vi også tæller mixtapes med, og med ‘Starz’ er det faktisk lykkedes ham at ramme noget virkelig godt.

En stor del af æren skal ganske vist tillægges producer Whitearmor, der formår at skabe det hidtil mest tillokkende og berusende lydunivers på nogen Yung Lean-udgivelse. Instrumentalt bevæger albummet sig ind og ud mellem atmosfæriske, psykedeliske og sommetider ret mørke stykker, ofte uden trommer, og så de mere vanlige traprytmer, der hyppigt må vige for førnævnte.

Som på titelnummeret; en moody ballade med lange, spartanske passager, der momentvis erstattes af små energiudladninger for til sidst at kulminere i et virvar af spacey synths og elektrisk guitar. Yung Lean synger her duet med Ariel Pink, der i øvrigt har bidraget til nummerets smukke instrumental. Det er blot et af flere tracks, hvor svenskeren viser, at hans autotune-indsvøbte sangvokal har fået et løft i forhold til tidligere udgivelser – sammenlign bare med eksempelvis ‘Hennessy & Sailor Moon’ fra 2016.

Og så er der ‘Boylife in EU’, der starter ud med et sobert og følsomt sangstykke og i øvrigt også indeholder effektive skift mellem stille passager og eksplosive, euforiske trap-udladninger. Også på ‘Yayo’ fungerer Leans silkebløde vokal godt i hooket. Playboi Carti, som i en leaket version leverede en ret uflatterende feature, er heldigvis forduftet på den endelige albumversion.

Numre som ‘Violence’, ‘Pikachu’ og ‘Hellraiser’ er mere klassiske Yung Lean-bangers, og det giver en fin modbalance til de mere søvnige, atmosfæriske numre, at energiske momenter som disse er at finde spredt ud forskellige steder på tracklisten. Jeg er også ret vild med ‘Acid At 7/11’, der har et repetitivt, men enormt inficerende omkvæd – »I’m off acid at 7/11, acid at 7/11, acid at 7/11« – og konceptuelt føles som et throwback til helt tidlige sange fra de førnævnte Arizona iste-dage, bare med en opdateret lyd.

Yung Lean forfalder til tider til de monotone flows og melodier, der så ofte har været en hæmsko for ham, og lyrisk er der ikke overraskende meget lidt, der lige springer i øjnene. Whitearmor er også skyldig i enkelte halvkedelige instrumentaler, og kombinationen gør, at tracks som ‘Dogboy’ og ‘Sunset Sunrise’ bliver forglemmeligt fyld, der udvander albummets sidste halvdel en lille smule.

Det til trods er ‘Starz’ Yung Leans bedste og mest sammenhængende album hidtil. Takket være en række glimrende produktioner og det faktum, at svenskeren over det meste af spilletiden formår at løfte sig op på et hidtil uset niveau som både rapper og autotune-crooner, virker det til, at det hele endelig begynder at gå op i en højere enhed for Yung Lean.


Kort sagt:
Yung Lean er blevet en bedre rapper og autotune-crooner på ‘Starz’, der indeholder en række glimrende, atmosfæriske produktioner fra Whitearmor. Det her er svenskerens foreløbigt bedste og mest sammenhængende album.

Yung Lean. 'Starz'. Album. Year0001.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af