KOMMENTAR. Da Yung Lean slog igennem i 2013, blev han set som en slags underlig spejling af amerikansk hiphop. En excentrisk, amatøragtig og ekstremt internet-ficeret kunstner, der brugte en masse greb fra amerikansk kultur og indsatte dem i en skandinavisk kontekst.
Hedonistisk som en trapsang, men angstfyldt som en Bergman-film: Det var en verden, hvor amerikansk materialisme mødte skandinavisk melankoli.
I 2013 så mange dét som en gimmick. Altså, hvorfor i alverden skulle den her svenske teenager bruge amerikansk ghettoslang? Og hvad var pointen med at infiltrere den amerikanske musik med en masse emo-attitude? Det virkede som om, de fleste mistænkte ham for at være en troll, der tog pis på den amerikanske hiphopscene.
Jonatan Leandoer Håstad blev afskrevet af mange. Han blev set som et ødelagt spejl, der kun gav et smadret afbillede af amerikansk kultur.
Men i årene siden har Yung Lean ikke kun modbevist sine kritikere ved at skabe oprigtigt nyskabende og genresprængende album som ’Warlord’, ’Stranger’ og ’Poison Ivy’. Han har samtidig kunnet observere et hiphoplandskab, der mere og mere virker befolket af sadboys.
For i 2013 var det selvfølgelig nærmest kun Yung Lean og hans crew, Sad Boys, der praktiserede den her blanding af narko-fascination, ulykkelig kærlighed, dødslængsel og klassiske pralerier. Siden har det infiltreret hiphoppen gennem Soundcloud- og emorap.
I dag bliver der i hiphoppen dulmet smerter med stoffer, rockindflydelser omfavnes, og genren åbner sig op mod nye følelser. Man kunne også sige: Hiphoppen orienterer sig mere mod Yung Lean.
For første gang i de mange år, vi har kendt til den svenske rapper, virker han ikke som en total outsider i hiphopverdenen.
Dermed ikke sagt, at albummet ‘Poison Ivy’ ikke er innovativt. Der er mere tomrum, fordi Whitearmors skrøbelige, melankolske beats giver rapperen meget plads. Yung Lean virker som om, han har selvtillid nok til at bære sangene selv, men han er samtidig klog nok til at lade musikken dvæle i lang tid uden at føle sig presset til at bryde ind.
Hør bare afslutteren ’Bender+++Girlfriend’, der slutter med at kredse om linjen »she fell asleep on my arm«, og som nok er den ømmeste Lean-sang nogensinde. Eller tag ’Sauron’, en stille ballade om at have det som skurken fra ’Ringenes Herre’, der næsten kunne kaldes ambient-rap.
Samtidig er der også sange som ‘Ropeman’, der nikker til Leans tidligere teknik, hvor han tog populære amerikanske hiphoplyde og satte dem i en helt ny kontekst. På det her nummer bliver Atlanta-trap forvrænget til en fantasi om blodige roser, kokain, en strand, kvælning og en række andre mareridtsagtige billeder.
Ulykkelig kærlighed, stoffer, dødsfantasier – det er klassisk Yung Lean. Men selv om man skulle tro, at Lean dermed er langt væk fra klassisk hiphop, lyder han faktisk mere som tidsånden end nogensinde. For første gang kan du nemlig sætte Yung Lean i forbindelse med en række store navne på den internationale hiphopscene.
Som for eksempel de punkede stemmeeffekter fra XXXTentacion og Ski Mask the Slump God, Lil Uzi Verts ulykkeligt forelskede Xanax-anthem ’XO Tour Llif3’ og Lil Peeps komatøse emo-rap fra ’Come Over When You’re Sober (Part One)’.
Som vores anmelder Denis Kostic skrev i anmeldelsen af 2017-albummet ‘Stranger’, var Yung Lean i princippet en Soundcloud-rapper, før der fandtes Soundcloud-rap. Men nu, når man ser tilbage, lyder sange som ‘Hoover’ eller ‘Miami Ultras’ nærmest som en slags startskud for hiphoppens punkfase.
Lil Peeps deprimerede, narkotiserede emorap er også et ekko af Lean – på uhyggelig vis. For kort tid før Lil Peep døde af en overdosis, havde Yung Lean selv været indlagt på et psykiatrisk hospital efter en episode med stoffer. På den måde er den svenske rapper også et udtryk for den unge hiphops kamp med sine dæmoner.
Rent lydmæssigt kan du desuden finde Yung Leans aftryk hos folk som Travis Scott, manden der står bag et af 2018’s bedst sælgende hiphopalbum, ‘Astroworld’.
Hele hans æstetik består jo af at skabe druggy, indadvendt trap ved brug af en masse distortion og auto-tune. Det er tæt på at være det samme, Lean gør – og ja, de har selvfølgelig også samarbejdet på et tidligt stadie, nemlig på ‘Ghosttown’ fra Yung Lean-albummet ‘Unkown Memory’ fra 2014.
Hvad betyder det for Yung Lean? Nok ikke så meget. Han lyder stadig som om, han opererer i sin egen verden. Forskellen er bare, at verden uden for hans bobbel nu orienterer sig mere mod ham.
Og det er da ironisk. Før sagde hans kritikere, at han blot afspejlede amerikansk hiphopkultur. Men nu er det faktisk omvendt: Amerikansk hiphopkultur afspejler Yung Lean.
Yung Lean spiller på Roskilde Festivals Arena-scene torsdag den 29. juni.
Læs mere af Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.