På et tidspunkt i filmen ‘Yung Lean: In My Head’ taler den svenske rappers manager, Emilio Fagone, om deres første USA-turné, og man kan virkelig fornemme chokket i hans stemme.
»Folk havde jo prøvet at feste før«, siger han om Jonatan Leandoer aka Yung Lean og hans entourage, der tæller folk som rapperen Bladee og producerne Yung Gud og Yung Sherman. »Men slet ikke på den skala, som det skete nu. Nogle kunne ikke engang stå på scenen længere«.
Den sekvens bliver klippet sammen med en række hjemmevideoer fra selvsamme turné, der er noget af det groveste, du kommer til at se i en musikdokumentar.
Der er produceren Yung Gud, der går rundt som en zombie med kuglerunde øjne efter fem piller af amfetamin-midlet Adderall, og som siger til kameramanden – mens denne filmer – at nu vil han gerne snart have noget crystal meth. Yung Lean reagerer med at sige, at han er »vildt misundelig« på vennens trip.
Vi ser piller blive blandet op i sodavand, narkosvedende drenge i lufthavnen og teenagere, der har hostesaft og Sprite i deres kopper. På et tidspunkt er der tale om, at Yung Lean vil til Disneyland for at prøve LSD. I én optagelse foreslår nogen, at de skal ryge kokain og hestebedøvelse. »Det vil jeg gerne prøve«, siger den unge rapper til forslaget.
Med andre ord: Det her er en hel tourbus fyldt med svenske teenagere, der ikke er så meget kastet ud på dybt vand, som de er katapulteret midt ud i et ocean af narko. De drømme om amerikansk hiphopkultur, som udgjorde Yung Leans tidlige musik, er blevet virkelighed.
Det er pænt skørt. Og det mest vanvittige er, at de her situationer er dén del af filmen, hvor det stadig går godt. Det helt store narkomareridt starter først senere.
Her skal det måske siges, at denne artikel ikke er til for at lege moraldommer. Jeg synes ikke, det er det mest forfærdelige i verden, at nogle teenagerappere vil lege rockstjerner og prøve grænser af. Min agenda er ikke at shame nogen.
Min pointe er mere, at filmen viste mig, hvordan USA’s – og især den amerikanske hiphopkulturs – fascination af narko har nået et drabeligt niveau.
Det ved man jo godt, før man ser dokumentaren ’Yung Lean: In My Head’, som Soundvenue altså præsenterer på fredag i Empire Bio.
Hiphoppen er gået fra at være en weed-elskende subkultur til at omfavne mdma, ecstasy, kokain, hostesaft, smertestillende midler og angstmedicin som Xanax. Opioid-krisen, der har ramt USA, er umulig at overse i hiphopmusikken.
For det plejede at være »smoke weed everyday«. Nu skal man nærmest kunne hele apotekets udvalg for at følge med i narkoreferencerne. Som lytter sidder man pludselig og tænker: Hvordan staver jeg til ’benzodiazepin’? Og hvad er det egentlig helt præcis, at ’percocet’ er for noget?
Den altædende tilgang til stoffer har født til narkorelaterede dødsfald på en skala, som det ikke er set før i genrens historie. Lil Peep, Juice WRLD og Mac Miller er alle døde af en overdosis, for bare at nævne tre af de mest prominente tab.
At den udvikling er sket, ved man altså nok godt, inden man ser den nye Yung Lean-film. Men det er alligevel chokerende at se sådan et eskalerende narkoforbrug helt tæt på. For som Yung Lean siger i filmen: »Vi kunne have været døde«.
I dokumentaren ser vi Yung Lean synke dybt ned i stofferne efter turneen er slut, og han skal indspille det senere album ’Warlord’ i en lejlighed i Miami. Her startede – har han fortalt magasinet Fader – et dagligt misbrug, hvor han blandede stoffer som hostesaft, Xanax, marijuana og kokain.
I filmen ser vi, hvordan det bliver for meget for de fleste af rapperens venner og samarbejdspartnere. Yung Gud tager hjem allerede efter turneen og kalder det »et mentalt skråplan«, og efter noget tid i Miami rejser manageren Emilio Fagone samt produceren Yung Sherman hjem.
Tilbage bliver kun rapperen Bladee og en mand ved navn Barron Machat, der ejede Yung Leans amerikanske pladeselskab. Deres narkomisbrug intensiverer til gengæld. Der bliver ikke engang lavet musik mere. »Jeg har ikke været med til noget lignende i mit liv før«, siger Bladee om dén tid. »Jeg var ikke forberedt på det«.
Så, en dag, bryder Yung Lean sammen. Bladee ringer til en ambulance, og Leander bliver indlagt på psykiatrisk hospital. Samme aften kører Barron Machat, der er på Xanax, galt og dør.
Yung Lean er efterfølgende indlagt i en periode, hvorefter han begynder et slags rehab-forløb i Sverige. Siden har Machats far, Steven Machat, anklaget den svenske rapper for at være medskyldig i sin søns død. I dokumentaren siger han: »Det her er ikke gode drenge«.
Men når man har set filmen, sidder man ikke tilbage med en følelse af, at Yung Lean og de andre svenske teenagere har forgiftet en amerikansk mand. Det føles mere som om, at den heftige narkofascination, der nu gennemsyrer den amerikanske hiphop- og popkultur, er en ekstremt drabelig størrelse.
For Yung Leans musik har altid været USA-fascineret. Den svenske kunstner har skabt et slags splintret spejl, der viser et fragmenteret, skævt billede af den amerikanske kultur, han forguder. Stofferne har altid været til stede i Yung Leans musik – netop fordi de er så meget til stede i musikken, han beundrer.
For selvfølgelig er en artist, der har forgudet hiphop i 2010’erne fascineret af Xanax, lean og alle de andre ting, der fylder så meget i samtidens hiphop. Det vil jeg gætte på, de fleste mennesker, der lytter til moderne hiphop, er til en vis grad.
Det er bare de færreste, der får lov til at opleve stofferne på egen krop. Det gjorde Yung Lean. Han var heldig at overleve. Det var hans ven Barron Machat ikke.