Car Seat Headrest omfavner elektronisk musik og rammer et foreløbigt lavpunkt
Det plejer at være de lange sange, der er højdepunkterne på et Car Seat Headrest-album. Jeg ville ikke tøve med at kalde ‘Beach Life-In-Death’, ‘Vincent’ og ‘Hey, Space Cadet (Beast Monster Thing in Space)’ nogle af 10’erne mest bevægende rocksange – fyldt med små uventede drejninger, der gør dem engagerende gang på gang.
Af netop den årsag havde jeg en mærkelig smag i munden, da Car Seat Headrests nye album, ‘Making a Door Less Open’, nåede slutningen af sit næstsidste track, det godt syv minutter lange ‘There Must Be More Than Blood’.
Sangen rider det samme træge groove hele vejen igennem, og lyrikken sidder fast i den samme håbløse søgen efter mening fra start til slut. Den eneste årsag til, at nummeret varer så længe, er en serie af soli, der alle lyder ukoordinerede, uden de har en gnist af impulsivitet. Det understreger vel et eller andet sted den magtesløshed, Will Toledo synger om, men det er også dybt uengagerende at lytte til – især når det varer så længe.
Det er et nummer, der indkapsler mange af de generelle problemer ved albummet. Ingen andre numre begår den synd at vare så længe, men der er en tendens til, at lyrikken føles triviel, og at instrumentationen ikke opnår tilfredsstillende resultater – noget, jeg aldrig havde troet, jeg skulle sige om et Car Seat Headrest-album.
Meget af det handler om Will Toledos nyfundne glæde for synthesizers og alskens andre elektroniske ingredienser, hvilket på papiret ikke burde være noget problem. Hans 2018-genindspilning af ‘Twin Fantasy’ er netop forskellig fra originalen grundet blandt andet markante elektroniske elementer og en knivskarp produktion, der gik stik imod den oprindelige lo-fi-æstetik – og 2018-udgaven af ‘Twin Fantasy’ er intet mindre end et mesterværk!
Men når Toledos sangskrivning fra bunden af er orienteret direkte omkring elektroniske virkemidler, er det sjældent nær så forløsende. Et nummer som ‘Weightlifters’ har en fremragende quirky melodi, og guitarerne skaber elegant drama, men en enerverende, øregangspenetrerende synthesizer kører stort set hele vejen igennem, og dermed bliver en ellers spændende sang gjort temmelig frustrerende.
Halvvejs gennem ‘Can’t Cool Me Down’ får vi en malplaceret sekvens, der lyder som snydt ud af et Casio-keyboard, og det lyder som om, denne bid instrumentation er komponeret fuldkommen uden henblik på den vokal, der kører samtidig. Dette nummer ender med en ét minut lang outro, der lyder mere som om Will Toledo leger rundt med en sampler, end det lyder som om, han rent faktisk vil føre sangen et sted hen, der giver mening.
Men når Toledo kan fokusere, så fungerer det elektroniske faktisk ganske fint. ‘Hymn – Remix’ (et remix af en uudgivet sang) er et svimlende, abstrakt track, der udforsker nogle vilde kringelkroge af både albummets rockede og elektroniske sider. Den tager konkret udgangspunkt i nogle bestemte samples, og den er opbygget sådan, at det bliver mere intenst med tiden.
‘Deadlines (Thoughtful)’ er et rendyrket electropop-nummer, der ikke har set skyggen af rock, og det bygger op til en intet mindre end bjergtagende klimaks, hvor den vemodige nedtur derefter også er enormt veleksekveret.
Desværre er det ikke store dele af albummet, der føles så gennemtænkt. Selv tracklistens rækkefølge føles tilfældig. Det hjælper så ikke, at rækkefølgen rent faktisk er forskellig på tværs af cd, streaming og vinyl, hvilket formentlig har noget at gøre med, at Toledo selv har sagt, at han for en gangs skyld har fokuseret mere på individuelle sange end på en helhedsoplevelse. Det ville ikke have været et problem, hvis de individuelle sange havde været bedre.
Kort sagt:
Car Seat Headrest omfavner elektronisk musik og rammer i processen et foreløbigt lavpunkt. Mange aspekter af instrumentationen og strukturen føles uigennemtænkt – hvilket går ud over melodier, der ellers tit er ganske solide.