Blondshell gik så ofte i knæ på Roskilde Festival, at vi måtte klappe af hendes slidte jeans

Det kan godt være, at Roskilde Festival med årets plakat hovedsaligt har placeret rocknavnene i eftermiddagstimerne og på de mindre scener, men torsdagens første koncert på Avalon, som var tilfaldet amerikanske Blondshell, tegnede sig sandelig for en gribende liveoplevelse, så man var opløftet til indtryk resten af dagen og aftenen.

Koncerten åbnede massivt og overbevisende med ’Veronica Mars’, og det var tydeligt, at Sabrina Teitelbaum, som står bag det musikalske alias, hører til blandt de mest spændende unge artister, der tegner rockens fremtid netop nu.

Blondshells greb om virkemidlerne fra 90’ernes alternative rockscene får for alvor et personligt touch, når hun sætter personlige fortællinger i scene. Det kom også til udtryk under hendes første danske koncert på Roskilde Festival.

»I’m going back to him / I know my therapist is pissed / We both know he’s a dick«, lyder en linje i ’Sepsis’, der faldt tidligt i sættet, og man mærkede, at Teitelbaum mente hvert et ord bag de dyrekøbte erfaringer i takt med, at hun flere gange skridtede scenen af og ofte gik i knæ. Og det i en sådan grad, at vi måtte klappe af hendes slidte jeans.

Scener fra et ungt levet liv, der blev forstærket af det engagement, Teitelbaum lagde i sin vokal og den kontrol, hun besad. Det var ganske imponerende, hvordan hun ubesværet bevægede sig mellem det indestængt lavmælte og det klart gennemtrængende i sit fulde register.  

Som i den atmosfæriske ’Dangerous’, der desuden var et vidnesbyrd om, at Teitelbaum også opererer med autoritet i mere introspektive stemningsrum.

Blondshell har netop færdiggjort et nyt album, blev det bekendtgjort fra scenen, og vi blev trakteret med et nummer herfra med titlen ’T&A’, der at dømme ud fra leveringen på Avalon torsdag eftermiddag gav hendes fuzz-indsvøbte repertoire et touch af janglepop.  

Selvom Teitelbaum udsendte en aura af californisk coolness, var det dejligt at observere, hvordan hendes attitude blev mere imødekommende og nærværende i takt med, at koncerten skred frem, og hun mærkede varmen fra de forsamlede.Solbrillerne og gorpcore-fleecetrøjen røg af, og der var flere gange øjenkontakt med og smil til publikum.

Da en fan mod slutningen kastede en hjemmelavet t-shirt op til hende som minde om den første Blondshell-koncert på Roskilde Festival, virkede tilkendegivelsen »I love it« ægte.