Østen overgik sig selv
Østen havde lige spillet megahittet ’Regn’ – hvor han dirigerede et voldsomt lysshow, som var han en blanding mellem Niels Brandt og Mickey Mouse i ’Troldmandens lærling’ – da han lovede, at der var endnu flere godter i vente. Men kunne det virkelig passe?
Min indre skeptiker blev hurtigt gjort til skamme med den uudgivne ’Jeg vil ha’ det hele’ hvor cello, dunkende stortromme og ikke mindst Østens insisterende vokal skabte en følelsestornado, hvor man blev hevet med, om man var klar på det eller ej. Kjartan F. Stolberg
Fine var stilfærdigt hypnotiserende
Nogle performere brager løs og inviterer dig aktivt til at tage del i deres univers. Og så er der Fine, der stilfærdigt og hypnotiserende sad bag sit keyboard, mens hendes bandmedlemmer smagfuldt dannede grundlaget for, at hendes vokal og hendes tangenter kunne skabe de smukkeste klange.
Særligt under en længere vokalsolo i ’Remember the Heart’ spillede hver en lille detalje i lydbilledet en rolle i at skabe uafrystelig gåsehud. Kjartan F. Stolberg
Gunges eneste ballade gav en klump i halsen
Det er muligt, at den allerbedste stemning på hele Spot Festival-festival var at finde på Volume Village, hvor Gunges sødmefulde og ualmindeligt iørefaldende sange var en lektion i popmusikkens evne til skabe en lille verden af fuldkommen ubekymret lyksalighed. Derfor var det ironisk, at koncertens stærkeste øjeblik var den melankolske ballade ’Et dukkehjem’, hvor Gunge viste en ganske uvant, alvorstung side af sig selv.
»Jeg er født i et dukkehjem / Så nu er jeg professionel / I at fikse andre før mig selv / Selvom jeg er lavet af porcelæn«, lød tekstens vidnesbyrd fra en opvækst i et problemfyldt hjem, som gav en klump i halsen og en lyst til at give hovedpersonen et kram. En usædvanligt smuk sang, jeg er glad for at have hørt, før den uundgåeligt bliver annekteret af dansklærere på udkig efter en perspektivering til Ibsen. Rasmus Weirup
»Fuck det, skal vi tage den igen?«
Dårligt havde klapsalverne lagt sig efter Zuloos sidste nummer, inden rapperens stemme bag scenen stillede spørgsmålet »Fuck det, skal vi tage ’Sikke en type’ igen?« til endnu større jubel. Sangen havde kort forinden sat kog i salen på Volume Village, og det blev kun vildere i anden ombæring.
Pludselig var midten af salen i gang med en stor moshpit, mens en håndfuld Stone Island- og Arcteryx-klædte unge fyre blev hevet med op på scenen. Publikum sang af deres lungers fulde kraft, og omkvædet gav genlyd, længe efter koncerten var slut. Owen Murphy
Cevil spillede den ondeste guitar
Cevils koncert var udfordret af A-husets rungende akustisk og et tætpakket publikum, der mildest talt ikke havde taget budskabet i åbningsnummeret ’Don’t Speak’ til sig. Alligevel var koncerten lidt af en åbenbaring, for har man udelukkende hørt studieudgaverne af Cevils sange, har man ingen mulighed for at vide, hvor vanvittig en guitarist hun er.
Særligt på ’Come a Little Bit Closer’ gik hun St. Vincent i bedene med ekstremt effektfulde, kantede riffs, som på én gang var funky og ruskende. Og så mestrede hun det, som mange af rockmusikkens allerdygtigste guitarister har svært ved: at dosere sine guitarevner sparsomt og velovervejet. Lige så imponerende som hendes guitarspil var, spillede hun altid kun i sangens tjeneste. Rasmus Weirup
Thea Doras hvirvelvind af et afslutningsnummer
Højdepunktet i Thea Doras ekstreme sansebombardement af en koncert på VoxHall var det endnu uudgivne afslutningsnummer. »I don’t really care«, sang hun igen og igen, men det troede man ikke helt på, for sangen lod til at være konstrueret med en særegen omhyggelighed.
Og bedst som man troede, det hele var slut, gav Thea Dora sig til at dekonstruere og omforme sangen til en hvirvelvind af stønnende vokalsamples og drum’n’bass-rytmer. Det var umuligt at se, hvad hun egentlig lavede ved den lille pult på den mørke scene, men personligt fyldes jeg altid med spænding, når nogen skal til at dreje eller trykke på en knap. I det øjeblik ved man, at alt kan ske. Rasmus Weirup
Elias Rønnenfelt viste ømhed og rockstjerne-kaliber
Som på den smukke ’Heavy Glory’-skæring ’No One Else’ changerede Elias Rønnenfelt ubesværet mellem det helt intimt ømme og temperamentsfulde, da han indtog Musikhusets Store Sal. Det ene øjeblik var det som at være til intimkoncert med en livsklog landevejstroubadour, det næste til et medrivende, gennemført rockshow.
Da der mellem numrene lød et lille »tak«, blev vi mindet om, at det ikke var en international rockstar on the road, der kiggede forbi, men noget så sjældent som en pæredansk hærdet verdensstjerne. Maibritt Enevoldsen
Find hele Soundvenues dækning af Spot Festival HER.