KOMMENTAR. Da danske Von Quar for lidt over en måned siden udgav singlen ’Hæng en mand’, udsendte bandet en pressemeddelelse, der nærmest lød som et manifest.
»’Lev eller lad være’ er sangens budskab. Og hvis det lyder brutalt, så er det, fordi det er brutalt«, begynder den. »Livet er ikke til pynt, og hvis du ikke vil bruge det, kan du lige så godt hænge dig selv. Ja, det lyder voldsomt. Det er voldsomt. Men nogle ting skal siges med knive og ikke med flødeskum«.
’Hæng en mand’ er en i forvejen ret storslået sang, der kulminerer i et direkte episk crescendo båret frem af et kæmpe kor og en brølende saxofon, men hvis sangen lyder maksimalistisk, er det intet sammenlignet med den følelsesmæssige maksimalisme, der ligger implicit i teksten.
»Du vil sætte hele livet på spil / Når intet er, som det var før / Og du vil ikk’ vende om igen, nej / Om det så skal betyde, at du dør«, synger forsanger Mikkel Øster insisterende. Der er en profetisk aura over formuleringerne, der med stor dramatisk effekt centrerer sig omkring verbet »vil«.
’Hæng en mand’ er nemlig en sang om en umættelig vilje – til at leve, til at elske, til at føle alle verdens facetter – og den vilje er det ikke kun Von Quar, der synger om lige nu.
Derimod har vi på det seneste fået en lille række af eksistensfilosofiske danske popsange, der gør op med cerebral selvreflektion og som længes efter at blive overvældet på et sanseligt, kropsligt niveau.
Kosmiske forbindelser
På sin dramatiske nye single ’Jeg vil have det hele’ synger Østen ligesom Von Quar om en blodtørstig vilje til at mærke livet i al sin voldsomhed.
»Jeg vil have det hele / Som i intet med måde / Prøver at finde en balance, jeg kan ikke engang stå på mine ben / Jeg tror ikke, hun forstod / Jeg vil derud, hvor jeg går i et med horisonternes dybblå«, synger han.
Længslen forvandles til en nærmest kosmisk forbindelse til universet, til himlen, jorden og horisonten, hvor de mødes. De hårdtslående trommer, der rammer i det eksplosive omkvæd, lyder som et tordenvejr, der ruller ind over et uroligt hav.
»Lad min sol gå op, lad mig se den falde / Lad mig falde«, lyder det.
En af de ting, der gør både Von Quars og Østens sange så spændende, er måden, de hæver sig over de banale selvhjælpsklichéer. Her er ikke tale om opmuntrende og opbyggelige påmindelser om at leve livet til sit fuldeste. Sangene er ikke hyggelige plakater med »carpe diem« skrevet i nuttet skråskrift på pastelfarvede baggrunde. Tværtimod.
Ligesom hos den tyske filosof Arthur Schopenhauer, der så mennesket som drevet af en ukontrollerbar vilje, der aldrig kan tilfredsstilles og i sidste ende fortærer os, er livslinjen hos Von Quar og Østen også en dødsdrift.
»Jeg kunne dø for at føle mig i live«, lyder det på ’Jeg vil have det hele’. I sangens musikvideo kører Østen gennem natten i en brændende bil. Både sang og video er gennemsyret af det, der ligner en ustyrlig længsel efter at overskride sig selv.
Ud af hovedet
Mindre umiddelbart grænseoverskridende er Afskums drømmende synth-popsang ’Jeg vil høre alting’, der i hvert fald langt henad vejen ‘bare’ er en virkelig sød kærlighedssang om at længes efter at elske med alle kærligheden facetter og nuancer og uden at blive skånet for noget.
Men ligesom hos Von Quar og Østen er der en desperation i ’Jeg vil høre alting’, der synes at være optændt af en længsel efter at gøre kærligheden til et rum, hvor man kan give slip på sig selv – en længsel efter at overgive sig så meget til kærligheden, at man går i ét med den.
»Jeg hader min egen stemme / Jeg er døv og forelsket«, råber Afskum i sangens gåsehudsfremkaldende klimaks. Han vil høre alting, bare ikke sig selv.
Hvor selvransagelse længe har været et af popmusikkens helt centrale lyriske kerneformål, vil disse sange gerne ud af hovedet.
Afskum vil give slip på sig selv og overgive sig til den anden, Østen vil være i et med horisonten. Von Quar opfordrer til at give slip på »alt det, der kører i dit hoved« og »bare gøre noget«.
For nylig talte jeg med en veninde, der var taget til lægen for at dele sine bekymringer om sit mentale helbred. Lægen opfordrede hende til at »prøve at komme lidt ud«. Det har jeg tænkt meget over de sidste par dage, mens jeg blandt andet har lyttet til Afskum, Østen og Von Quar.
Måske vi alle sammen tænker for meget på os selv, som ‘Girls’-skuespilleren Jemima Kirk har formuleret det, og har brug for at komme lidt ud. Ikke nødvendigvis for at sætte vores liv på spil, som Von Quar opfordrer til, men for at lytte til nogen andre og slukke for vores egen, indre stemme.