’The Eternaut’: Der venter en gåsehudsfremkaldende finale på Netflix’ nye sci-fi-serie
Jordens undergang har længe været et fascinerende udgangspunkt for fiktion, men efter årtusindskiftet – og i slipstrømmen på verdens mange problemstillinger – er tilbuddet af særligt postapokalyptiske serier boomet gevaldigt.
Fra ‘Fallout’, ‘The Last of Us’ og ‘Silo’ til ‘The 100’, ‘The Walking Dead’, ‘Falling Skies’, ‘Revolution’ og “The Rain’. Fra zombier, atomkrig og strømsvigt til naturkatastrofer og rumvæsner.
Nu sættes menneskehedens overlevelse og moral på prøve i den nye argentinske Netflix-serie ‘The Eternaut’.
Serien bygger på Héctor Germán Oesterhelds populære tegneserie af samme navn, der blev udgivet i 1957-59. Oesterheld var en særdeles aktiv systemkritiker af Argentinas talrige militærdiktaturer i det 20. århundrede. Han forsvandt selv i 1977.
Kritikken afspejlede sig mellem linjerne i hans værker, herunder ’The Eternaut’, som foregår i Buenos Aires, som pludselig rammes af et snevejr, der slår indbyggerne ihjel på stedet, når de kommer i direkte kontakt med den frosne nedbør. En gruppe overlevende indser langsomt, at det dramatiske vejrskifte er orkestreret af en fjendtlig invasion fra rummet.
Udgangspunktet er det samme for Netflix-serien, og den lille gruppe overlevende består af krigsveteranen Juan Salvo (spillet af den argentinske stjerne Ricardo Darín) og en række af hans venner, som er samlet til et hyggeligt omgang kortspil, da sneen pludselig erstatter det hede argentinske sommervejr.
Gruppen må forsøge at overleve de mange prøvelser, alieninvasionen fører med sig, såsom røvere, kulde, sult og, ja … gigantiske biller (vakt til live med undervældende CGI), der jagter de overlevende. Det stopper dog ikke Salvo, der som den første bevæger sig frygtløst ud i sneen – med fuld hjemmelavet beskyttelsesdragt og maske – i håb om at blive genforenet med sin forsvundne datter og ekskone.
Serien foregår i en nutidig setting sammenlignet med forlæggets 1950’ere, og mens den latente kritik af totalitære regimer også er til stede i denne ombæring, taler serien samtidig ind i andre aktuelle problematikker som store strømsvigt (som på Den Iberiske Halvø), fjendtlige invasioner, klimaforandringer og globale pandemier.
Den giftige sne er ikke et synderligt originalt plot device, men det er alligevel effektfuldt at se den fugtige og varme storby blive forvandlet til et frostklart polarklima. Det bidrager også til seriens underliggende uhygge, når Salvo bevæger sig isoleret (og så måske ikke alligevel) rundt i den apokalyptiske metropol. Seriens isnende atmosfære er klart dens styrke.
Fortællingens vibe kan måske bedst beskrives som en hybrid mellem de paranoide storværker ’Invasion of the Body Snatchers’ og ’War of the Worlds’ tilsat en smule overfladisk karakterdrama fra zombiesæbeoperaen ’The Walking Dead’.
Selvom skuespillet (særligt fra Darín) er upåklageligt, forbliver de fleste af karaktererne flade og relativt endimensionelle. Og serien er alt for lang tid om at komme frem mod sin imponerende og gåsehudsfremkaldende finale.
Her vil fans af sci-fi- og/eller postapokalyptiske tv-serier slikke sig om munden med tanke på, hvad folkene bag kan brygge sammen til næste sæson.
Men også først her.
Kort sagt:
Den gennemført atmosfæriske ’The Eternaut’ tager for lang tid om at komme frem til sit forrygende klimaks, som forhåbentlig bliver forløst i den kommende sæson.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.