’The Assistant’: MeToo-aktuel film føles som en thriller – og viser aldrig monstret

Er der noget, film som ’The Devil Wears Prada’ og de seneste års ’Knives Out’, ’Parasite’ og ’Roma’ har lært os, er det, hvor speciel en position assistenter og hushjælp indtager.

De bliver betragtet som nederst i fødekæden, som en ydelse man betaler for, som man betaler for benzin. Men samtidig yder de den slags manuelle og følelsesmæssige arbejde, der oftest hører til i familien: De passer børn og laver mad, de kender deres chefers rutiner ned til mindste detalje og forventes at kunne holde på deres beskidte hemmeligheder.

I ’The Assistant’ følger vi en ung assistent ved navn Jane over en enkelt arbejdsdag. Med den respekterede og magtfulde øverste chef for et filmproducerselskab som sin arbejdsgiver er hun den første, der ankommer til kontoret, og den sidste, der tager hjem. Det er både hende, der henter de ansattes frokost, tømmer opvaskemaskinen og laver kaffe, og hende, der planlægger chefens dage og rejser, ved hvor og med hvem han bor på hotel og tager telefonen, når hans kone ringer og vil vide, hvorfor hendes kort pludselig er spærret.

Hun sørger for, at de mest basale ting i hans liv fungerer. Og samtidig er hun den, han har allerlavest tanker om. Faktisk er hun slet ikke »hans type«, som HR-chefen på et tidspunkt fortæller hende.

Janes chef har magten til at hyre og fyre. Men han har også den slags magt, som kan katapultere unge drømmere op i film- eller producerhimlen eller omvendt skyde deres karriere i sænk, hvis de ikke makker ret. Det lyder sikkert bekendt, og ’The Assistant’ trækker på flere af de modbydelige detaljer, som længe var offentlige hemmeligheder om Harvey Weinstein. For eksempel hører vi folk på kontoret fortælle jokende om bossens omgang med unge håbefulde kvinder til diverse filmfestivaler. Og på hans kontor står en slidt, grøn sofa, som alle undgår at sætte sig i, og som Jane vasker pletter af, inden han møder på arbejde.

Kitty Green, som her spillefilmdebuterer og både har instrueret og skrevet manuskriptet, har fyldt filmen med den slags små detaljer. De banale opgaver, Jane har i løbet af dagen, og som ved første øjekast virker ligegyldige. Fra den portion morgenmad hun hurtigt skovler i sig over vasken til hendes møde med Wolt-leverandøren, der afleverer dagens frokost, og alle de opkald, hun foretager for at planlægge chefens dag.

Men ’The Assistant’ er ikke mondæn eller kedelig. Ofte føles den mere som en thriller. For selvom det aldrig bliver sagt, ved vi, hvad der foregår, når dørene er lukkede, og vi frygter for den unge, smukke kvinde, som er flyttet fra Idaho til et fint hotel på chefens regning, og som håber på en skuespilkarriere.

Men som enhver god thriller – eller gyser – ved, er der ofte mere suspense i aldrig at vise monsteret. Vi finder ikke engang ud af, hvad Janes magtfulde chef hedder. Alligevel er han til stede i alt, hvad hun og de andre ansatte foretager sig. De taler lavt og sidder med bøjede hoveder, som om han altid kigger dem over skulderen, eller som om deres blotte tilstedeværelse er i vejen for ham.

Hvis han synes, det er fortjent, uddeler han verbale tæv over telefonen. De gange det sker for Jane, får han hende til at skrive en undskyldende e-mail til ham. Effektivt både til at ydmyge hende, men også som et juridisk sikkerhedsnet, hvis nogen en dag skulle finde på at anklage ham for at have gjort noget forkert.

Men Jane er ikke kun underlagt, hvad hendes arbejdsgiver udsætter hende for. Hun er nederst i en uudtalt, men tydelig hakkeorden. Det står helt klart i simple scener, som når hun står og vasker op, og to kvinder, der ikke skænker hende et blik, lader deres opvask stå til hende. Eller når hun rydder op i et mødelokale og ikke når at blive færdig, inden to mænd i jakkesæt træder ind med fordømmende blikke.

Det er svært at sige, hvor der er mindst respekt: De tidspunkter, hvor hun bliver behandlet, som om hun er usynlig, eller de tidspunkter, hvor hun bliver mødt med hårde blikke, fordi hun ikke er.

Det er værd at hæfte sig ved Greens sans for at illustrere det tab af værdighed, som Jane går igennem, og som til perfektion udtrykkes af hovedrolleindehaver Julia Garners minimale mimik.

For så bliver ’The Assistant’ meget mere end en fremragende og køligt skarp film om Metoo – det bliver en film om giftige arbejdsmiljøer og om alle de øjeblikke af respektløshed, som aldrig vil nå forsiden af avisen, men som lige så stille kan slide de mænd og kvinder, som har usikre, prekære jobs, ned.

---

Kort sagt:
Med simple midler er ‘The Assistant’ en urovækkende og tidssvarende film om Metoo og det moderne arbejdsmarked.

Anmeldt i forbindelse med den danske streamingpremiere i januar 2021.