Weinstein-inspireret film vækker opsigt: »Hollywood elsker film om sig selv – men jeg tror ikke, de kunne lide den her«

'The Assistant' er inspireret af Harvey Weinstein-sagen, men problemet er meget større end en enkelt mand, samstemmer instruktør Kitty Green og skuespiller Julia Garner, der søndag viste deres #MeToo-drama 'The Assistant' under Berlin-festivalen. Vores udsendte mødte dem forinden.
Weinstein-inspireret film vækker opsigt: »Hollywood elsker film om sig selv – men jeg tror ikke, de kunne lide den her«
Julia Garner i 'The Assistant'. (Foto: Ty Johnson/Bleecker Street)

BERLIN FILM FESTIVAL. I går blev tidligere filmmogul Harvey Weinstein dømt skyldig for voldtægt og seksuelt overgreb.

Samtidig i Berlin har en af de første film, der tackler #MeToo-bevægelsen og er direkte inspireret af Weinstein-sagen, europæisk premiere: Instruktør Kitty Greens amerikanske indiedrama ‘The Assistant’ følger gennem en dag fra tidlig morgen til sen aften en ung kvinde, Jane – spillet af det 26-årige stortalent Julia Garner fra blandt andet ‘The Americans’ og ‘Ozark’ – der arbejder som assistent i et produktionsselskab på Manhattan.

Mens hun udfører sine ensformige arbejdsopgaver – fra at kopiere manuskripter, rydde op efter møder, hente frokost, arrangere flyrejser til mere suspekte opgaver som at skrubbe chefens sofa, tage imod hans unge kvindelige gæster og lyve for hans kone i telefonen – bliver hun mere og mere mistænksom over for, om chefen udnytter sin magt seksuelt. Ikke mindst da han får installeret en ny, purung assistent på et fancy hotel og bliver væk i flere timer.

»Det er en påmindelse om emnets alvor«, siger Kitty Green, da vi møder hende søndag eftermiddag på Hyatt Hotel, om at følge med i Weinstein-retssagen, mens hun lancerer filmen. »Det har været forfærdeligt at læse om hver dag, og jeg håber, at overleverne får den juridiske retfærdighed, de fortjener«.

Green blev inspireret til ‘The Assistant’ af Weinstein-sagen, da den brød ud i 2017, og ændrede sit projekt, der oprindeligt handlede om samtykke på universiteter. Hun interviewede over hundrede assistenter, heriblandt flere der havde arbejdet for Weinstein, og indarbejdede detaljer fra artiklerne om ham. Men filmen handler om meget mere end en enkelt mand, understreger hun.

Julia Garner ved dette års Berlinale. (Foto: Matthias Nareyek/Getty Images)

»At kalde den en film om Harvey Weinstein er reducerende, for så ville problemet være løst, nu hvor han ikke arbejder i branchen længere. Filmen handler om noget større: om systemiske og kulturelle problemer, der foregår over hele verden, i alle brancher. Jeg ville gerne undersøge de kønnede mikroaggressioner, der holder kvinder fra magten«, siger Kitty Green.

Hun var opsat på at fortælle historien fra et kvindeligt synspunkt, for »vi har set nok film om slemme mænd«. Af samme grund ser vi aldrig Janes chef, men hører kun hans stemme – ofte gennem telefoniske skideballer. Men hans tilstedeværelse lurer og spreder skræk på kontoret. Det skaber en giftig arbejdskultur, der siver nedad. Som nederst i fødekæden bliver Jane skiftevis ignoreret, talt ned til og skældt ud af sine kolleger, inklusive sine to mandlige assistentkolleger. Filmen handler nemlig ikke ’bare’ om sexchikane, men om magtmisbrug bredt set.

»Jeg ville gerne skabe en minimalistisk film om én autentisk dag i skoene på en person uden magt«, fortæller instruktøren. »Det er en samling af øjeblikke. Der sker en sexistisk mikroaggression i hver scene, men fokus er på det hverdagslige. Det mere sensationelle giver vi kun hints om«.

Følte sig enormt ensom

Også Julia Garner understreger filmens brede sigte.

»På den ene side er det en film til tiden. På den anden side er det ikke, fordi det er foregået så længe. For mig er filmen vigtig, fordi jeg gerne vil beholde seksuelt overgreb og misbrug på dagsordenen. Det er udfordrende i vores tid, hvor vi får nye, skrækkelige informationer hvert femte minut«, siger hun.

Ligesom Green talte Garner som forberedelse med en masse assistenter. Hun studerede også assistenterne i sit managementfirma – som hun gerne vil understrege ikke misbrugte deres assistenter – på tæt hold for at kunne kopiere deres manerer.

»Jeg kender virkelig mange i filmbranchen, der er startet som assistenter, og mit værste mareridt var, at de ville sige, ‘Aj, det er Julia Garner, der spiller en assistent. Jeg ville være en assistent.

Én ting, jeg oplevede var fælles for alle assistenter, var en bestemt tone og subtekst, når de tager telefonen. Sådan ‘Alt er o.k., vi får ordnet alting’, men jeg har brug for et svar lige i dette minut.’ De har en ild i sig, men dækker over den med ro«.

Julia Garner i ‘The Assistant’. (Foto: Ty Johnson/Bleecker Street)

Når det kommer til misbrug i branchen, er skuespilleren klar i spyttet.

»Det bliver nødt til at stoppe. Folk gør mange undtagelser for mennesker, der er ekstremt talentfulde, rige eller magtfulde, og accepterer en bestemt opførsel fra dem. Hvis nogen, der ikke var talentfulde, rige eller magtfulde, opførte sig sådan, ville ingen tale til dem. Så hvorfor er det i orden, når en magtfuld person gør det?

Problemet ligger i systemet. Der er også en scene i filmen med en kvindelig chef, der viser, at hun også er del af systemet. Det er alle. Fordi alle så længe har været rædselsslagne, fordi magtfulde mennesker får små mennesker til at føle sig udskiftelige. Og ingen har lyst til at blive erstattet. Jeg forstår det godt«.

I ‘The Assistant’ holder Jane hovedet nede og forsøger at udføre sit arbejde ubemærket. Hun er dresset ned i en afdæmpet lyserød bluse og tilbagestrøget hår og virker isoleret, usynlig og anonym, som en erstattelig Jane Doe. Julia Garner arbejdede bevidst med at fremhæve Janes følelse af isolation ved at holde publikum separeret fra Janes kolleger. »På den måde føler publikum, hvad Jane føler. De føler hendes ensomhed«.

Den ensomhed følte skuespilleren for øvrigt også selv.

»Jeg kommer under optagelser altid til at føle det samme, som min karakter føler. Det er godt for mit arbejde, men ikke så godt for mit personlige liv… Det går altid først op for mig bagefter. Under optagelserne til den her film følte jeg mig enormt ensom, selvom jeg ikke havde nogen grund til det: Min instruktør og hele holdet var fantastiske, og privat gik det godt. Men det var på grund af Jane«.

For Garner var den største skuespilmæssige udfordring at formidle Janes følelser uden hverken at kunne udtrykke dem gennem replikker eller afsløre dem over for kollegerne, som hun konstant har pokerfjæs over for. »Det er svært at spille, at man spiller skuespil: At spille en rolle over for omgivelserne, men stadig være sandfærdig over for publikum«, fortæller hun.

Matthew Macfadyen som Wilcock i ‘The Assistant’. (Foto: Ty Johnson/Bleecker Street)

Mandlige chefer sagde nej

Udfordringer havde også Kitty Green masser af. Især med at finansiere filmen. Instruktøren oplevede, at kvindelige chefer var begejstrede for idéen, men at de mandlige direktører skød projektet ned.

»Man siger, at Hollywood elsker film om sig selv. Men jeg tror ikke, de kunne lide den her«. At filmen trods alt blev finansieret, mener hun selv, at hun kan hun takke MeToo-bevægelsen for.

»Vi ville ikke have haft en chance før MeToo. Jeg tror ikke engang, vi havde et sprog for upassende opførsel for fem år siden. Vi ville ikke vide, hvordan vi skulle beskrive, hvad Jane var vidne til. Ligesom Jane i filmen, der foregår før MeToo-bevægelsens udbrud, ikke ved, hvordan hun skal kategorisere det, hun har set. Hvis historien foregik i dag, ville hun muligvis vide, hvem hun skulle henvende sig til – eller tweete til Ronan Farrow«.

‘The Assistant’ er 34-årige Greens første spillefilm. Hun har tidligere instrueret dokumentarfilm som ‘Ukraine Is Not a Brothel’ om den ukrainske feministiske bevægelse Femen og ‘Casting JonBenet’, der rekonstruerer mordet på en seksårig skønhedsdronning. Men faktisk er hun uddannet fiktionsinstruktør og begyndte oprindeligt at lave dokumentarfilm, fordi »der ikke er nogen, der vil give penge til en 21-årig fiktionsinstruktør«.

Imens så hun sine mandlige jævnaldrende få gode instruktørjobs. Frustrationen over den forskelsbehandling var hendes største motivation til at instruere ‘The Assistant’.

»Jeg blev vred over, hvordan jeg blev behandlet i forhold til mine mandlige instruktørkolleger, der lod til at få folks respekt med det samme, mens jeg altid skulle gøre mig fortjent til den. Jeg har flere gange oplevet, at journalister, når de så mig før et interview, har meddelt pressefolkene, at de alligevel ikke behøver alle 20 minutter. Det skete også for nylig med den her film. De går bare ud fra, at jeg ikke har noget at sige.

Det bliver bedre for kvindelige instruktører, siger jeg baseret på, at mine venner får mere arbejde på tv for eksempel. Men vi mangler stadig at få de høje budgetter. Vi optog ‘The Assistant’ på 18 dage, fordi det var det, der var råd til. Jeg håber, jeg en dag får lov til at lege med det samme legetøj som drengene«.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af