En jury ved retten i New York kendte mandag morgen amerikansk tid den tidligere filmkonge Harvey Weinstein skyldig i voldtægt »af tredje grad« og seksuelt overgreb »i første grad«.
Offeret i voldtægtsdommen var den aspirerende skuespiller Jessica Mann, som Weinstein forbrød sig mod på et hotel i New York i 2013. Offeret i dommen på seksuelt overgreb var den tidligere produktionsassistent Miriam Haley, som Weinstein tvang sig til oralsex på i sin lejlighed i New Yorks Soho-kvarter i 2006.
Selvom Weinstein forlængst – og med rette, vil de fleste nok sige – er dømt i offentligheden, var det langt fra sikkert, at juryen ville finde bevismaterialet klart og stærkt nok til at kunne retfærdiggøre en dom. Men det gjorde de altså i to ud af de fem anklagepunkter. Harvey Weinstein blev dog frifundet i de andre anklager, heriblandt »sexual predatory assault«, som det hedder, på skuespilleren Annabella Sciorra.
Hans konkrete straf fastlægges først 11. marts, men han kan komme til at sidde i fængsel resten af sit liv. Strafudmålingen for seksuelt overgreb kan blive på fem til 25 år, mens voldtægtsdommen kan give et sted mellem to et halvt til fem år. Efter dommen blev han bevaret i politiets varetægt.
Juryen, der bestod af syv mænd og fem kvinder, skulle være enstemmigt enige om hver dom. Der gik fem dage, før de var klar med deres vurdering, og de har brugt mindst 22 timer på at votere efter en retssag i New York, der tog syv uger.
Dermed slutter Weinsteins retsforløb dog ikke. Forude venter en retssag med anklager fra to kvinder i Los Angeles.