Spoilers for ‘Final Destination 3’, The Final Destination’ og ‘Final Destination 5’
Manden med leen kommer efter os alle, men i ‘Final Destination’-filmene virker det til, at Døden har det lidt sjovere end normalt.
Her ramler slasher-logik sammen med ‘America’s Funniest Home Videos’, når folk, som har snydt døden én gang, møder deres endeligt på de mest utrolige faconer.
Til dem, der kun fjernt husker gyserserien som hvid støj på bedstevennens teenageværelse eller som en YouTube-kompilation over De 10 Bedste Freak Accidents på Film, er præmissen i samtlige film opsummeret af den afdøde kultskuespiller Tony Todd i seriens første installation: »I døden er der ingen ulykker, tilfældigheder, uforudsigeligheder … Og ingen udveje. I er blot mus, som katten allerede har fanget i halen«.
De mange uheld med fatale konsekvenser følger altid, efter en gruppe mennesker ændrer dødens design, da der forekommer en masseulykke, som hovedpersonen forudser og undgår. Hvilket sender skæbnens skarpslebne le efter dem.
Disse klimatiske katastrofescenarier, der altid vises gennem et flashforward, har gjort serien til én af 00’ernes mest fascinerende artifakter. Sammen med ‘Saw’ og Platinum Dunes’ remakes af 80’er-slasherfilm var serien slet og ret en institution i sin storhedstid.
Således er det da også spøjst, at det obligatoriske reboot først lander nu. Før den seneste film i serien rammer biograferne, tager vi derfor de rosenrøde briller på og rangerer flystyrt, harmonikasammenstød og sammenstyrtede bygninger.
8. Speedway-bilulykken i ’The Final Destination’
Der gemmer sig et guldkorn af en god ide bag introen til den fjerde svingom med ‘Final Destination’-serien. Her sidder en gruppe helt igennem usympatiske eksistenser samlet for at se skrotbiler smadre ind i hinanden i svingene på speedway-banen. Som én af de snarligt parterede ofre skråler: »Vi er kommet for at se biler køre galt!«
De bliver dog mere end almindeligt involveret i kaosset, da en af bilerne havarerer direkte ind i tribunen og vælter de skrøbelige betonsøljer over det paniske publikum.
Gyset udebliver dog, da det flammende biluheld skjules bag pivringe computereffekter. ‘The Final Destination’ blev nemlig udgivet i det herrens år 2009, hvor in your face 3D-effekter hærgede Hollywoods billige splatterfilm som en øksemorder på rov.
Læg hertil, at instruktør David R. Ellis allerede brugte et biluheld som sin prangende åbner i ‘Final Destination 2’, og det er svært ikke at sukke efter de praktiske effekter fra dén film.
Var det nødvendigt at åbne filmen med en nynazist, der gumler en hotter? Det er i al fald en idiotsikker måde at sørge for, at publikum er komplet tjekket ud fra begyndelsen af din skodfilm.
7. Flystyrtet i ’Final Destination 5’
De dårlige 3D-effekter er en kedelig fællesnævner for samtlige af denne listes bundskrabere. Så lad os flytte fokus til noget mere positivt. Det femte og indtil nu sidste udspil i den overnaturlige slasher-serie er nemlig i al hemmelighed en periodefilm. Med store neonskilte tales der konstant om turen til Paris, som den mirakuløst overlevende gruppe igennem deres strabadser gør sig klar til at tage på.
I dens sidste minutter viser det sig dog, at filmen foregår i år 2000, og at flyets destination er helvede snarere end verdens mest romantiske storby, da de er gået ombord på Fly 180. Fartøjet, som eksploderede over Atlanten i begyndelsen af den originale film.
Brikkerne falder hurtigt på plads, mens dén film udspiller sig på den anden side af passagergangen, og de to turtelduer fra ‘Final Destination 5’ for sent opsnapper, hvad der skal til at ske.
Når den tungt telegraferede overraskelse har lagt sig, er det dog værd at pointere, at filmen strengt taget bare genbruger flystyrtet fra ‘Final Destination’.
Og så meget desto mere skærer det i øjnene såvel som hjertemusklen, at den originale films åbningsscene, der ellers havde 11 år på bagen, da ‘Final Destination 5’ udkom, er bedre filmet med mere overbevisende effekter.
6. Brokollapset i ‘Final Destination 5’
Hver gang jeg tager turen over Storebæltsbroen på det øverste dæk af Flixbussen, er det med sveden piblende fra tindingerne og neglene gravet ind i lårene. For hvad nu hvis hele lortet braser sammen, mens vi er midt ude over åbent hav?
Dumt spørgsmål, men også en stærk kandidat til åbningsulykken med mest potentiale i ‘Final Destination’-serien. Desværre udfolder dette brokollaps sig som en omgang rodet venstrehåndsarbejde, præcis som filmens noget antiklimatiske slutning.
Broens kollaps sker således ikke på grund af en komisk Domino-effekt, men i stedet på grund af … øhhh … vinden? Ke-de-ligt! Og det bliver kun værre af, at det meste af katastrofen udspiller sig, mens hovedpersonerne prøver at balancere over en stålbjælke som Ethan Hunt på slap line.
Det gibber ellers i kroppen, da panikken i første omgang sætter ind, og folk bliver slugt af den asfalterede afgrund for blot at splatte ud på bropillerne hundrede meter under sig. Men mest gyses der over den tabte mulighed for et gedigent horrorshow.
5. Biografeksplosionen i ’The Final Destination’
Den fjerde film i ‘Final Destination’-serien bliver generelt anset for seriens absolutte lavpunkt. Og med det drønelendige startskud på speedway-banen, forstår man godt hvorfor. Jeg vil dog alligevel tage den i forsvar for dens overraskende adrenalinsusende finaleakt, der vitterligt bruger en bombenedtælling på skærmen af en biograffilm til at holde adrenalinen høj.
Her forudser hovedpersonen, at han og hans resterende vennegruppe vil omkomme i en gaseksplosion under en filmvisning i et storcenter. Blandt andet vil hans kæreste lade livet mellem gearene af en smadret rulletrappe, som hendes snørebånd få minutter før sad fast i.
Hovedpersonen vågner dog op til dåd og formår ikke blot at redde sig selv og sine, men hele storcenteret, da han forhindrer eksplosionen, alt imens Døden bruger alt i sin magt (inklusive en djævelsk placeret sømpistol) for at standse ham.
Det er en kløgtig krølle på halen, som ikke er helt nok til at redde filmen i sig selv. Fik jeg bemærket, at effekterne er forfærdelige?
4. Flystyrtet i ’Final Destination’
Man må give instruktør James Wong, at han var heldig med timingen, da han begyndte sin film fra 2000 med et fatalt flystyrt. Havde ‘Final Destination’ haft premiere blot et år senere, havde dét scenarie været ganske utænkeligt at se udspille sig på det store lærred af åbenlyse årsager.
Fordi der er tale om en eksplosion i et kompakt rum, er selve ulykken egentlig ikke frygtelig interessant. Men spillet op til, hvor hovedpersonen konstant bliver bekræftet i sine bange anelser om sin skoleudflugt til Paris, er anderledes inciterende. Flyvingen har slitage, lyset blinker til og fra, sædebordet er kaput, og passagerne klapper overbegejstret, lige før ulykken indtræffer.
Det er på ingen måde serien på sit stærkeste, men scenariet satte en klar standard, som her på listen adskiller fårene fra bukkene.
3. Det afsporede metrotog i ’Final Destination 3’
Findes der noget værre end at være fanget nede i et overfyldt metrotog? Hvad med at se dørene smække i, sekundet før du opdager, at toget er dømt til at afspore og begrave alle om bord i en dunkel metalkiste?
Sådan sætter James Wong effektivt punktum for den tredje og bedste film i serien, hvor altid pålidelige Mary Elisabeth Winstead forankrer gyset gennem et fænomenalt stykke skuespil, da hun for sent finder ud af, at hun befinder sig på den samme toglinje som de to andre overlevende.
Selve ulykken udspiller sig horribelt og makabert, hvor en person flås ud ad vinduet og bliver pulveriseret mod siden af tunnellen, og Winstead selv ender sine dage med tænderne slået ud mod fronten af et modkørende tog.
‘Final Destination 3’ var den første film i serien til at slutte med et katastrofescenarie, et trick så gennemført genialt, at dens to efterfølgere gentog det, med langt mindre held.
2. Harmonikasammenstødet i ’Final Destination 2’
I en voxpop over, hvilket scenarie folk forbinder ‘Final Destination’-serien med, vil ét svar utvivlsomt slå alle andre: Motorvejsulykken, hvor en lastbil med arbitrært morderiske intentioner og lasten fyldt med tonstunge træstammer kæntrer og skaber død og ødelæggelse til tonerne af AC/DC’s ‘Highway To Hell’.
Hvor flystyrtet fra den første film overstås relativt hurtigt og smertefrit i et stort flammehav, så trækker instruktør David R. Ellis her tænder ud ved at lade hver enkelt bilulykke i sammenstødet udspille sig på de mest sadistiske måder. Navnlig én fatal ulykke er mindeværdig, da en betjent får forruden og kraniet reduceret til grød via træstamme.
Så godt udført er harmonikasammenstødet, at Ellis enten har brugt alt sit talent på dette ene scenarie, eller det slet og ret var en assisterende instruktør eller B-fotograf på settet den dag, som fik uheldet i kassen.
For den efterfølgende film er en regulær stinker. Motorvejsuheldet står som et fyrtårn af skarpsindig opfindsomhed midt i instruktørens ellers middelmådige filmografi.
1. Rutsjebaneulykken i ’Final Destination 3’
I kritikerregi findes der få klicheer så udvandede som at beskrive en gyserfilm som ‘en rutsjebanetur’.
Således er det lidt af en genistreg, at instruktør James Wong i sit andet udspil af serien vitterligt begynder de morbide lege om bord på én af de satans dødsmaskiner. Det er trods alt den store appel ved rutsjebanen, såvel som gysergenren, at adrenalinrusen, der ellers kun suser igennem kroppen i tilfælde af dødsens fare, kan opleves i tryg sikkerhed.
Men hvad hvis den skrøbelige sikkerhedslinje blev kappet? I åbningen til seriens absolut stærkeste film er resultatet et lige dele nervepirrende og morsomt grand guignol-scenarie, hvor de uheldige karnevalsgæster blot kan se til, spændt fast i deres vogne, alt imens de snurrer ud af kontrol og bliver knust mod banens ræling og skinner.
Det er vildt, voldsomt og seriens hidtidige højdepunkt.