INTERVIEW. Da Aske Bang begyndte at arbejde på sin debutfilm ’Velkommen på månen’, var han 28 år gammel. Nu har han rundet de 38. Og filmen er endelig klar til premiere.
Det sker efter et årtis tumultarisk arbejde, som han sammenligner med den herostratisk berømte tilblivelsesproces af Francis Ford Coppolas ’Apocalypse Now’.
Aske Bang fik i sin tid idéen til filmen, da han besøgte sin ven og medskuespiller Stanislav Sevcik i dennes sommerhus. Bang var netop uddannet instruktør fra Filmskolen og havde en Oscar-nominering med i bagagen for kortfilmen ’Silent Nights’, som man måske kunne tro ville bane vejen for et hurtigt spillefilmgennembrud.
Sådan gik det ikke. Selvom Bang søgte alle steder, han kunne, var der ingen, der ville støtte projektet, slet ikke Det Danske Filminstitut. Så han tog alternative metoder i brug.
Gennem crowdfunding og en støttefest fik han samlet de første penge ind, og da han var i Go’ Morgen Danmark for at fortælle om projektet, blev han efterfølgende bombarderet med beskeder fra folk, der ville sende penge. I alt fik han skrabet 500.000 kroner sammen.
Det var lige nøjagtigt nok til at dække de mest basale udgifter som transport, kost og leje af udstyr. Så han samlede et hold af mennesker, der var villige til at arbejde gratis – dog med aftale om at få udbetalt løn, hvis filmen på et tidspunkt begyndte at tjene penge.
Projektet har været påvirket af covid-pandemien, der har været fire dødsfald blandt produktionsmedlemmerne, og Aske Bangs ADHD-hjerne har gjort, at han i perioder har været præget af stress – og været grænsende til et nervesammenbrud, fortæller han.
Da optagelserne var i kassen, opstod næste problem: At finde en klipper. Bang lykkedes ikke med at opstøve en, der havde mulighed for at sætte ordentlig tid af, så der har været otte forskellige klippere tilknyttet projektet, og arbejdet blev lavet i aftentimer og i weekenden.
Herefter skulle der findes en distributør, hvilket i lang tid så umuligt ud, men efter en række succesfulde visninger på Haugesund Filmfestival, lykkedes det at lave en aftale med det nye, lille distributionsselskab Rialto Film.
Holdet skabte hype på festivalen ved at iklæde sig de lyserøde parykker, som karaktererne bærer i filmen, mens de vandrede rundt i Haugesunds gader. Efterfølgende har de holdt fast i den marketingsstrategi, fordi den er billig og let genkendelig. De optræder hyppigt med dem på Instagram, og de har dem på til de mange forpremierer, de har sat op i lokale biografer.
»Det er en forpremiere-tour med over 55 biografer, så der er knald på«, fortæller Aske Bang, da vi fanger ham over telefonen, mens han er på vej til en forpremiere i Hjallerup Kino.
Den danske Francis Ford Coppola?
’Velkommen på månen’ handler om filminstruktøren Bo, spillet af Bang selv, som tager til polterabend for sin ven Martin (Stanislav Sevcik) i dennes sommerhus på Møn.
Bo er eneste gæst, hvilket giver ham endnu dårligere samvittighed over at skulle overlevere den hårde nyhed om, at Martin alligevel ikke skal spille hovedrollen i Bos kommende film, selvom det ellers var aftalen.
Sideløbende med venskabsdramaet bliver en kvinde kidnappet, og de to venner bliver forfulgt af en mand i klovnemaske. Og måske der ligefrem er spøgelser involveret – eller er det bare de store mængder absint og hash, vennerne indtager?
Den højtravende sammenligning med ’Apocalypse Now’, som instruktøren selv laver i en sjældent friskfyrsagtig pressemeddelelse, skal kun forstås som et udtryk for hans kampgejst, forsikrer han.
»Jeg er meget stædig, og når jeg først sætter mig noget for, så giver jeg ikke op. Og jeg har hele tiden haft en følelse af, at den her film kunne noget. Der har været dage, hvor jeg har haft meltdowns og tænkt, at filmen aldrig ville komme ud. Men så var det bare op på hesten igen og kæmpe videre«.
Selvom man måske kunne tænke, at de mange afslag var udtryk for manglende kvalitet i projektet, så Bang det aldrig selv sådan. Han troede stålfast på fortællingen.
»Jeg har aldrig selv tænkt, at det ikke var ”godt nok”. Jeg har nok mere tænkt, at det var for nyskabende. Det er noget, de ikke har set før. Det er rarest, hvis man bare kan sætte ting i en boks, for så kender man modellen for, hvordan man skal sælge det. Fordi den her film er så anderledes, er det sværere«, siger han.
»Jeg er altid meget selvkritisk, og jeg har altid tusind ting, jeg gerne vil ændre i mine film, men jeg har kunnet mærke, at filmen var ”god nok”. Det er helt sikkert ikke en film for alle, men hvis man godt kan lide noget, der er lidt anderledes, så tror jeg, den vil falde i ens smag«.
Da han og Sevcik begyndte at arbejde på manuskriptet, var udgangspunktet, at de ville lave en gyser. Det gik dog op for Bang, at det ikke skulle være en rendyrket gyser. Han ville eksperimentere med genrerne.
»Jeg ville lave et komisk venskabsdrama, men hvor vi beholdt nogle af gyserelementerne. Jeg ville lave en film, hvor man er bange det ene øjeblik, sidder og griner det næste, og så bliver rørt på grund af dramaet«.
»Jeg har altid godt kunnet lide at udfordre mig selv og komme ud af min comfortzone. Der skal gerne ske noget nyt hver gang. Man kunne sagtens have lavet noget, der var mere sikkert, som lå lige til højrebenet. Men det giver mig energi at udfordre mig selv«.
Der er brug for komedier
Selvom Aske Bang var ærgerlig over den manglende støtte fra systemet, bærer han ikke nag, understreger han. Og han mener ikke som sådan, at der er noget grundlæggende galt i dansk film, når en eksperimenterende film som hans ikke kunne få penge.
Men han betoner, at danskerne har brug for komedier. Især en komedie som ’Velkommen på månen’.
»Det, jeg oplever, når jeg snakker med publikum, er, at de virkelig har savnet sådan en film, fordi den har en fræk humor, og den er grotesk og grænseoverskridende. Tiden er ikke lige så fri, som den var for 15-20 år siden, men den her film er ikke bange for at komme til at provokere nogen. Danmark har brug for en underholdende film, der ikke er bange for at støde nogen«.
I ’Velkommen på månen’ optræder en karakter med Downs syndrom, som de to hovedpersoner konsekvent omtaler ’Fuglemongolen’, mens en kvinde bliver brutalt fanget og voldtaget uden at have skyggen af agens. I nogens øjne vil sådanne elementer nok fremstå en smule bagudskuende.
Aske Bang vil dog heller ikke kalde sig woke – om end han heller ikke er anti-woke. Han placerer sig selv et sted midt imellem, mener han.
Og da Anders Thomas Jensen i et heftigt debatteret Weekendavisen-interview påstod, at den nye generation af filmskabere ikke havde slået hans generation af pinden, fordi de var bange for udskamning og shitstorms, var Bang en af dem, der godt forstod, hvad han mente.
»Jeg synes, at han fik lidt for meget hate på baggrund af den udtalelse. Man skal huske, at fordi man skaber en karakter i sin film, der taler på en bestemt måde, er det ikke ensbetydende med, at man snakker sådan i sit privatliv. Det er fiktion, og det er lavet med et glimt i øjet for at underholde«.
Nogen vil måske sige, at den nytænkning, der er brug for i dansk film, ikke er at være grænsesøgende på samme måde som Anders Thomas Jensen?
»Det ville jo være kedeligt, hvis alle film var ens. Jeg synes, det er godt med balance, og at der også er nogle, der ikke pakker alt ind i vat«.
»Men i virkeligheden har jeg jo været woke, før det blev moderne. Jeg har altid lavet film om de skæve eksistenser og minoriteter. Jeg har lavet en film, der hedder ’Dværgen og luderen’. Jeg har lavet en film, der hedder ’Ladyboy’, der handler om en transvestit. Den lavede jeg i 2010, længe før man havde fokus på den slags. Og jeg har lavet en film om en afrikansk flaskesamler med ’Silent Nights’«.
»Jeg sørger altid for, at alle minoritetskaraktererne i mine film bliver portrætteret med stor kærlighed og sympati. De får plads i mine film, så man lærer dem at kende som helt almindelige mennesker på lige fod med andre. Jeg giver dem en rolle, en betydning og en historie«.
»Det er jo meget i woke-bevægelsens ånd, men jeg har altid gjort det af lyst. Det er helt naturligt sket for mig i de film, jeg har lavet. Men jeg synes, det bliver et problem, når det er et krav, for så føles det som en tjekliste. Man kan mærke, når det kommer af et rent hjerte«.
Fire-fem manuskripter klar
I den føromtalte pressemeddelelse, som med afsenderens egne ord er »fuld af medieguf«, stikker Bang snuden frem og erklærer sig småflabet som lige nøjagtigt den, Anders Thomas Jensen efterspørger. Det nye talent, der kan slå ham af pinden. »Jeg står her«, skriver han direkte.
Bliver ’Velkommen på månen’ den film, der slår Anders Thomas Jensen af pinden?
»Min ambition med ’Velkommen til månen’ har fra start været at lave vor tids svar på ’Blinkende lygter’. Han er så dygtig! Og jeg ønsker faktisk ikke, at nogen skal slå Anders Thomas Jensen, for jeg har lyst til at se hans film resten af mit liv, og jeg håber, han bliver ved med at lave film. Men jeg håber, at jeg også kan få lov at være med i klubben«.
Kan du forstå, hvis nogen tænker, at du som 38-årig har haft din chance – og at det er andres tur nu?
»Jeg føler jo bare aldrig, jeg har fået en chance. Nu har jeg skabt en chance. Så håber jeg, det er min tur nu«.
Og hvad skal han så bruge den chance til? Det er han ikke helt sikker på endnu.
»Lige nu er det noget med at holde hovedet oven vande, fordi jeg har så travlt med at få ’Velkommen på månen’ ud til publikum«.
»Men jeg har jo ikke arbejdet nonstop i 10 år på den her film. Der har været mange pauser, hvor jeg har arbejdet på andre projekter, så jeg har fire-fem manuskripter, der ligger klar. Alle i forskellige genrer«.
»Jeg ved ikke, hvad jeg skal lave først. Men én ting er helt sikkert: Filminstituttet får snart en ansøgning fra mig igen«.
’Velkommen på månen’ får biografpremiere 30. april.