1. Ramy vil gerne tale med sin hund
Sidst Ramy Youssef var showaktuel på HBO Max, handlede det meget om krigen mellem Israel og Palæstina.
I det seneste skud på stammen griber han fat i andre gravererende spørgsmål som »hvor meget ville du betale for at kunne tale med din hund«?
‘Ramy Youssef: In Love’ er et meget afslappet, meget 35-årigt show, hvor komikeren dyrker sit liv som gift, men fortsat barnløs mand, de Maroon 5-dimensioner, hans egyptiske bryllup foran pyramiderne endte med at tage, såvel som hans enorme ærgrelse over ikke at blive inviteret til den kontroversielle Riyadh Comedy Festival i Saudi Arabien.
Selvom det meste virker harmløst, bruger Youssef som altid sin charme til at slippe afsted med at tale om nogle kontroversielle emner. Tjek for eksempel selv ud, hvordan han bevæger sig fra hundeadoption til Sandy Hook-massakren, som kun han kan. – MJK
‘Ramy Youssef: In Love’ kan ses på HBO Max.

2. Fra Netflix-sensation til HBO-mørke
Kender du det, at din voldsparate stedbror dukker op til dit bryllup blot for at give dig en syngende knytnæve og en drivende blodtud i en lade, mest fordi han kan?
Det er skæbnen for Jamie Bells Niall, hvis usædvanlige forhold til stedbroren Ruben optrevles gennem den nye serie fra manden bag Netflix-sensationen ‘Baby Reindeer’, Richard Gadd, der selv indtager rollen som Ruben i bedste barmavede Tom Hardy-stil.
Selv hvis man i ‘Baby Reindeer’ fandt en mørk og hjerteskærende udforskning af maskulinitet, er det svært at berede sig på det voldsdrevne maskuline mørke, der venter i Gadds nye fortælling, denne gang for HBO.
Nutid og fortid flettes sammen i dette stykke skotske socialrealisme, som du aldrig har set det før.
‘Half Man’ kan ses på HBO Max.

3. Danmarks eneste ungdomsserie
Måske er det vigtigste ved at lave en ungdomsserie at tale om, at man laver en ungdomsserie.
Det virker i hvert fald til at være modus operandi i mockumentaryen ‘Danmarks næste ungdomsserie’, hvor vi følger de Nørrebro-fikserede veninder og super seriøse samarbejdspartnere, Viola og Mille, mens de drikker kaffe, vin og planlægger deres altændrende nye ungdomsserie med kameramanden Asbjørnen på slæb.
Mest spændingsmættet bliver det, når de diskuterer, hvem af dem der egentlig skal have lov til at optage en intimscene med journalisten Sebastian Kanani (i rollen som 15-årige Eigil).
Mens den ungdomsserie, det hele skal forestille at handle om, næppe kommer til at leve op til titlen som ‘Danmarks næste ungdomsserie’, har kvinderne bag, Viola Teglers Wahlberg og Mille Marie Starklint, herligt godt greb om selvironien og spiller begge så sjovt, at man bliver fanget af deres fumlerier.
Uanset hvor alvorligt SEIN-serien mener det, kan den alene i fraværet af konkurrenter prale af at være den eneste danske ungdomsserie lige nu. –MJK
‘Danmarks næste ungdomsserie’ kan ses på sein.dk.
Set det hele? Tjek sidste uges anbefalinger.
