1. Den bedste serie i 2023 vender tilbage med nyt blod
Første sæson af ‘Beef’ lå øverst på listen, da vi kårede årets bedste serier i 2023, for det bogstavelige trafikuheld mellem Ali Wong og Steve Yeun var en af de mest positive serieoverraskelser med et Netflix-mærket i meget lang tid.
Nu er Lee Sung Jin tilbage med den svære toer, og selvom det er så godt som umuligt at genskabe den uregerlige tone af eskalerende aggressivitet og eksistenssmerte, der drev første ombæring frem, er det absolut værd at tjekke ind hos endnu et frontalsammenstød af opportunisme, drømme, kynisme og selvbedrag i et klasseforvredet moderne USA.
Denne gang befinder vi os på en country club for millionærer og milliardærer bestyret af Oscar Isaacs Josh og dekoreret af dennes hustru Lindsay (Carey Mulligan).
Bag deres smilende kundehøflighed raser skænderierne, og et særligt ophedet af slagsen overværer det unge par Austin (Charles Melton) og Ashley (Cailee Spaeny) ved en tilfældighed. De arbejder begge i klubben nederst i fødekæden og ser deres snit til at rykke frem i verden.
Det klinger lidt af ’The White Lotus’, når clashet mellem det uforløste millennial-par og de naive Gen Z-kærester eskalerer underholdende i de første afsnit. Og det skal blive spændende at se, om Lee Sung Jin kan løfte serien til de svimlende vilde højder, særligt slutafsnittene af første sæson nåede. – JLU
‘Beef’ kan ses på Netflix.

2. Elle Fanning er nøgen, gravid og sulten!
Wrestling, graviditet og OnlyFans går op i en højere endhed i Apple TV’s nye stjernespækkede serieversion af bestsellerromanen ‘Margo’s Got Money Troubles’.
Elle Fanning er bedårende som den unge universitetsstuderende Margo, der falder for en engelskprofessor, der virkelig får hende til at »mærke teksterne«, og som synes hun er dygtig nok til at gå på Harvard.
Da hun bliver gravid med hans barn, falmer romantikken, og nød lærer fattig mor at genoptage kontakten til sin wrestlerfar og oprette en inciterende OnlyFans under aliasset Hungry Ghost.
Charmen er lige så stor som stjernekraften, der tæller Michelle Pfeiffer i elskelig dullemode, Nick Offerman og Nicole Kidman som halvt advokat, halvt bryder. –MJK
‘Margo’s Got Money Troubles’ kan ses på Apple TV.
3. Gammel kærlighed…
… ruster som bekendt ikke. I hvert fald bliver man straks lidt varm indeni ved tanken om, at sidste sommers datingsensation ‘Hotel Romantik’ nu vender tilbage til skærmen med nye modige 60+’ere, der håber at finde kærligheden.
Glæd dig til at få udtalt l’erne i Mallorca og til at møde de modige lovers.
Det var lidt af et særsyn, hvordan vi i en ungdomsfikseret og generationsbashende tidsalder kunne samles om at shippe Bente og Kjeld samt Anette og Ole 2.0. Det bliver yderst interessant, om det slår gnister mellem dette års Bullere, Paller og Birther.
Jeg har det meget som 75-årige Kurt fra Kastrup, der ved ankomsten siger følgende: »Det er noget med forventninger, jeg prøver ikke at sætte dem for højt, men omvendt så har jeg et håb. Og håbet … det er jo lysegrønt«. –MJK
‘Hotel Romantik’ kan ses på DRTV.
Set det hele? Tjek sidste uges anbefalinger.
