’Good Luck, Have Fun, Don’t Die’: Ny sci-fi-satire fra manden bag ‘Pirates of the Carribean’ går helt amok i finalen
FILM. Vi lever i sandhed i den mørkeste tidslinje.
Hver dag bimler og bamler den gule nyhedsbjælke om nye, menneskeskabte grusomheder. Sociale medier har gjort os alle dumme og bange. Brainrot og enshittification er ikke længere smarte buzz-ord, men eksistentielle trusler mod mennesket.
Det er således sigende, at Hollywoods sci-fi-satire ikke længere behøver at tage udgangspunkt i forestillede mareridtsscenarier sat 100, 50 eller bare fem år ude i fremtiden. I Gore Verbinskis streamingaktuelle tidsrejsekomedie ’Good Luck, Have Fun, Don’t Die’ ankommer dommedag allerede i morgen.
Armeret med et bombebælte og USB-stikket, som kan stoppe den kommende AI-slopapokalypse, lander en profet fra fremtiden (en herligt forpjusket Sam Rockwell) i bedste ’Terminator’-stil uden for en L.A.-diner for at rekruttere modstandsfolk, som kan hjælpe ham hen til det forstadshus, hvor et niårigt drengegeni er i gang med at facilitere verdens undergang.
Manden gør det hurtigt klart, at han har været igennem denne sang og dans mange gange før i sit forsøg på at nå sit mål, og mens det brogede klientel skæver nervøst til deres tærte og telefon, lykkes det ham at samle en udvalgt gruppe til endnu en svingom med skæbnen.
Hvis plotpræmissen og den alenlange titel klinger af Oscar-vinderen ’Everything Everywhere All at Once’, er du ikke helt galt på den.
Ligesom The Daniels’ mesterlige komedie byder ’Good Luck …’ på det ene gakkede actionscenarie efter det andet og spænder over alt fra zombificerede teenagere styret af deres telefon til en fem meter høj kaiju-kat med en gigantisk hestepik skabt i én af Soras febervildelser.
Komikken holdes høj af et stjernespækket cast, som foruden Rockwell tæller de evigt charmerende Haley Lu Richardson, Juno Temple, Michael Pena og Zazie Beetz.
Og selvom lighederne er slående mellem de to film, står ’EEAAO’ snarere på skuldrene af Verbinskis oeuvre end omvendt. Der var engang i 00’erne, hvor den amerikanske blockbuster-maestros maksimalistiske stilart og galgenhumor var allestedsnærværende i ’Pirates of the Caribbean’-trilogien og ’The Ring’-remaket, og The Daniels har uden tvivl taget ved lære.
Lige siden den eklatante fiasko ’The Lone Ranger’ fra 2012 er Verbinski dog gået fra den ene bommert til den næste. Også ’Good Luck, Have Fun, Don’t Die faldt til jorden i de amerikanske biografer og følger i stedet i fodsporet på hans forrige film, ’A Cure for Wellness’, som en kultdarling blandt genrefreaks.
Det er fristende at pege en olm gammelmandsfinger mod det satans publikum, der nægter at bevæge sig uden for de velkendte franchises og hen imod Verbinskis idiosynkratiske værker.
Men den nye film viser nu også instruktørens mindre flatterende sider. Verbinski har aldrig været god til at fatte sig i korthed, og her er det relativt simple udgangspunkt smurt tyndt ud over en hel række flashbacks, hvor gruppens dage op til det skæbnesvangre dinermøde udspiller sig som halvhjertede ok, boomer-scenarier.
Det er efterhånden faux pas at smide det bedagede ’Black Mirror’-kort mod en anden sci-fi-satire, men i sine mest øjenrullende øjeblikke – især filmens begsorte og komplet forudsigelige sluttwist – er det desværre umuligt ikke at sende en ond tanke til Charlie Brookers show.
Her må man erkende, at folk som The Daniels har overgået den gamle mester. Selv de må dog se sig slået, når ’Good Luck…’ ser rødt og går komplet ’Akira’-amok i sin finale.
Hvis ikke det kan få én til at slukke for det endeløse TikTok-feed og rette opmærksomheden mod den store skærm i dagligstuen, ved jeg ikke, hvad der skal til.
Kort sagt:
Hvis overset sci-fi-satire minder om ’Everything Everywhere All at Once’, skyldes det, at instruktør Gore Verbinski satte standarden for maksimalistiske genreværker. Og han kan bestemt stadig sit håndværk.