KOMMENTAR. »Der er to romaner, jeg læser med præcis 10 års mellemrum: ’Ulysses’ og ’Lykke-Per’. ’Ulysses’ genlæser jeg for at forstå værket. ’Lykke-Per’ genlæser jeg for at forstå mig selv«.
Citatet stammer fra Politikens chefredaktør Christian Jensen, der har skrevet om sit »livslange forhold« til hovedpersonen i Henrik Pontoppidans store danske roman.
Jeg tænker tit på det, når jeg skæver over til den blegfede paperback-version på plus tusind sider af selvsamme klassiker, jeg har stående på min bogreol. Det tætteste, den kommer på brugstegn, er den gullige farve, bogen har fået af at stå på hylden foran skiftende solstråler, ganske uberørt, mens jeg har siddet og set ’Gilmore Girls’ i sofaen i den anden ende af rummet.
Hvilket jeg til gengæld gør årligt.
Jeg har de seneste 12 år vedligeholdt få ting så godt som mit halvlivslange forhold til serien og dens mor-datter-duo. Den speedsnakkende kroejer Lorelai Gilmore og hendes kun 16 år yngre nuttede stræberdatter, der også hedder Lorelai Gilmore, men som bliver kaldt Rory, og som i seriens originale syv sæsoner af i alt 153 afsnit hygger rundt i lillebyen Stars Hollow, hvor de brokker sig over deres rige ophav, drikker kaffe og knuser mændene fra lokalsamfundets hjerter.
Jeg har regnet ud, at jeg med adskillige fuldkomne gensyn af hele serien og et til to årlige gensyn af seriens bedste sæsoner (1-5) plus det løse, har brugt mere end 1000 timer (over 41 dage) af mit 28-årige liv på at se ‘Gilmore Girls’. Jeg gør det ikke for at forstå værket eller mig selv. Det er en salig form for bedøvelse i et liv med konstant overstimulering.
Hvis du frygter, at jeg er igang kaste mig ud i en langhåret afhandling om »the Gilmore Girls« som millennial-generationens svar på’ Lykke-Per’s Peter Andreas Sidenius, der også formøbler deres potentiale over flere år, fordi de ikke er vildt gode til at tage beslutninger (hej, Rory!), kan du ånde lettet op (eller skrive en privatbesked, hvis det er noget, du kunne tænke dig at lave en podcast om).
Afhandlinger om professionelle tv-nørders liv med ‘Gilmore Girls’ er efterhånden en fortærsket genre, der især blomstrede omkring 2017, hvor serien fik kunstigt åndedræt på Netflix. Siden er opmærksomheden omkring serien holdt ved efter TikTok og Gen Z er faldet for dens uvirkelige fantasi om et »lokalsamfund hvor alt er i gåafstand «, og kaffen ingenting, som et meme rammende beskrev det. ‘Gilmore Girls’ har i dag et lige så rigt liv som en vibe, som det har som tv-serie.
Det er endda ikke mere end et par dage siden, at The New York Times udgav artiklen »Why We Keep Rewatching Gilmore Girls« i kølvandet på nyheden om, at ‘Gilmore Girls’ lå på syvendepladsen over amerikanernes mest streamede serier i 2023, hvor den er blevet set i 25,2 milliarder minutter.
Således er jeg altså på ingen måder alene om at bruge gamle tv-serier som sutteklud. Fænomenet bliver kaldt for »comfort show«, som en underholdningsmæssig variant af »comfort food«.
Og selvom nostalgi og gensynsglæde ikke er en ny opfindelse og har fyldt i den kulturelle samtale før, er den præsent på en måde for tiden, der føles mere irrationel end nogensinde.
Gal gensynskultur
I de sidste 10 år er det væltet frem med rewatch-podcasts, hvor værter dedikerer timelange afsnit til at fluekneppe alt fra filmklassikere til samtlige episoder af ‘West Wing’, ‘Friends’, ‘New Girl’.
Endnu engang står ‘Gilmore Girls’ i centrum for trenden, da gensynspodcasten ‘Gilmore Guys’ mellem 2014-2017 blev så populær, at den blev opfattet som faktor i seriens reboot-sæson, hvor værterne Kevin T. Porter og Demi Adejuyigbe optrådte i cameos. Den affødte sågar metaprojektet ‘Gilmore Guys Girls’, hvor to kvindelige værter gennemlyttede alle afsnit af podcasten.
HBO lancerede sidste år podcasten ‘Girls Rewatch’, hvor to Gen Z-værter genser samtlige afsnit af ‘Girls’. Det blev del af en større amerikansk tendens, der blandt andet fik The New York Times til at spørge »Hvorfor er der så mange, der genser ‘Girls’?« i marts 2023.
Den 1. januar i år meldte Weekendavisen sig så på banen med en igangværende artikelserie om, »hvorfor man skal se ‘Girls’ forfra for at forstå, hvor langt verden har flyttet sig på et årti«.
Danske serier fra 00’erne lever også videre i ‘Klovn Podcast’, ‘Rejseholdet – resten’ eller ‘Den uofficielle podcast’, der lagde ud med at arbejde sig igennem første sæson af ‘Forbrydelsen’.
Det overrasker cirka ingen, at danskernes foretrukne comfort-serie er og bliver ‘Matador’. En 40 år gammel serie, der muligvis ikke topper DRTV’s hitlister, men hvis unedbrydelige status er dokumenteret i den 37-årige vært Cecilie Nielsens tilbagevendende podcast-hit ‘Meget mere Matador’. Udover et komplet gensyn vender formatet tilbage hver december, når serien agerer pseudojulekalender med kendte og profilerede superfans fra Lars Løkke Rasmussen til Frederik Cilius. Her er der ingen grænser for antallet af gensyn. Nogle kværner den hele to gange i løbet af julemåneden!
På filmfronten genses der til den helt store guldmedalje i alt fra The Ringer-podcasten ‘The Rewatchables’ til det aktuelle ‘Verdens bedste film’ på DR, hvor kendte danske filmfolk genser og taler om deres yndlingsfilm. Jeg har endda selv taget del i konceptet som vært på podcasten ‘Soundvenue Filmklub’ med min kollega Christian Povlsen fra 2020.
Så sent som i forrige uge blev ‘Matador’ anbefalet i et afsnit af en ‘Politikens Poptillæg’, hvor både ‘Arvingerne’ og ‘Ugly Betty’ også har fået varme ord med på vejen uden snerten af aktualitet, når det skiftende panel skal fortælle, hvad for noget popkultur, der griber dem i, hvordan de går og har det. Ikke fordi de ikke har fingeren på pulsen, men fordi de har det. Og der er en stigende stemning af, at det faktisk er lidt usejt at halse efter det nyeste nye.
Tæppebombet med indhold
Engang var sætningen »der var ikke noget godt i fjernsynet« en yndet boomer-vittighed, folk kunne bruge til at søforklare, hvorfor de havde foretaget sig noget mærkeligt.
Med ankomsten af Netflix kom alt til at handle om at binge aktuelle serier, så snart de landede.
I dag bliver kun de allerstørste nye serier rigtige watercooler-fænomener, og i massedyrkelsen af serier som ‘Succession’ og ‘The Last of Us’ gemmer der sig en længsel efter fællesskab og monokultur.
Samtidig føler vi afmagt over at blive tæppebombet med indhold. Når jeg taler med folk, der er yngre end mig selv om, hvad de ser, lader de til at være mere og mere ligeglade med om noget er nyt eller ej. De er lige så tilbøjelige til at gå i gang med at se ‘Sex and the City’ som en ny serie på Netflix. Når jeg taler med folk, der er en lille smule ældre end mig selv, er det lige modsat.
Man dristres til at stille et Carrie Bradshaw-spørgsmål. Er fortidens film og serier ligeså genanvendelige som alle de andre 00’er-relikvier, der er tilbage på genbrudsmode?
Serier bliver i lige så høj grad set og genset, som de bliver til virale æstetikker på TikTok. For nylig gik serieklassikeren ‘The Sopranos’ viralt på sin egen mærkelige måde, da en mikro-modetrend med navnet ‘mob wife aesthetic’ bredte sig på TikTok samtidig med, at serien kunne fejre 25-års jubilæum.
I nye stykker popkultur er den arbitrære nostalgi en central del af populariteten. Emerald Fennells ‘Saltburn’ foregår i 2006, men var som skabt til at gå viralt på TikTok, hvor retroæstetik er i høj kurs. På samme måde lever det højaktuelle Netflix-hit ‘One Day’ højt på at være et gennemført tidsbillede af slutfirserne og halvfemserne, hvor den foregår.
Netflix-hittet ‘Leave the World Behind’ handler om samfundets kollaps, der for filmfamiliens unge datter Rose er skildret ved hendes totale panik over ikke at kunne streame det sidste afsnit af ‘Friends’. »Hvis der er noget håb tilbage i den her fucked-up verden, vil jeg i det mindste finde ud af, hvordan tingene ender for dem«, siger hun.
Flow-serier som flugt
»Man måber lidt, når man ser den nye liste over de mest streamede serier i USA’, skrev Soundvenues filmredaktør, da den førnævnte liste over streamingstatistik for USA blev offentliggjort for nylig. Her indtog 2010’er-serien ’Suits’ førstepladsen, mens gammeldags tv-serier fra flow-dagene som ’Grey’s Anatomy’ og ’NCIS’ også lå i top.
Jeg måbede ikke. For ikke blot er jeg selv rødglødende del af statistikken, det samme er størstedelen af min omgangskreds, der alle sammen søger tilflugt i at se de samme serier, selvom det ikke er de samme serier, vi ser.
Når jeg genser ‘Gilmore Girls’ er det hyggeligt, og så royalt unyttigt, at jeg muligvis burde krones til ridder. Men det er også en (meget lille) slags afhængighed, som jeg falder ekstra meget ned i, når jeg har det dårligt. Når det er værst, føles det som én lang overspringshandling, jeg bruger til at fremprovokere en teenagebegejstring for tilværelsen, der kun eksisterer i det stykke, der er mellem mig og tv-skærmen, når jeg ser Rory forelske sig i Milo Ventimiglias smalltown-badboy Jess Mariano.
Samtidig har alle andre gang i deres eget individuelle projekt, hvor de gnaver sig igennem sitcom-klassikere, ‘Nikolaj og Julie’, ‘Two and A Half Men’, ‘The Office’ og den svenske krimiserie ‘Beck’ (!). Næppe for at forstå værkerne, så meget som at have noget i baggrunden til at overdøve hverdagen. Måske er det for at forstå os selv. Utvivlsomt for at flygte.
Mens vores bedsteforældre brokker sig over, at fjernsynet er propfyldt med ‘Barnaby’-genudsendelser, vælger vi frivilligt at se de samme ting forfra og bagfra, mens vi trækker på skuldrene ligesom ‘Kongen af Queens’-memet med Kevin James.
Måske er det, fordi vi hader at være voksne, føler Corona stjal vores sidste rigtige ungdomsår og er i konstant kontakt med vores indre barn, der er tvunget til at passe et dumt voksenjob, mens vi får tårer i øjenene til tonerne af Billie Eilish’ ‘Barbie’-hymne ‘What Was I Made For’.
Gensynsglæden er mere end nostalgi. Det er en kollektiv besættelse og bedøvelse, der ophæver den popkulturelle tidsregning på godt og ondt.
»Nyt er yt, gammelt er… sejrsskammel«, som det lød i en gammel Anders Matthesen-sketch fra ‘Hva snakker du om’.
Da jeg hørte den på cd i 2001, var det som en fjollet joke, om hvordan man kunne bruge gamle menneskers leverplettede hud til at betrække bilsæder med. I dag er det mere sandt end nogensinde.
‘Gilmore Girls’ kan ses på Netflix.