’Leave the World Behind’: Stjernespækket Netflix-thriller gør dommedag skræmmende genkendelig
Hvilken af disse to arketyper er du, når apokalypsen rammer?
Prepperen, der har kælderen fyldt af dåsemad og mælkepulver, som du lever komfortabelt af til dine dages ende?
Eller kaosridderen, der ’Mad Max’-style øjeblikkeligt giver efter for jungleloven og opportunistisk plyndrer dine omgivelser?
Det stilede newyorker-ægtepar Amanda (Julia Roberts) og Clay (Ethan Hawke) håndterer jordens undergang på en mindre velbeskrevet måde i ’Leave the World Behind’: De åbner en flaske vin og håber, at det hele nok bliver bedre i morgen.
Før det når så vidt, er de kørt et par timer væk fra storbyen med deres teenagebørn til et luksuriøst feriehus langt fra menneskemængden. Håbet om afslapning bliver dog hurtigt afbrudt, da to velklædte fremmede sent om aftenen banker på fordøren. De introducerer sig som G.H. (Mahershala Ali) og hans datter Ruth (Myha’la) og forklarer, at de var på vej hjem fra operaen, da en strømafbrydelse lammede byen. Da G.H. har et dårligt knæ, og de bor på 19. etage, så de ingen anden udvej end at tage ud til deres andet hjem.
De er nemlig udlejerne af huset, Amanda og Clay ferierer i.
Manden bag ’Mr. Robot’ og ’Homecoming’ (første sæson også med Julia Roberts) Sam Esmail har skrevet og instrueret og fortsætter i Netflix-filmen den paranoide stemning. Forretningskvinden Amanda »fucking hader mennesker« og er med det samme skeptisk over for de ubudne gæster. Clay er derimod en good guy-akademiker i ’Bikini Kill’ t-shirt, der beslutter sig for at lade dem blive natten over.
Mahershala Alis tillidsvækkende væsen er perfekt udnyttet i rollen som G.H., der også er den mest mystiske figur i galleriet. Han ved tydeligvis mere end ægteparret om, hvad der virkelig foregår. Alligevel er han charmerende og venlig og insisterer endda på, at de to familier holder sammen. Ruth og Amanda deler derimod en misantropisk »fuck you, got mine«-attitude og ser helst, at den anden part forsvinder. Raceundertonerne klinger elegant imellem dem uden at blive italesat direkte i fortællingen, der er lavet af Barack og Michelle Obamas produktionsselskab.
Den ildevarslende baggrund til den voksende mistillid mellem de to familier er den skæbnesvangre feriebolig, som fotograf Tod Campbell behandler som et dukkehus. Kameraet bevæger sig ubesværet på tværs af etager og skaber en ubehagelig, eerie distance til persondramaet.
De æstetiske greb kammer dog så meget over, at man ved filmens slutning har fået stilistisk sukkerchok. En dramatisk replik aktiverer konsekvent et hysterisk klaverspil, der ganske vist vækker en Hitchcock-agtig stemning, men til sidst bliver decideret grinagtigt, og de mange svimlende droneskud mister efterhånden deres wow-faktor.
Man er i apokalypse-genren vant til, at hovedpersonerne befinder sig midt i orkanens øje. Måske var de vidne til begivenheden, der forsagede samfundets kollaps. Måske har de ‒ som i Netflix’ dommedagsblockbuster ’Don’t Look Up’ ‒ gennem deres arbejde nøglen til at løse problemet og få verden tilbage på rette kurs.
I ’Leave the World Behind’ er vi langt fra den egentlige undergang. Isoleret fra storbyen vises apokalypsen kun i små glimt, der uhyre effektivt maler et skræmmende billede af den udefinerede trussel. Som en blå fjernsynsskærm med en »national emergency broadcast«-advarsel, nødnotifikationer om et hackerangreb på telefonen, et voldsomt flystyrt og en flok (dårligt animerede) flamingoer, der pludseligt plasker rundt i familiens pool.
Der er mange advarselstegn, men som frøer i en gryde med vand, der langsomt opvarmes, bliver Clay og Amanda ved med at insistere på, at det hele nok skal blive godt igen. Det er frustrerende, men også skræmmende genkendeligt. Hvem husker ikke dem, der troede, de kunne overkomme en global pandemi ved at hamstre toiletpapir?
I sidste akt begynder Esmail at finde på rigtigt dårlige undskyldninger for at få familierne ud af huset. Var der nogen, der sagde børn, der bliver væk på grund af rendyrket dumhed?
Det leder til et følelsesmæssigt klimaks, der ikke helt får samlet alle plottrådene, men alligevel får point for overraskelsesfaktoren.
’Leave the World Behind’ tegner et skræmmende billede af, hvor prisgivne vi som mennesker er, hvis al den teknologi, vi har sat vores liv i hænderne på, pludselig sættes ud af kraft.
I sidste ende står ’Leave the World Behind’ tilbage som en enten virkelig god eller virkelig dårlig reklame for Netflix. Konfronteret med samfundets kollaps er den internetafhængige teenagedatters største fortrydelse, at hun ikke fik gjort sit ’Friends’-maraton færdigt.
Kort sagt:
Verdens undergang afbildes frustrerende genkendeligt i Sam Esmails dommedagsthriller, der snubler en smule i karakterrelationerne, men leverer på paranoiaen.