’A House of Dynamite’: Oscar-vinders atombombethriller er gennemført undervældende
’A House of Dynamite’, titlen på Kathryn Bigelows første film i otte år, kommer fra noget, Idris Elba som USA’s præsident … »har hørt i en podcast«.
Det finder vi ud af i slutningen af den sikkerhedspolitiske thriller fra Oscar-vinderen bag den alternative bombefilm ‘The Hurt Locker’, hvor situationen er så ophedet, at det nok er det sidste tidspunkt, man ønsker at høre den slags.
På sin vis er det en skæg detalje i en film, hvis grundhistorie tegner et håbløst billede af verdens fremtid. Ligesom noget af det første, vi ser i undergangsfortællingen, er busserne i Washington D.C., hvor der står »have a nice day!«.
Men begge dele føles også som gennemtyggede, næsten sitcom-agtige manuskript-ismer, som gør det svært ikke at spekulere i indflydelsen fra det kæmpestore Netflix-logo, der indleder filmen.
Hvis man var i tvivl om, hvor meget tingene bliver skåret ud i pap, skal man bare se på åbningsteksten, der stopfodrer os med, at filmen handler om farerne ved den stigende mængde af atomvåben i verden …
Herefter bliver vi inviteret ind i de inderste kamre af amerikansk sikkerhedspolitik, hvor Olivia Walker (Rebecca Ferguson) har det modsatte af en dejlig dag. Hun har været oppe hele natten med sin feberramte søn, og så viser der sig at være et formodet atommissil, et interkontinentalt ballistisk missil, på vej mod en amerikansk storby med høj fart og minimale forsvarsmuligheder.
Stemningen i Det Hvide Hus er fra start mere apatisk end kampklar, og ingen kan finde ud af, hvilket land der står bag. Slet ikke Elbas præsident, som det meste af filmen kun medvirker som en amatør på en telefonforbindelse – og er det snerten af en Donald Trump-raspen, man aner i hans stemme?
Ikke ulig passagererne på flyene, der ramte World Trade Center, som kan høres i starten af Bigelow tunge og stilsikre Osama bin Laden-thriller ’Zero Dark Thirty’, begynder den forsvarsløse elite ret hurtigt at ringe til deres familiemedlemmer, fordi de ved, hvad klokken har slået.
På den måde opstår der en dobbelthed i ’A House of Dynamite’. For filmen drives på den ene side frem af en forfærdeligt nervepirrende præmis: Hvad sker der, hvis USA bliver atombombet? Men den er også allerede så fremskreden fra start, at det bliver ret energiforladt.
Vi ser samme nedtælling til katastrofen fra adskillige karakterers synspunkter, men de er alle for underbagte til at bekymre sig om, og fordi de også befinder sig i samme gruppeopkald om den forestående DEFCON-situation, giver skiftene ikke den helt store effekt andet end at udskyde nedtællingen.
Bigelow har været så interessant en stemme i actionlandskabet, fordi hun har evnet at give fortællinger om de amerikanske autoriteter sit eget subtilt tematiske og politiske spin i alt fra den hede politifilm ‘Point Break’ til racethrilleren ‘Detroit’. Derudover har hun før vist en evne til at tale lige ind i tiden – hvilket hun også må siges at gøre med ‘A House of Dynamite’.
Det er heller ikke fordi, hendes Netflix-thriller ikke er stærkt skruet sammen og ganske spændende, men man savner filmskaberens tematiske autoritet og stemme, der virker til at være druknet hos streaminggiganten.
For selvom ‘A House of Dynamite’ snildt vil kunne skille sig positivt ud, hvis man sammenligner det med den gængse Netflix-thriller, mangler det pondus til tage sig storslået ud på det store lærred. I sidste ende er resultatet gennemført undervældende.
Det siger i hvert fald mere om verdenssituationen lige nu end om effektiviteten af Bigelows film, at dens jævne portræt af en potentiel tredje verdenskrig alligevel virker ret sandsynlig.
Kort sagt:
’A House of Dynamite’ maler fanden på væggen, men desværre matcher armbevægelserne i dens dystopiske budskab ikke den filmiske kvalitet. Den løfter sig aldrig over den gængse, forholdsvis forglemmelige Netflix-thriller med en skarp præmis, hvilket er undervældende instruktørnavnet taget i betragtning.
Anmeldt i forbindelse med verdenspremieren på Venedig Film Festival i august.