KOMMENTAR. Onsdag aften så jeg ’Detroit’ sammen med 12 andre mennesker i Palads’ sal 14.
Det er den nye film fra Kathryn Bigelows, én af tidens mest anerkendte filmskabere, der vandt Oscar for ’The Hurt Locker’ om en sprængstofsekspert med Irak-PTSD og fulgte op med den mesterlige ’Zero Dark Thirty’ om CIA-kvinden, der var med til at få ram på Osama Bin Laden.
’Detroit’ er afsindigt aktuel. Den handler om de kaotiske raceriots, der prægede Detroit i 1967 og skabte nærmest borgerkrigslignende tilstande som følge af konfrontationen mellem primært sorte demonstranter og politiet. Og selvom handlingen er henlagt 50 år tilbage, skal man ikke have en grad i litterær hermeneutik for at drage paralleller til de racekonflikter, der har præget USA de seneste år.
Altså: Stor instruktør, betændt emne, fire-fem stjerner i alle toneangivende danske medier. En uge efter premieren: To daglige visninger i Palads, én i Valby, én i Aarhus og hver anden dag i Rødovre. Og man skal nok slå hurtigt til, hvis man skal nå én af dem.
Det er selvfølgelig nemt at pege pilen mod distributøren, som kunne have troet mere på filmen og lagt flere kræfter i at markedsføre den, men der er lige så stor sandsynlighed for, at det mildest talt beskedne biografliv afspejler den reelle publikumsinteresse.
Og årsagerne til, at ingen gider se ’Detroit’, går ikke helt hen over hovedet på mig. Den er lang (2.20), der er ingen seriøse trækplastre på plakaten (John Boyega sælger næppe nogen billetter i sig selv), og det visuelle udtryk, der møder én i trailers og plakater, er mørkt og klaustrofobisk.
Desuden har film om sorte det generelt svært i de danske biografer (’Get Out’ og ’Straight Outta Compton’ var dog nylige, positive overraskelser), og måske har nogle tilmed – i kølvandet på især ’12 Years a Slave’ – nået et mæthedspunkt, hvad angår sorte lidelseshistorier. En følelse, sorte kritikere i USA også har anført.
Dertil kommer, at den amerikanske kritikermodtagelse ikke har kunnet hamle op med ’The Hurt Locker’ og ’Zero Dark Thirty’. Og dem, der har sat sig ind i plottet og stemningen på forhånd, vil vide, at en del af filmen er så modbydelig i skildringen af politiets racisme og voldsregime, at der ikke just er en livsbekræftende ’Hidden Figures’-agtig historie i møde. Filmen synes, af samme årsager, heller ikke at være en seriøs Oscar-kandidat.
Med andre ord er der masser af grunde til, at publikum fravælger ’Detroit’. Og alligevel er der noget, der nager mig.
For burde der ikke være en almindelig, stor nysgerrighed efter at komme ind og se den nye bedrift fra en af amerikansk films mest anerkendte filmkunstnere, uanset hvor lunken modtagelsen er? Burde det ikke være sådan, at når Kathryn Bigelow – efter to hovedværker – sender en ny film i biografen, så stiller man loyalt og naturligt op?
Så pligtskyldigt tænker biografgængerne næppe, men var der ikke engang i 60’erne og 70’erne, hvor man død og pine indløste billet, når Truffaut, Coppola eller Scorsese kom med nyt?
Jeg idylliserer givetvis fortiden, men jeg tror nu alligevel, der er noget om, at auteur-dedikationen er for nedadgående, og at resultatet er en ærgerligt svækket biografkultur. Det er selvfølgelig alment kendt, at blockbusters og franchises dominerer lærrederne, ligesom artfilm for det kulturelt dannede (og ofte lidt ældre) Grand-publikum stadig lever i bedste velgående. Oscar-mærkatet kan derudover give et afgørende rygstød for kvalitetsfilmene, og så er der de smalle film, som klarer sig overraskende godt, simpelthen fordi de er fremragende, får god word of mouth eller har en besnærende grundpræmis.
Der er således stadig efterspørgsel efter høj kvalitet, men den kultur, hvor man følger sine favoritinstruktører i tykt og tyndt, synes derimod kun at eksistere i meget snævre cirkler – eller forplantet på meget få instruktører. Mange går sikkert ind og ser en Wes Anderson-, Paul Thomas Anderson- og måske endda en Lars von Trier-film, kun fordi de står bag. Og alligevel tror jeg, der skal meget lidt til, før publikum ghoster de største filmkunstnere og knalder uden om med en tv-serie i stedet. Anmelderkonsensus på kun akkurat udmærkede fire stjerner? Forgetaboutit.
Kulturudbuddet er større end nogensinde, konkurrencen er overvældende. Men det er en fattigere filmkultur, når vi jagter de sikre vindere og største brag i stedet for at følge mestrene til dørs. Og dermed får sværere ved at placere filmene i et samlet ouevre, at diskutere filmkunstnerne og ikke bare tilfældige enkeltværker. Som Jørgen Leth sagde forleden til Politiken, i forbindelse med at han fik en ærespris på Odense International Film Festival:
»Jeg er glad for, at mit arbejde bliver opdaget, set og værdsat, og at det bliver set i sammenhæng. Enhver kunstner vil gerne have, at man kan se udviklingen i værket, og det tror jeg virkelig, man kan i mit tilfælde«.
Som én, der aldrig fik set ’Inland Empire’ i biografen, skal jeg passe på med at kaste med for store sten. Nu har jeg imidlertid set ’Detroit’, der ikke er nogen perfekt film – i perioder afsindigt intens og urovækkende, men også ærgerligt ubalanceret – men i allerhøjeste grad giver noget at diskutere.
Jeg savner bare nogen at diskutere den med.
Læs også: Anmeldelse af ‘Detroit’