’Detroit’: Bigelows nye film er rystende og raserivækkende
Kathryn Bigelows film om et grumt tilfælde af politibrutalitet under uroligheder i Detroit foregår for præcist 50 år siden. Men billederne kunne lige så godt være fra gårsdagens nyheder, hvor de voldsomme sammenstød mellem højreekstremister og moddemonstranter i Charlottesville i disse dage er dagsordensættende i USA, og politidrabene på unge sorte mænd som Michael Brown, Trayvon Martin og Eric Garner har rystet landet.
‘Detroit’ er skræmmende aktuel, og måske derfor har den mødt modstand i USA, hvor der er en udmattelse af at se sorte offerhistorier og udpenslede billeder af torturerede sorte kroppe. Der synes i sorte miljøer mere at være stemning for at se opbyggelige film som ‘Hidden Figures’ end gentagne versioner af ’12 Years of Slave’.
I min optik handler problemet mindre om den enkelte film end om at skabe balance i hvilke historier, der fortælles. Men som hvid dansker, der aldrig har mærket racisme på min egen krop eller er vokset op i et land med USA’s racehistorie, er det svært at modsige kritikken. Jeg tror i virkeligheden, at filmen overvejende henvender sig til hvide mennesker, der med de chokerende scener kan komme en anelse tættere på at forstå, hvordan det føles at være sort og underlagt hvide autoriteters magt.
Om det er en rimelig udnyttelse af sorte menneskers historie, må være op til den enkelte beskuer. Men det virker i allerhøjeste grad. To dage efter at have set filmen ryster jeg stadig.
‘Detroit’ foregår i sommeren 1967, hvor byen er i undtagelsestilstand på grund af voldsomme uroligheder. Sorte amerikanere gør oprør mod årelang undertrykkelse, men bliver slået hårdt ned af ordensmagten. Efter en lidt lang og ufokuseret prolog, der dog skildrer den kaotiske stemning virtuost, zoomer filmen ind på den såkaldte Algier Motel Incident, hvor tre ubevæbnede sorte mænd blev dræbt af politiet.
På hotellet har Larry (Algee Smith) fra den sorte vokalgruppe The Dramatics sammen med vennen Fred søgt tilflugt fra urolighederne. Der er feststemning, og de hænger ud med to unge hvide kvinder fra Ohio og en gruppe unge sorte fyre. Provokeret af politiets brutale adfærd affyrer en af fyrene for sjov en starterpistol ud mod den vogtende nationalgarde. Meldingerne om beskydninger får politiet til at storme motellet og line beboerne op ad væggen for at få dem til at overgive deres våben. Anført af politibetjenten Krauss (Will Poulter), der tidligere på dagen har skudt en flygtende sort mand i ryggen, udvikler forhøret sig til fysisk og psykisk tortur gennem en hel nat.
Terroriseringen strækker sig over en lang time, hvor vi kommer helt tæt på de tilfangetagnes frygt og smerte og kan lugte blodet fra tæskene. Det er ekstremt gribende og afskyeligt at se på, og man føler virkelig, at man er i rummet med dem. Fotograf Barry Ackroyds dokumentariske, rystede stil og filmens sammenklip med dokumentarisk materiale understreger virkelighedsfølelsen.
Kathryn Bigelow har i samarbejde med manuskriptforfatteren Mark Boal stået bag nu tre stærke, komplekse og modige film om krig, vold, tortur, magt og maskulinitet. ‘The Hurt Locker’ om en sprængningsekspert i Irak-krigen og ‘Zero Dark Thirty’ om en CIA-agents jagt på Osama Bin Laden var begge fremragende. ‘
Detroit’ holder ikke helt niveauet. Mens midterstykket er brillant eksekveret, savner både starten og slutningens retssalsdrama tilsvarende tyngde. Filmen virker trods sin spilletid på 142 minutter en anelse overfladisk. Man kommer aldrig i dybden med karakterernes motivationer eller begivenhedens kontekst og konsekvenser, og filmen tegner et lovligt sort-hvidt billede af de gode og onde aktører.
Når det er sagt, kan jeg ikke anbefale filmen nok, hvis man gerne vil tættere på at begribe USA’s evigt aktuelle racekonflikt, konsekvenserne af racisme, der bestemt ikke er specifikt for USA, og følelsen af at være undertrykt og bange for sit liv på grund af sin hudfarve.
Kort sagt:
Kathryn Bigelows virtuose tredje film om magt, krig og maskulinitet er en skræmmende aktuel skildring af politivold og racisme i USA. Historien, der foregår under raceuroligheder i Detroit i 1967, bringer os helt tæt på en gruppe ofre for racistisk polititortur. Det er sindssygt rystende og raserivækkende – men sætter også gang i en relevant diskussion om, hvilke sorte historier der skal fortælles.