RANGERING. Det går op og ned i Hollywood, bestemt også for Kathryn Bigelow, der gennem sin instruktørkarriere har præsteret både kommercielle bundskrabere og biografhits – og Oscar-hæder som historiens første kvindelige instruktør.
Siden billedkunstneruddannede Bigelow forlod New Yorks kunstmiljø i 70’erne for at springe ud som filminstruktør, har hun markeret sig som en markant action-auteur, der er evigt interesseret i bevægelse, vold og magt som skiftevis tiltrækkende og frastødende kræfter i primært maskuline miljøer.
Otte år efter det historiske racismedrama ’Detroit’ er Bigelow endelig tilbage med en ny højspændt thriller, ’A House of Dynamite’, som er Netflix’ vel nok stærkeste Oscar-bud i år.
I den anledning kommer her en rangering af den 73-årige instruktørs efterhånden 11 spillefilm, der både består af underholdende genreeksperimenter og hyperrealistiske skildringer af hårdt pressede menneskeskæbner.
11. ’The Weight of Water’ (2000)
Man forstår godt, hvorfor Kathryn Bigelows halvkuriøse 00’er-krimi ’The Weight of Water’ er forsvundet ud i glemslen. For til trods for at kredse om et temmelig blodigt dobbeltdrab er filmatiseringen af 90’er-romanen af samme navn blandt Bigelows mest afdæmpede film, fattig på både action og spænding.
Fortællingen er ellers ikke uambitiøst sat op. Handlingen udspiller sig i to parallelle spor, der skal udfolde en drabsgåde fra 1800-tallet og et nutidigt ægteskabsdrama.
I fortidssporet, som er baseret på en virkelig mordsag, bliver to norske migranter slået ihjel på vindomblæste Smuttynose Island ved den amerikanske østkyst i 1873. I nutidssporet forsøger fotografen Jean Janes (Catherine McCormack) under en intrigefyldt arbejdsferie med sin ægtemand (Sean Penn) at opklare sagen gennem den unge norske kvinde Marens (Sarah Polley) dagbøger.
Desværre forbliver de to plottråde et akavet makkerpar, der trækker fortællingen ud i stedet for at flette sammen og forløse hinanden. Man finder ganske vist temaer om ulykkelige ægteskaber og indestængt seksuel lyst hos begge kvindelige hovedpersoner, men enderne mødes alligevel aldrig helt.
Det hjælper ikke, at de norske migranter, hvoraf to spilles af Anders W. Berthelsen og Ulrich Thomsen, har totalt forskellige, halvfjollede accenter, som får periodedramaet til at føles kunstigt.
10. ‘The Loveless’ (1981)
Ingen ringere end Willem Dafoe blev tildelt sin første hovedrolle (og karrierens bare anden filmrolle) i ’The Loveless’, der samtidig var Bigelows spillefilmdebut. Hun instruerede den stilede biker-film sammen med Monty Montgomery, som siden skulle hellige sig producerhvervet med blandt andet David Lynchs ’Twin Peaks’ og ’Wild at Heart’ på cv’et.
’The Loveless’ ligner på plakaten et spændingsdrevet forbryderdrama i stil med Marlon Brando-klassikeren ’The Wild One’ (1953), men i realiteten har vi at gøre med en tålmodighedskrævende kunstfilm, der vægter billedkompositioner og stemning højere end fremdrift.
Dafoe spiller en ung greaser, der mødes med sin motorcykelbande i en lille provinsby, inden de skal videre til Daytona-ræset. De kommer dog ingen vegne, men forbliver i venteposition, mens de interagerer med de mere eller mindre velkommende lokale provinsfolk.
Et hurtigt eskaleret voldsudbrud runder filmen af, men langt det meste af spilletiden er Bigelow mere interesseret i at udforske interaktionerne før voldshandlingerne: Den tunge, anspændte stemning midt i stagnationen.
Den attitudefulde dialog, særligt fra Dafoes hovedperson, er dog så klodset og floskelpræget, at det til sidst kun er æstetikken, den gennemgående rockabilly-musik på lydsporet og de utallige billeder af cigaretrygende og Coca-Cola-drikkende rødder, som giver grund til at følge anti-fortællingen til dørs.
9. ‘Blue Steel’ (1990)
Ligesom Bigelow er en af de eneste kvindelige actioninstruktører i den mandsdominerede filmbranche, stikker hendes få kvindelige hovedkarakterer typisk ud i et testoteronfyldt miljø. Det er bestemt også tilfældet for Jamie Lee Curtis’ hovedperson i seriemorderthrilleren ’Blue Steel’.
Megan Turner er en nyuddannet, stolt og ærgerrig politibetjent, som kommer i problemer allerede på sin første vagt, da hun bevidner en bevæbnet røver i et supermarked og skyder ham flere gange brystet. Efterfølgende forsvinder forbryderens pistol fra åstedet, så det ligner, at Megan har dræbt en ubevæbnet mand.
Som publikum ved vi med det samme, hvem der har nappet våbnet. Det har en vanvittig børsmand (Eugene Hunt), som snart påbegynder en række mord. Han opsøger også Megan og indleder sågar et romantisk forhold til den intetanende, suspenderede betjent.
Hunt giver den hele armen som gnæggende, ondskabsfuld morder – også for meget. Han bliver simpelthen for karikeret, overspillet og åbenlys en skurk. Imens fremstår Megan ærgerligt naiv og påfaldende afhængig af mændene omkring sig, herunder drabsefterforsker Nick Mann (Clancy Brown), der som den eneste tror på hendes historie.
Den erotisk ladede thriller emmer lidt for meget af exploitationfilm til at blive helt så nervepirrende som tiltænkt. Bigelow brillerer dog med flotte, stemningsmættede billeder og slutteligt en veludført, intens skudduel i minimalistisk slowmotion.
8. ‘K-19: The Widowmaker’ (2002)
Med ubådsdramaet ’K-19: The Widowmaker’ prøvede Bigelow for første gang kræfter med en krigsberetning. Vi har at gøre med et relativt konventionelt, historisk ubådsdrama med Harrison Ford og Liam Neeson i front som russiske ubådskaptajner under heftigt pres.
Filmen er navngivet efter den virkelige sovjetiske ubåd K-19 med atomvåben ombord, som på sin jomfrurejse i 1961 oplevede en reaktorulykke i Nordatlanten. Historien blev hemmeligholdt af styret i årtier og kom først frem i offentligheden efter murens fald.
Derfor fungerer ’K-19: The Widowmaker’ som en hyldest til besætningen, som satte deres liv på spil for at nedkøle reaktoren. En utvetydig heltedyrkelse af de uselviske mænd, som blev udsat for heftig radioaktiv bestråling, hvilket otte af dem døde af inden for få uger, andre inden for et par år.
Bigelow er, ligesom i flere af sine senere film, i lige så høj grad optaget af magtstrukturer og fællesskaber. På den klaustrofobiske ubåd krydser Harrison Ford som den nye, kompromisløse leder klinger med Liam Neesons besætningsloyale ekskaptajn, inden de i konfliktens stund finder hinanden igen. Højere oppe i hierarkiet fremstår det sovjetiske styre gumpetungt og uorganiseret, på bekostning af soldaterne.
Efter ’The Weight of Water’ var Bigelow desværre ikke færdig med at give sine karakterer tvivlsomme europæiske accenter. Man vænner sig aldrig helt til besætningens akavede sammenskudsgilde af accenter, især ikke hos Ford, der synes at skifte mellem flere.
Men smertens skrig lyder ens på alle sprog, og de voldsomt intense scener fra den overophedede atomreaktor er grusomt svære at glemme efterfølgende.
7. ‘Near Dark’ (1987)
Skelede Ryan Coogler mon en smule til ’Near Dark’, da han lavede ’Sinners’? Bigelows 80’er-film er i hvert fald også en genreblandende vampyrwestern spækket med både charme og voldelige optrin, herunder et velorkestreret barslagsmål.
Den unge bondeknøs Caleb falder en aften i byen for den jævnaldrende kvinde Mae, som viser sig at være vampyr. Hun stikker tænderne i halsen på sin bejler, som herefter indsluses i hendes brogede hold af blodsugende outlaws.
Selvom ’Near Dark’ har en uhøjtidelig tone, tager filmen alligevel sine drab alvorligt. Særligt når det kommer til Calebs første af slagsen, der skal besejle hans indlemmelse i vampyrfamilien. Det er nemlig umådeligt svært for den godhjertede hovedperson, der i stedet forsøger at ty til alternativer.
Caleb og Maes kærlighed får stigende betydning for forløbet, men deres forhold gør ikke det store indtryk på publikum. Det bærer man dog over med, når resten af vampyrløjerne har så stor underholdningsværdi.
Sidstnævnte får man ikke mindst fra Bill Paxton som vampyrkollegaen Severen, der er herligt over-the-top og konstant skifter mellem at være Calebs ven og fjende. Meget sigende for Paxtons scenestjælende præstation optræder han alene på filmens plakat, selvom han blot har en birolle.
6. ‘Detroit’ (2017)
Bigelow er ingenlunde ræd for at tage svære, traumatiske begivenheder fra virkeligheden under filmisk behandling. Med ’Detroit’ gjaldt det gadeoptøjerne i Detroit i 1967, hvor sorte borgere sloges mod myndighederne i frustration over racemæssig ulighed, diskrimination og politivold.
Kernen i filmen er en brutal politiaktion på Algiers Motel, hvor hvide politibetjente rykkede ind og truede de sorte gæster efter mistanke om skud affyret fra et af værelserne. Undervejs blev tre sorte mænd skudt og dræbt af betjentene, som efterfølgende blev frikendt i en retssag.
’Detroit’ landede i kølvandet på Black Lives Matter-bevægelsen, og emnet er fortsat højaktuelt. Dog modtog filmen kritik fra særligt sorte anmeldere for at være et misforstået, overfladisk forsøg på repræsentation og skildring af systemisk racisme. Man kan medgive, at de racistiske betjente, med Will Poulter i front som usympatisk røvhul, snarere fremstilles som nogle brodne kar end en del af et problematisk system.
Det ændrer dog ikke på, at filmen er en overrumplende, næsten fysisk ubehagelig oplevelse, hvor vi som seere kan mærke de sorte hovedpersoners lammende angst. Den lange scene på Algiers Motel, som udgør filmens midte, er ubærlig at overvære – og understreger Bigelows forrygende evne til at orkestrere gribende mareridtsscener fra virkeligheden.
5. ‘A House of Dynamite’ (2025)
Instruktørens seneste film, og første af slagsen i otte år, udmærker sig med et skarpt koncept, der nok vil dele vandene hos publikum.
Den politiske thriller udfolder et fiktivt, potentielt scenarie, som føles uhyggeligt tæt på den højspændte politiske verdenssituation lige nu. Da USA’s forsvar opdager, at en ukendt aktør har sendt et missil mod amerikansk territorium, sættes hele det forsvarspolitiske system i gang.
Filmen er en art ensemblefortælling, der følger hver og en af de ansatte i USA’s stat, som skal forsøge at reagere på truslen udefra, som nærmer sig inden for få minutter. Er det et uheld eller et bevidst angreb? Hvem står bag? Hvilken amerikansk by er målet? Skal man svare tilbage og opblusse en konflikt eller mane til fred og besindighed?
To gange skruer ’A House of Dynamite’ tiden tilbage for at følge det samme snævre tidsrum fra nye personers synsvinkel. Fra en militærgeneral til staben i Det Hvide Hus’ Situation Room til sikkerhedsrådgivere og slutteligt selve den amerikanske præsident, gestaltet karismatisk af Idris Elba.
Bigelow skildrer det amerikanske samfund på randen af krise og kollaps i en virkelighed, hvor verden og krigsførelse opleves gennem skærme, videoforbindelser og grafer. Instruktøren er grundig og konkret i sin gennemgang af et system og dets ansatte, som handler nervøst og følelsesfuldt, men også forsøger at passe deres arbejde så godt som muligt. Man mærker hele tiden menneskernes sårbare liv under de officielle titler.
Den hektiske kameraføring og klipning gør særligt første akt, inden tiden skrues tilbage, til en voldsomt nervepirrende oplevelse, som straks giver svedige håndflader hos publikum. Men ’A House of Dynamite’ er faktisk også overraskende sjov, når karaktererne eksempelvis kæmper med en ustabil Zoom-forbindelse, eller når en iskold general i små pauser absolut vil tale om sport.
Nogle vil nok finde slutningen undervældende, men det er meningen. Bigelow gør op med den gængse politiske thrillers opbygning, og det originale resultat er tankevækkende snarere end forløsende.
4. ‘The Hurt Locker’ (2008)
Bigelows helt store gennembrud som instruktør, seks gange Oscar-hædrede ’The Hurt Locker’, markerer et betydeligt stilskifte, som hun har holdt sig til i sine følgende film.
Hun udpegede således filmfotograf Barry Ackroyd, Paul Greengrass’ hyppige samarbejdspartner med en karakteristisk rå og håndholdt stil, til at føre kameraet for at give den fiktive beretning fra Irakkrigen en intens og autentisk følelse. Det fik hun eftertrykkeligt succes med.
Resultatet fremstår ufiltreret og evigt pirrende, meget ligesom Jeremy Renners hovedperson William James. Han er bomberydder i det amerikanske forsvar og derudover en adrenalinjunkie uden lige, som rent ud sagt er afhængig af at være i krig.
Hans iver, dumdristighed og besættelse, der går ud over sikkerhedsforanstaltninger, pisser medsoldaterne i teamet (Anthony Mackie og Brian Geraghty) af. Samtidig viser han sig dog også meget af tiden som en loyal støtte for sit hold.
En karakter, der er svær helt at blive klog på og netop derfor er så spændende at følge.
Bigelow er interesseret i krigsførelsens psykologi og de samfundsberettigede voldsudgydelser, som mennesker udfører. Soldaterne fremstilles ikke som rendyrkede helte, der altid gør det rigtige og redder verden. For de er en del af en krig, der føles som en menings- og nytteløs evighedskamp med civile tab på daglig basis.
Krigen i ’The Hurt Locker’ er ikke den fredsopbyggende nødvendighed, staten vil fremstille den som. Den er snarere en selvforstærkende afhængighed for verdens selvbestaltede politimand, USA, symboliseret i hovedpersonens konstante jagt efter rusen.
3. ‘Zero Dark Thirty’ (2012)
Hvor langt vil USA gå for hævn? Og er det det samme som retfærdighed?
De spørgsmål stiller Bigelow i opfølgeren til ’The Hurt Locker’, ’Zero Dark Thirty’, der ligeledes er et portræt af en besættelse. Denne gang befinder vi os bare det meste af tiden, ligesom i ’A House of Dynamite’, bag skriveborde snarere end på slagmarken. Det gør ikke filmen mindre spændende.
Jessica Chastain spiller den nyuddannede CIA-agent Maya, der dedikerer årevis af sit liv på sin jagt efter at opspore al-Qaida-lederen Osama bin Laden efter 9/11. Hendes intuition får hende til at gå efter særligt ét spor, som de fleste af kollegaerne anser som dødt, og hun støder konstant panden mod muren.
Som vanligt forsøger Bigelow ikke ligefrem at se verdenssituationen fra andre vinkler end USA’s egen. Men det betyder ikke nødvendigvis, at hovedpersonerne er ovenud sympativækkende som nationens repræsentanter.
For ’Zero Dark Thirty’ åbner med hensynsløse tortur-scener mod tilfangetagne terrorister, som ikke ser skyggen af menneskerettigheder. Man går på kompromis med egne retsprincipper og bliver selv en skurk i den efterhånden nærmest febrilske trang efter at dræbe modstanderen. Vejen dertil er både medrivende og køligt distancerende.
Egentlig skulle filmen handle om CIA’s mislykkede forsøg på at fange bin Laden, men det lykkedes som bekendt USA at slå terrorlederen ihjel i 2011, året inden premieren på ’Zero Dark Thirty’, som allerede var i produktion. Manuskriptet måtte hastigt omskrives, så den afgørende aktion – en påfaldende lys- og lydfattig slutsekvens med specialstyrken på iskold og intens snigmordsmission – kunne komme med.
Symptomatisk for Bigelows krigsskildringer er sejren dog hverken sød eller lettende for hovedpersonen. Forløsningen afveksles hurtigt af ambivalens og tomhed.
2. ‘Point Break’ (1991)
Instruktørens første store kommercielle hit, ’Point Break’, er en vaskeægte actionklassiker med god grund.
Unge Keanu Reeves og Patrick Swayze er henholdsvis helt og skurk, men de er også meget mere end det. For ’Point Break’ handler i høj grad om to mænds ubrydelige bånd i et katten-efter-musen-spil, der truer med at udslette dem begge.
Reeves spiller efterforskeren Johnny Utah, der skal finde frem til en gruppe bankrøvere kaldet The Ex-Presidents, som i årevis har røvet relativt beskedne beløb uden at blive fanget. Man mistænker de kriminelle for at være surfere, og derfor infiltrerer Utah ekstremsportmiljøet, hvor han hurtigt klinger med den næsten kultlederagtige surfer Bodhi (Swayze).
’Point Break’ er spækket med brovtende replikker, men det er også under action-overfladen en følsom kærlighedsfortælling mellem to machomænd, der ikke kan give slip på hinanden. De seksuelle undertoner mellem surferkammeraterne er tydelige at mærke og udfordrer de forgangne 80’eres arketypiske, kyniske actionmænd gestaltet af Arnold Schwarzenegger og Sylvester Stallone.
Selv da Johnny får afsløret sig selv som undercover-spion nægter Bodhi at bryde forbindelsen. Han tvinger politimanden til at tage del i næste bankkup, selvom det åbenlyst er en dårlig idé.
For det vigtigste er ikke at opklare en kriminalsag eller slippe ud af politiets søgelys. Hovedpersonerne er mere optaget af at jagte næste high, den fysiske ekstase ved at overskride grænser og bryde fri af alle strukturer.
Den fysiske fornemmelse af fryd og angst forplanter sig også i publikum takket være de banebrydende, halsbrækkende stunts, som Bigelow orkestrerer mesterligt.
Allermest mindeværdige er selvfølgelig de ikoniske, solbeskinnede skydivingscener, hvor det er tydeligt at se – og mærke! – at Swayze selv udfører sine udspring og danser akrobatisk i luften, inden han griber sine medkumpaners hænder i en hyldest til frihed og bevægelse.
I nyere tid har Tom Cruise som bekendt overtaget stafetten som stuntudøvende actionstjerne, og man kan tydeligt spore ’Point Break’s dna i ’Mission: Impossible’-franchisen – ikke mindst i Halo-udspringsscenen fra ’Mission: Impossible – Fallout’.
1. ‘Strange Days’ (1995)
Bigelows apokalyptiske sci-fi-krimi blev stemplet som en fiasko i sin samtid, men 30 år senere står ’Strange Days’ som et overset mesterværk i Bigelows virke.
Ligesom i ’Point Break’ er hovedpersonerne på jagt efter grænseoverskridende, fysisk ekstase, men denne gang gennem futuristisk teknologi, som hurtigt udvikler sig i en ubehagelig retning.
Centralt for fortællingen er de VR-lignende SQUID-headsets, som indfanger elektriske signaler fra hjernen og gemmer dem på en disk, så andre kan se, høre og sanse oplevelsen. Teknologien bliver solgt ulovligt på det sorte marked, hvor SQUID-film med pornografisk og kriminelt indhold sælges som en slags narkoprodukt, brugerne bliver afhængige af.
Hovedpersonen Lenny, spillet lige dele slesk og følsomt af Ralph Fiennes, lever af at sælge disse film. Han får sig en slem forskrækkelse, da han begynder at modtage SQUID-disks fra en anonym seriemorder, som voldtager og dræber unge kvinder. Lenny forsøger at opklare den uhyggelige sag, men seriemorderen synes altid et skridt foran.
En betydelig del af ’Strange Days’ består af disse svimlende og kvalmende håndholdte POV-optagelser, som Bigelow udviklede et særligt kamera til at filme. Selvom hun har instrueret et utal af intense og urovækkende scener gennem karrieren, må prisen som de mest ubehagelige gå til 90’er-filmens voldtægtsscener, som Lenny og publikum er tvunget til at se fra voldsmandens POV.
Uden for de virtuelle sanseoptagelser udfolder ’Strange Days’ et dommedagslignende Los Angeles i et futuristisk 1999, hvor det snarlige årtusindeskifte både signalerer samfundets kollaps og begyndelsen på noget nyt – måske endda noget bedre.
Dårligdomme er der i hvert fald rigeligt af i storbyens gader, som raseres af gadekampe mellem politi og demonstranter. I et sideløbende handlingsspor spejler Bigelow de raceuroligheder, som altid har præget USA, og som hun skildrede på mere realistisk vis i ’Detroit’.
Hendes sans for voldens brutalitet og tiltrækningskraft og samfundets magtstrukturer er bestemt i højsædet, men samtidig har den ambitiøse genrehybrid en nærmest eventyrlig kvalitet, som helt sikkert er præget af eksmanden James Camerons arbejde på manuskriptet.
Desværre blev ’Strange Days’ Bigelows sidste film med overnaturlige elementer. Efter årtusindeskiftet har hun som bekendt dyrket det realistiske udtryk og mere virkelighedsbaserede fortællinger.
Dette udprægede realismefokus har – som det kan ses på denne rangering – kastet nogle fremragende film af sig. Men det er alligevel lidt ærgerligt, at vi nok ikke får flere storslåede, romantiske og helt igennem originale genrefilm som ’Strange Days’ fra instruktørens hånd.