Søn bevægede sig fra åndeløs sårbarhed til svedig klub-ekstase i Store Vega

KONCERT. »Vi kigger mere indad end udad«, fortalte Søn for nylig til Politiken i et interview om sangskrivningen og teksterne på deres nye selvbetitlede fjerde album. 

Men lytter man til musikken, har Søn faktisk aldrig lydt mere udadvendte, end de gør på det nye albums ni sange, der her på siderne er blevet beskrevet som »et kærlighedsbarn mellem Radiohead og DJ Aligator«. En udadvendthed, der også kunne mærkes, da bandet som afslutningen på en mindre danmarksturné tog det nye album med til deres første koncert i Store Vega nogensinde.

Med Kristoffer Jessen høje skikkelse badet i hvidt lys midt på den spartansk indrettede scene startede de afdæmpet ud med ‘Blanke og frie’ og ‘Tetris’. Begge serveret minimalistisk, hvad angik både det musikalske udtryk og udtrykket på scenen, hvilket til gengæld gav plads til Jessens karakteristiske lyse vokal, der de senere år har udviklet en slags naiv, klar inderlighed.

Det var som om, at bandet lige skulle spille sig varme, men på først den lækre ballade ‘Sort Ferrari’ og sidenhen den tvivlende kærlighedssang ’Skabt til at være to’ fik vi endelig den første store forløsning med både fællessang, klap og en afsluttende solo fra guitarist Carl-Erik Gippert. 

Herfra viste Søn gennem hele aftenen deres imponerende spændvidde, der går fra åbenlyse popsange, som hele Vega kunne synge med på, til soniske eksperimenter og de helt intime, nedbarberede og følsomme øjeblikke.

Et sådant øjeblik fik vi, da Kristoffer Jessen og Jonathan Leer-Birlov på keys fra en lille scene ved lydpulten leverede en intim version af ‘Det ved jeg ikke om jeg kan, mor’. En smuk og skrøbelig sang, der blev leveret med en åndeløs og gåsehudsfremkaldende sårbarhed.

»Fuck, hvor du er modig!« råbte et medlem af publikum til Jessen umiddelbart efter sangens slutning, inden bandet fik aftenens måske største og mest velfortjente bifald indtil da.

Herefter var det som om, at højdepunkterne bare stod i kø. Som da bandet inviterede Oilly Wallace på scenen til en øm, lang og lækker sax-solo på ’Elsker når du er så fucked’. Eller den smukke version af ‘Ka ik connect’, som publikum dog i den grad connectede med, da Jessen crowdwalkede ud i midten af salen til et smukt øjeblik med a cappella-fællessang stående midt i menneskehavet og løftet op på publikums udstrakte hænder.

Et smukt øjeblik, hvor et fyldt Vega og Søn i fælles symbiose udgjorde en rørende modpol til bandets tekstunivers, der ofte kredser om at føle sig afkoblet eller fremmedgjort fra det moderne og hyperindividualiserede SoMe-samfund, vi lever i.

Til sidst lukkede den pulserende ’Pissoir’ ballet i en ekstatisk version, der forvandlede Vega til et gyngende dansegulv som taget ud af den svedige natklub, der lægger kulisse til sangens fortælling. En triumferende afslutning på en fremragende koncert, der høstede et så enormt bifald, at selv bandet så ud til at have svært ved at tage det hele ind, mens de storsmilende krammede hinanden på skift oppe på scenen.

»Det er en drøm, der er gået i opfyldelse«, fortalte Kristoffer Jessen om at spille Store Vega. Vurderet ud fra aftenens koncert er det mere end velfortjent.

---

Kort sagt:
Da først de var spillet varme, leverede Søn en fremragende første koncert i Store Vega, der bevægede sig fra åndeløs og gåsehudsfremkaldende sårbarhed til svedig og pulserende klub-ekstase.