‘Hijack’ sæson 2: Idris Elba-hittet tager røven på os igen og igen – igen
SERIE. Sam Nelson (Idris Elba) må være verdens mest uheldige mand.
Efter han på heroisk vis afværgede en flykapring i første sæson af Apple TV-serien ’Hijack’, befinder den feterede forhandlingsrådgiver sig endnu en gang midt i et højspændt gidseldrama.
I denne sæson er flyet skiftet ud med Berlins travle U6-metrolinje, men faren er mindst lige så overhængende for de 200 pendlere om bord. Og bedst som man skal til at himle med øjnene over den nærmest komiske usandsynlighed, at vores hovedperson skulle blive fanget i endnu et terrorkup, foretager ’Hijack’ det første af mange metaforiske – og rigtige – sporskifter.
For det er nemlig Nelson selv, der i slutningen af første afsnit proklamerer: »I’m hijacking this train«.
Men bare rolig. Alletiders leading man, Idris Elba, er ikke gået hen og blevet skurk. Det er magtfulde kræfter fra forrige sæson, der spøger i kulissen, og de har gjort ham til syndebuk i en langt større sammensværgelse. Således er scenen sat for otte episoders nervepirrende thriller af seriøst binge-værdig kvalitet.
Dét, der gør ’Hijack’ så seværdig, er det formidable manuskripthåndværk. Hver scene føles betydningsfuld, og man sidder klistret til skærmen for ikke at misse, hvor Nelsons snedige træk og hemmelige beskeder til omverdenen fører ham hen. Små detaljer og afsløringer falder på stribe, og hvis man gav priser for plottwists og røgslør, ville ’Hijack’ gøre rent bord.
Det er svært at vurdere de to sæsoner uafhængigt af hinanden, og det er stadig lige forfriskende at se Elbas Sam Nelson bruge kløgt og slet skjulte manipulatoriske evner til at få sin vilje frem for at være et muskelbundt, der plaffer sig ud af problemerne.
Men det har også en bagside, at skabelonen fra første sæson bliver fulgt så slavisk. Har man den nogenlunde frisk i hukommelsen, vil man opleve, at mange plotlinjer går igen. Alt fra dynamikker mellem metropersonalet og politioverordnede i clinch med hinanden til Nelsons familiemedlemmer i fare og en intens standoff inde i det kaprede fartøj er set før. Selv antallet af gidsler er det samme.
Det gør også, at der er steder, hvor sæsonen blegner i forhold til forgængeren, og hvor det er svært at undertrykke sin skepsis.
I metroplottet har vi eksempelvis 200 gidsler, der – selvom der går noget tid, før de får konfiskeret deres telefoner – ikke har lækket noget til pressen. I en anden scene står en korrupt betjent omringet af tysk militær og hiver helt åbenlyst en detonator op af lommen. Samtidig har de kriminelle bagmænd tilsyneladende uendelige ressourcer til at afpresse, dræbe og drive gæk med de forskellige karakterer.
Men som vi skrev i vores anbefaling af første sæson, bliver ’Hijack’ »kun dårligere, hvis man tænker for meget over den«. Så i stedet vil jeg hylde serien for at være brandgod underholdning, der forstår at få os hooked for derefter at tage røven på os utallige gange.
Og krydse fingre for, at Sam Nelson fremover vælger at transportere sig med et elløbehjul. Det kan vel for fanden ikke blive kidnappet.
Kort sagt:
Anden sæson af ’Hijack’ har skruet op for plottwists, men ned for logikken. Heldigvis er det højdramatiske setup stadig hamrende seværdigt.