1. Streaming: Binge-egnet gidseldrama
Lad os starte med en advarsel: Når du først er startet på ‘Hijack’, kan du lige så godt rydde seks-syv timer af din kalender med det samme.
Mens det generelt har været en sløv sommer på seriefronten, er Apple TV+-serien nemlig på mange måder den perfekte hapser til feriehjernen: En virkelig nervepirrende thrillerserie, som kun vil blive dårligere, hvis man tænker for meget over den.
Et rutefly med 200 passagerer bliver overtaget af kidnappere på vej fra Dubai til London. Om bord er blandt andet Idris Elbas Sam Nelson, en intelligent business-forhandler-type, der rejser hjem for at vinde sin ekskone tilbage. Og som bruger sine kølige manipulationsskills til at håndtere den urovækkende situation.
De fleste af den slags kidnapningsfortællinger handler om barske actiondrenge, der slås sig ud af problemerne, så det er forfriskende, at det her handler om kløgt og, langt hen ad vejen, samarbejde med gidseltagerne.
De første afsnit dirrer af suspense, så det ene afsnit automatisk tager det andet, og når serien begynder at falde en smule sammen, efterhånden som gerningsmændenes motiver kommer for en dag, er man for længst hooked.
Det sidste af de syv afsnit landede i onsdags, så nu har man fordelen af at kunne se det hele i én køre. Også slutningen leverer åndeløs spænding.
’Hijack’ kan ses på Apple TV+.
2. Biograf: Barbenheimer
Man skal have holdt sommerferie under en sten, hvis man ikke har opdaget, at det mest uventede filmfænomen længe, Barbenheimer, har slået igennem som kold øl på en varm festivalplads.
Med premieresammenfaldet på Greta Gerwigs brillante komedie ’Barbie’ og Christopher Nolans ’Oppenheimer’ fik vi to tiltrængte originale blockbusters i biografen på samme dag, og hvor er det dog glædeligt at se, at kvalitetsrige biograffilm stadig kan blive talk of the town.
Om man kan gennemføre en fuld Barbenheimer – det betyder cirka seks timer i biografen på en dag, inklusive reklamer og trailers – må være op til ens egen stamina. Men begge skal altså ses på det store lærred i biografens samhørighed. Afsted!
’Barbie’ og ’Oppenheimer’ kan ses i biografen.
3. Gribende Sinéad O’Connor-dokumentar
I slutningen af juli døde den irske sanger Sinéad O’Connor, blot 56 år gammel, efter et tumultarisk liv af musikalske landvindinger, et stort gennembrud, voldsomme kontroverser og exceptionelt meget modvind i bagagen.
Vil man forstå hendes liv, bør man virkelig se dokumentaren ’Nothing Compares’, der udkom sidste år og zoomer ind på hendes tumultariske opvækst med en psykisk forstyrret mor i et strengt katolsk Irland og hendes gennembrud som en gudsbenådet sanger, som var langt forud for sin tid, hvad angår alt fra politiske statements til personligt udtryk – og blev straffet hårdt for det.
Det er en gribende film båret af vidnesbyrd og rigt arkivmateriale, og så stopper den reelt før O’Connors triste deroute de senere år, så det er nøgleårene i hendes kunstneriske op- og nedtur, der er i centrum.
’Nothing Compares’ kan ses på DR.