‘One Day’: Jeg åd perfekt Netflix-romcom i ét stræk – og skal absolut se den igen
Måske husker du også Lone Scherfigs generiske ’One Day’ med Anne Hathaway fra 2011 for at være så ringe, at du har glemt den.
Først havde jeg derfor afskrevet Netflix’ miniserie baseret på David Nicholls’ hitroman.
Det skulle jeg aldrig have gjort.
Man kunne måske generelt afskrive den romantiske komediegenre til en tid pre-klimakrise, pandemi og europæiske krige, hvor vi mest af alt var optagede af at se rige, tynde og hvide mennesker ganske forkælet valse rundt om hinanden, men ’One Day’ opdaterer genren til vores tid.
Den er dybsindig. Den er næsten lige så hård at se, som den er sjov, underholdende og medrivende, for den handler på den ene side om den store kærlighed, men også om at håndtere de skuffelser, der følger med dét at vokse op og indse, at man må nøjes med halvbagte drømme – og indimellem overkomme ubærlige tab.
Umiddelbart er plottet ret generisk grænsende til det eventyrligt fantasifulde og dermed virkelighedsfjerne. Den privilegerede, hvide overklassedreng Dexter med grotesk lange øjenvipper og den afsindigt sjove arbejderklassenørd Emma sover sammen (uden at bolle) efter at have mødt hinanden til den allersidste fest på universitet i Edinburgh i 1988.
De suges mod hinanden som to Platon-sjæle, adskilt af guders kraft, men egentligt tilhørende hinanden. Fordi de trods alt bare er mennesker – og måske også på grund af forskelle i seksuel, økonomisk og kulturel kapital – udvikler deres relation sig i stedet til et tæt venskab, som serien så følger.
De næste 14 afsnit vender vi tilbage til den særlige dag, den 15. juli, helt frem til 2007 (de sidste, knusende afsnit foregår over flere dage) og ser, hvordan livet og venskabet udvikler sig for de to sjælevenner.
Den form bliver udnyttet til fulde som små, uafhængige kortfilm om livet, vidunderligt frembragt af nogle utroligt nuancerede præstationer af fremragende Leo Woodall fra ’The White Lotus’ som Dexter og stortalentet Ambika Mod fra ’This Is Going to Hurt’ som Emma, der formår at vise 20 års udvikling over de syv timer, som ’One Day’ varer. Jeg åd dem i ét stræk og skal absolut se den igen.
Komikeren Mod er intet mindre end sensationel i sit spænd mellem deadpan og en fantastisk evne til at spille undertekst, til at holde følelserne tilbage og langsomt lade dem sive ud af øjenkrogen, mens hun fyrer distancerende, næsten kyniske vittigheder af til Dexter. Leo Woodall kunne have spillet Dexter som en charmerende charlatan med mommy-issues, men er utrolig i sit spænd fra cokevrag til golden retriever-persona – som menneske på jagt efter sig selv.
De spiller på troværdig vis de mange forskellige personligheder frem, et menneske rummer igennem tyve år. Sammen med naturlige kulisser, der frembringer de mange tidsaldre, føles det reelt som at se to unge mennesker modnes og blive voksne over syv timer. Utroligt velvalgt musik fra perioderne, med ordentlige bangers, forklarer hele tiden underteksten, mens de to lyver for sig selv hurtigere end ti heste kan løbe.
’One Day’ er en udforskning af det mest lyserøde følelsesliv. Det er, som om hvert afsnit er sit eget lille kapitel ind i ungdommen, skuffelserne, håbet, den eksistentielle tomhed, der opstår, når man endnu ikke kender sig selv.
Bare første afsnit er en ekstremt begavet kortfilm om de sjældne, sjældne one nights stands, der glimter af den potentielle kærlighed: Akavede, pinefulde øjeblikke mellem to fremmede, der ikke ved, om de skal kysse, gå hjem eller usikkert fornærme hinanden.
Og så pludseligt er der et blik mellem de to skuespillere, der minder én om de gange, kærligheden selv glitrende er dukket op for én midt i alt hverdagens almindelighed. De gange, man så den for første gang i en mands smil, når han følger en hjem morgenen efter, i måden man fastholder hinandens blik, mens man overrasket kan mærke det over hele kroppen – at det er rigtigt, når man kysser hinanden…
Nu vil jeg ikke skrive mere. Jeg skal se ’One Day’ igen.
Kort sagt:
’One Day’ føles som at få stødbehandling i hjertet af minder fra alle de gange, man selv har elsket. Den vil få dig til at græde som et barn og tænke som en filosof.