’The Substance’: Satirisk bodyhorror kører fuldstændig af sporet – på den allerbedste måde
En glimtende lyserød stjerne lægges i sort beton på Hollywoods Hall of Fame. Badet i guld glamour og knipsende kameraer bliver den indviet, af menige mennesker bliver den hyldet.
Men med tiden bliver stjernen til fortov, betrådt, flækket, hengemt i skygge og spildt ketchup på af en klodset forbipasserende.
Sådan starter ‘The Substance’, franske Coralie Fargeats film, der har trukket overskrifter siden premieren på årets Cannes-festival. Hvilket er fuldt forståeligt.
For ’The Substance’ er et vaskeægte power house af delirisk feministisk satire, der sømløst vender vrangen ud på den skønhedskultur, der både ophøjer kvinder og piller dem ned i foragt, når de ikke længere er spændstige, tynde og 22.
Den falmede Hall of Fame-stjerne forstår vi hurtigt er en allegori på hele filmens forløb. I centrum står Elisabeth Sparkle (Demi Moore), et Hollywood-fænomen fra 1980’erne (ud fra mængden af permanent-behandlet hår og benvarmere at dømme). En lang og prangende karriere har i dag kondenseret hende til en trikotbærende fitnessguru i det kitschede tv-show ’Sparkle Your Life’.
Lige indtil hun har fødselsdag. »Efter 50 er det slut«, postulerer hendes superskurk af en tv-boss, Harvey (Dennis Quaid), med munden smaskende fuld af pil selv-rejer druknet i fuldfed mayonnaise. »Hvad slutter?« spørger Sparkle. Svaret er en fyreseddel.
I skyggen af sin egen storhedstid og udstødt af den verden, der har udgjort hendes eksistensberettigelse, drives Sparkle til at prøve ’substansen’ – et mystisk, neongrønt middel, der med en injektion »gør dig til en bedre version af dig selv«. Hvad kan gå galt?
Første gang, Fargeat flexede sine filmiske muskler, var det med den hædrede debut ’Revenge’ fra 2017 – et genresplintrende og ultrablodigt hævntogt om en kvinde, der jagter de voldsmænd, som har forulempet hende.
I ’The Substance’ har instruktøren igen grebet fat i hævntropen, men placeret den i et herligt karikaturunivers, der udstiller den bizarre og håbløse ufornuft, det er at skulle leve op til nogle skønhedsidealer, en bunke mænd har fundet på.
Dennis Quaids tv-chef er indbegrebet af dette, pumpet op som ond business-man i farverige jakkesæt, emmende af overdimensioneret maskulinitet og utålelig attitude. Det er lige dele rædselsvækkende og fremragende komisk at se ham spankulere frem og tilbage med sine klikkende cowboystøvler og hær af aktionærer (alle hvide, gamle mænd selvfølgelig) som en anden Mr. McMahon.
Demi Moore evner fuldkommen at kropsliggøre den dyne af ensomhed og desperation, der lægger sig over hendes karakter, da hun indser, at hun ikke længere er velkommen i de rum, hun engang var hovedperson i.
Trods filmens surrealistiske trackingskud, hyppige ultranærbilleder, ekspressive farvebrug og hektiske lyddesign er Moores præstation overraskende jordnær – til tider decideret hjerteskærende – som når hun ombestemmer sig og brænder sin date, den ivrige Fred (Edward Hamilton-Clark) fra 10. klasse, af. For sikke en provokation det er at gøre noget ud af sig selv i en alder af 50.
Dertil er det tydeligt, at Fargeat har brugt gyserikoner som David Cronenberg som inspiration til de voldsomme bodyhorror-eskapader, der for alvor tager fart fra filmens anden akt. Scener med unormalt lange nåle, der langsomt trænger ind i kroppe, rygrade som flækkes og sprækkes på langs, sår fuld af pus og ’The Thing’-esque mutationer er vidunderligt klinisk eksekverede.
Men den kropslige horror er i lige så høj grad til stede ved de hyperseksualiserede nær- og elevatorskud af Sue (Margaret Qualley), Sparkles andet jeg. Perlende af sved og iklædt en lyserød glimmerdragt fremstilles hun som den ultimative vare, et stykke kød så udsøgt, at du kun kan drømme om at få fat i en luns. Det føles tiltagende grænseoverskridende og grotesk at være vidne til.
Tilbage står ’The Substance’ som en gyser, der er helt sin egen og lige så sammensat som sin hovedkarakter.
Èn del klam bodyhorror og én del hårdtslående, feministisk satire, der kører fuldstændig af sporet på den allerbedste måde.
Kort sagt:
Gennem en kvasende, væskende, svedende rutsjebanetur af en dobbeltgængerfortælling forbinder Coralie Fargeat ikke kun ’The Substance’ til tidligere genremestre, hun formår at skabe en selvstændig og gruopvækkende fabel om underholdningsindustriens groteske skønhedsidealer.