Jeg fatter ikke, at ‘Wicked’ er en halv film på næsten tre timer

KOMMENTAR. Der er masser af gode ting at sige om ‘Wicked’. 

Selv som indehaver af stor skepsis mod spilletider på den forkerte side af to timer synes jeg, at filmens to timer og 40 minutter flyver afsted som et optog af effektfulde hovedrollepræstationer fra Cynthia Erivo og Ariana Grande, smægtende ørehængere og farvestrålende billeder.

Her får vi skruet tiden tilbage og bliver gjort bekendt med alt det, der kom før den kendte afslutning på ‘Troldmanden fra Oz’, hvor den onde grønhudede heks fra vest dør og fejres til tonerne af ‘Ding Dong! The Witch is Dead’. I ‘Wicked’ får vi historien om, at Elphaba engang bare var en misforstået outsider og endda slyngveninde med den gode lyserøde Glinda fra nord. 

Når man forlader biografen er det i rusen fra filmens absolutte showstopper ‘Defying Gravity’. Bærer man, som jeg, rundt på en indre langtidsforsømt korsanger/musicalelsker/‘Glee’-fan, er der ikke et øje tørt under den ultimative underdog-hymne. 

Men da jeg landede, var der alligevel et aspekt, der blev ved med at føles abnormt langt ude.

Mere skørt end filmens eventyrlige musicalunivers, hvor en universitetsprofessor bogstaveligt talt kan være en gammel ged (og værre endnu – en ged der bliver udsat for racistisk forfølgelse!). 

‘Wicked’ er nemlig en halv film.

Et kvarter bliver til et år

Hvor musicalforlæggets publikum kun skal vente et kvarter mellem første og anden halvdel, skal filmseerne bogstaveligt talt vente et ondt år på, at ‘Wicked: Del 2’ rammer biograferne.

Cynthia Erivos superfraseringer er godt perfekte og mættede – men er de nok til at tære på så længe? Tvivlen er reel nok.

For selvom første ‘Wicked’-kapitel allerede står som en økonomisk og kritisk succes med masser af Oscar-buzz til følge, har todelingen mødt kritik.  

I markedsføringen har man da også forsøgt at neddysse spaltningen og udelukkende omtalt filmen som ‘Wicked’.

Som Indiewires kendte kritiker David Ehrlich påpegede på X, er det »uundgåeligt morsomt, at denne 160-minutters halv-film om, hvordan den onde heks fra vest fik sin kost, starter med en voiceover, der siger ‘lad mig fortælle dig hele historien’«.

Og selvom mange ‘Wicked’-entusiaster bifalder opdelingen, lugter det også langt væk af en opportunistisk malkning af selvsamme fanhype, der er hele filmens eksistensgrundlag. Ikke mindst uden for USA, hvor hverken ‘Wicked’ eller kildeteksten ‘Troldmanden fra Oz’ er samme slags allemandseje.

»Fatal kompromittering«

Da instruktør Jon M. Chu forklarede meningen bag fordoblingsgalskaben tilbage i 2022, var det med en gravitas, der får ham til at lyde, som om han kurerer kræft eller kæmper for verdensfreden. 

»Her er, hvad der skete: Mens vi forberedte denne her produktion i løbet af det sidste år, stod det i stigende grad klart, at det ville være umuligt at gelejde ‘Wicked’s historie ind i en enkelt film uden virkelig at gøre skade på den. Mens vi prøvede at fjerne sange eller trimme karakterer, begyndte de beslutninger at føles som fatale kompromitteringer af kildematerialet, der har underholdt os alle i så mange år«, lød hans officielle udtalelse på sociale medier sidste år.  

»Så vi besluttede at give os selv et større lærred og lave ikke bare én ‘Wicked’-film, men to! Med mere plads kan vi fortælle Wickeds historie, som det var meningen, at den skulle fortælles, mens vi giver endnu mere dybde og overraskelse til disse fantastiske karakterers rejser«, lød begrundelsen videre.

Prisværdigt, måske. Men det er også så selvforherligende, at det halve kunne være nok. Den enorme kærlighed til ‘Wicked’-forlægget bliver lidt en indirekte sviner: ‘For at gøre den ære bliver vi simpelthen nødt til at gøre den dobbelt så lang’.

Godt nok er stykket baseret på den forholdsvis lange roman ‘‘Wicked: The Life and Times of the Wicked Witch of the West’ af Gregory McGuire fra 1995. Men det primære forlæg er altså Broadway-musicalversionen, der er en af verdens mest populære. Og den varer altså kun, alt i alt, 2 timer og 45 minutter – inklusive en pause på et kvarter. 

Ubegrænset griskhed

Forvekslingen af kunstnerisk integritet og økonomisk gevinst har ikke ændret sig så meget siden 2010, hvor skaberne af Harry Potter-filmene blev first-movere på den todelte franchise-trend. Her blev forlægget også kaldt for »mættet« og »fyldigt« til at kunne koges ned til en enkelt film. 

I virkeligheden ville Warner Bros. nødig slippe deres franchise-guldfugl fri uden at have malket den tør. ‘Harry Potter and the Deathly Hallows pt. 2’ blev da også filmseriens mest indtjenende – den eneste, der overgik den første ‘Harry Potter og de vises sten’. 

Senere fulgte både ‘Twilight’ og ‘The Hunger Games’ samme eksempel og delte seriernes sidste film op i to for at koge suppe på den store fanhype … yde historien retfærdighed! Der var ikke andet at gøre end at møde op.

‘Breaking Dawn pt. 2’ blev ‘Twilight’-seriens bedstsælgende med over 848 millioner dollars i billetsalg, mens det omvendte dog blev tilfældet for ‘Hunger Games: Mockingjay pt. 2’. 

Siden er genindspilningen af Stephen Kings kolosroman ‘It’ blevet delt op i to. Storhedsvanviddet ramte også Zack Snyders udskældte ‘Rebel Moon’-film på Netflix. ‘Avengers’-slutningen var også et todelt spektakel, selvom Marvel-land som bekendt har sin helt egen tidsregning. 

Den seneste ‘Mission: Impossible – Dead Reckoning Part One’ startede med at være en del 1, men da efterfølgeren for nyligt blev annonceret, var det uden »del 2« i titlen, hvilket flere har koblet sammen med første dels skuffende billetsalg. 

Undtagelsen, der bekræfter reglen, må siges at være ‘Dune’, der er et af de mest velansete og kunstnerisk anerkendte eksempel på halveringsmodellen.

Det skyldes både Denis Villeneuves status som instruktør, men også en ekstremt loyal fanskare, der lader til at nyde, at hvert eneste sandkorn fra det enormt lange bogforlæg får skærmtid. Hos dem, der ikke faldt i svime over første ‘Dune’-omgang, var kritikken af halveringstilgangen til gengæld central. 

Intet er sikkert for selv den mest hævdvundne filmserie. Filmskaberne løber altid den risiko, at et ellers potentielt helstøbt værk ender som en ujævn størrelse. 

Og hvis man gisner om, hvad der venter i ‘Wicked’-fortsættelsen, er det svært at forestille sig, at det kan leve op til første film. 

Hvad venter vi på?

Efter at have set ‘Wicked’ (del 1) er jeg i hvert fald ikke ligefrem blæst bagover af nuanceret karaktertegning på den brede skala. 

I sidste ende er ‘Wicked’ i sin kerne rundet af en eventyrskabelon, hvor temaerne kan skæres ud i pap, og hovedkaraktererne altså er to hekse, hvis forskelle er eksemplificeret med, at de er to forskellige farver. Så komplekst er det altså heller ikke. 

Godt nok er hele historiens pointe at vende den sort-hvide/grøn-pink fortælling om godt og ondt på hovedet. Og at dømme på den foreløbige slutning bejler efterfølgeren i endnu højere grad til at blive ‘1984’ med jazzhands, hvor en tematik omkring stigmatisering og propaganda får tiltagende stor betydning. 

Indtil videre er bikarakterer og univers i høj grad kulisser for Cynthia Erivo og Ariana Grande. Og selvom det muligvis ændrer sig senere, er det ikke nødvendigvis et superargument, at man skal vende tilbage om et år for at se Ethan Slaters Munchkin-trold Boq få sit store øjeblik. Lige nu kender vi ham nærmest ikke.

Hvis man skal tro bogforlæg og musicalforlæg, har vi først og fremmest flere prequel-detaljer i vente, der kridter banen op til historien i ‘Troldmanden fra Oz’. 

Mon ikke det på den måde vil blive den naturlige fortsættelse på ‘Wicked’-duologien at lave endnu et remake af originalmaterialet? Eventuelt i to dele for at yde den fuld retfærdighed?

‘Wicked’ (første del!) kan ses i biografen.