Dansk film åbnede ’Anora’-instruktørs øjne efter mørk periode: »Den ændrede min verden«

INTERVIEW. Sean Baker står lige nu på toppen af karrieren. Efter at have beseglet sin position som en af USA’s mest interessante instruktører med ’Tangerine’, ’The Florida Project’ og ’Red Rocket’ vandt hans nye film ’Anora’ Guldpalmen i Cannes, ligesom den er en af favoritterne til næste års Oscar-show,

Den 53-årige amerikaner er med andre ord trådt ind i den absolutte superliga for originale filmkunstnere.

Men faktisk var han muligvis aldrig nået dertil uden dansk film. Nærmere bestemt de dogme-film, som Lars von Trier, Thomas Vinterberg, Lone Scherfig og mange andre gjorde til en verdenssensation i midten af 90’erne.

»Jeg er nødt til at anerkende Dogme95-bevægelsen for faktisk at give mig en ny chance i min karriere«, fortalte Sean Baker, da han besøgte Soundvenues forpremiere på ’Anora’ i Empire Bio i starten af november.

Efter at have instrueret sin første film, ’Four Letter Words’, gennemgik Baker en »mørk periode« i sit liv, som han selv beskriver det. I slut-20’erne kæmpede han med et seriøst heroinmisbrug, som stjal flere år af hans  liv, men da han blev clean i 2000, kom han tilbage på filmsporet. Og der hjalp dogme-bevægelsen ham med at finde tilbage til sin metier.

»Jeg følte mig isoleret, for jeg var i høj grad fjernet fra mine ligemænd, som mest var taget til Los Angeles, og jeg var i New York uden penge. Og så så jeg de her film og blev forelsket i ’Idioterne’«.

’Breaking the Waves’ havde allerede gjort Baker »forelsket« i Lars von Trier, men respekten nåede nye højder, da han oplevede danskerens dogmefilm om en gruppe mennesker, der lader, som om de er handicappede, og som »åbnede mine øjne og ændrede min verden«, som Baker udtrykker det.

Dogmeprincipperne, hvor man arbejdede med naturligt lys og en afskrællet produktion med skuespillerne i fokus frem for filmteknikken, mindede Baker om, hvor langt ens muligheder rækker med selv de mest begrænsede midler. Og det skabte grundlaget for hans næste film, som han optog for under 3000 dollars på et digitalt videokamera.

»Det at få lov til at samle et kamera op, som jeg ejede, et mini DV-kamera, og optage en hel spillefilm på det, velvidende at hvis det er godt nok, vil det blive taget seriøst af anmeldere og publikum … Dét er, hvad bevægelsen gjorde«.

»Og så udnyttede jeg det, og jeg skabte ’Take Out’, som var begyndelsen på hele den her rejse for mig. Det var egentlig min anden første film, kan man vel sige. Så ja, jeg er taknemmelig for Dogme95-bevægelsen«.

Ring til hendes agent!

Bakers inspiration fra dogme-filmene er blandt andet tydelig i hans sjældent autentiske karakterportrætter, som har affødt overrumplende skuespilpræstationer fra uventede hjørner. Som de nye navne Brooklynn Prince og Bria Vinaite i ’The Florida Project’ til den tidligere ’Scary Movie’-skuespiller Simon Rex i ’Red Rocket’. Baker castede selv de to film.

’Anora’ giver det helt store gennembrud til Mikey Madison, som er fænomenal i hovedrollen som en ung sexarbejder, der tror, hun vinder i lotteriet, da hun gifter sig med den charmerende og umodne søn til en russisk milliardærarving.

Nogle vil bedst kende den 25-årige skuespiller som en af døtrene i serien ’Better Things’, men det var to filmpræstationer, som gjorde Baker sikker på, at hun var den rette til jobbet: Tarantinos ’Once Upon a Time in Hollywood’, hvor hun er en af Charles Mansons piger, og gyserfranchisen ’Scream’.

»Kald det måske intuition, jeg ved det ikke, men hun viste tydeligvis intensitet i begge roller. I ’Scream’ var hun en ung voksen, som var kæk og fuld af attitude, og hun havde en humoristisk sans. Og hun har et meget interessant ansigt. Hun har meget interessante øjne. Så jeg vidste, jeg kunne fotografere hende på en bestemt måde«.

»Jeg var i biografen og så ’Scream’, og i det øjeblik vidste jeg det. Jeg vendte mig mod min kone og producer Samantha Kwan og sagde: ’Vi ringer til hendes agent, det øjeblik vi forlader biografen’. Og det gjorde vi«, fortalte Baker, da vi talte med ham ved et online-interview tilbage i oktober.

Den rapkæftede og fandenivoldske Madison, man møder i de to film, er dog langt fra den Madison, man møder i virkeligheden, lyder det fra instruktøren.

»Da vi mødte hende, var hun så reserveret og stille og næsten genert, at jeg tænkte: ’Oh wow, det var præstationer. Hun var ikke typecastet i de film’. Det gav mig endnu mere selvtillid omkring, at vi tog det rigtige valg«.

»Og så skabte vi en forbindelse og knyttede bånd. Vi havde den samme følsomhed, samme humor og den samme kærlighed til film. Altså, hun er en ægte cinefil. Hun fortalte mig, at hendes yndlingsfilm var ’Possession’ (Andrzej Zulawskis kultfilm fra 1981, red.). Hvordan kunne jeg ikke caste nogen, hvis yndlingsfilm er ’Possession’?«.

»Så havde hun en stor entusiasme. Og det er meget vigtigt. Når en skuespiller fortæller dig: ’Jamen jeg kommer til at arbejde med en dialekttræner for at lære accenten. Og jeg er ikke bekymret for at lære alle de siders dialog på et sprog, jeg ikke kender’. Og selvfølgelig hele fysikken, alle danselektionerne hun skulle tage, viljen til at udføre stunts – det var der alt sammen. Hun var ekstremt dedikeret«.

Nøgent self-tape

Over for Mikey Madisons Ani står Ivan, den energiske og naive oligarkarving, der er i New York for at slå sig løs og betages af den selvsikre amerikanske pole dancer, som han hurtigt frikøber fra den klub i Brighton Beach, hvor hun arbejder.

Ivan spilles – ligeledes i en gennembrudspræstation – af den 22-årige russer Mark Eydelshteyn, der blev anbefalet af en af filmens vigtige birolleskuespillere, Yura Borisov, og i den grad greb chancen.

»Yura sagde: ’Jeg har lige arbejdet med den her unge skuespiller, og jeg anbefaler ham varmt’. Så vi kontaktede ham og fik ham til at lave et selftape, hvor han læser en af vores scener. Og det må have været det sjoveste selftape, jeg nogensinde har set«.

»Det var så modigt. Han optog sig selv med ryggen til kameraet, nøgen. Mens han kiggede ud ad et vindue kun iført en beanie, mens han røg en cigaret. Og så zoomer kameraet ind, da han vender sig om, så man ikke ser nogle ædlere dele. Så går den til hans ansigt, og han færdiggør scenen. Vi så det, og vi grinede højt og sagde: ’Vi kan på ingen måde forestille os nogen som helst andre end Mark til at spille Ivan’«.

Ægte empati

Nøglen til Sean Bakers uforlignelige karakterarbejde er, at han nærer dyb empati for mennesker, der er højst fejlbarlige.

I ’Red Rocket’ fulgte man for eksempel det karismatiske røvhul Mikey, en afdanket pornostjerne, der prøver at finde vej tilbage ind i industrien og tager den ene usympatiske beslutning efter den anden. Men fejlbarligheden baner vejen for noget, som er helt afgørende i en karakter, fortæller Baker.

»Jeg synes, at den fortjente empati er den bedste i historier. Jeg kan altid gennemskue, når filmmagere forsøger at opnå empati. De tigger om det, og jeg kan se det i måden, karaktererne bliver præsenteret for publikum. Du ved, hvis en karakter pludselig er helliggjort, sat på en piedestal som en helgen. De har ingen mangler, de er perfekte, de begår ingen fejl. Jeg kan aldrig forbinde mig til de karakterer, fordi det er uægte, det er ikke engang sandfærdigt. Og det er leflende, og det er paternalistisk og alle de ting, der bare tænder mig af som seer«.

»I stedet vil jeg se ægte mennesker. Jeg vil se mennesker, som jeg kan se mig selv i, og derfor skal de være fulde af mangler, de skal begå fejl, de kan ikke være perfekte. Og det er sådan, jeg ser alle mine karakterer«, siger han.

»Ani er en karakter, jeg bare synes er virkelig sjov. Hun kan have en New York-attitude. Hun kan være en slagsbror, hun kan være lidt usleben, men det er okay, det er fint. Jeg betragter de karakterer som sjove og som mennesker, jeg faktisk har lyst til at hænge ud med«.

Helt tæt på miljøet

Mens dogmefilmene typisk foregik på få locations med et begrænset ensemble har Sean Baker skabt sit helt eget filmsprog gennem sin dybe forankring i de miljøer, han skildrer.

I flere af filmene er konteksten sexarbejde. Den enlige mor Halley i ’The Florida Project’ får betalende mænd på besøg for at få tilværelsen med sin datter til at køre rundt, mens man i ’Tangerine’ følger to transkønnede sexarbejdere i Los Angeles’ gader juleaftensdag, filmet på en mobiltelefon i sand dogme-ånd.

»Jeg havde ingen idé om, at jeg ville lave fem film i træk fokuseret på det her emne. Jeg tror, det i virkeligheden stammer fra researchen, jeg lavede på den første, ’Starlet’, hvor jeg lærte sexarbejdere at kende og hørte deres historier og indså, at fordi der er så mange aspekter af sexarbejde, og at alle er et individ, så er der en million historier at fortælle i den verden«.

I ’Anora’ er miljøet meget specifikt Brighton Beach i New York, hvor Ivans russiske forældre fra distancen sender sine armenske håndlangere til at få styr på situationen omkring det overraskende giftermål. At filmen foregår netop her, er langt fra et tilfælde.

Området har nemlig en speciel betydning for Karren Karagulian, Sean Bakers nære ven og en armensk skuespiller, som har været med i samtlige af Bakers film.

»Efter vores tredje film sammen, ’Prince of Broadway’, tænkte vi på at fortælle en historie, som fandt sted i det russisk-armenske samfund i Brighton Beach. Da han kom fra Armenien omkring 1990, landede han i Brighton Beach. Han solgte kaviar på hjørnerne af Brighton Beach Boulevard og havde så mange historier«.

»Så det var egentlig hans forbindelse til Armenien, som jeg fandt interessant. Og vi ville virkelig gerne udforske det. Det tog bare 17 år at finde ud af, hvordan det skulle være«.

»Området er rigt på kultur. Nogle gange når du går ned ad Brighton Beach Boulevard, hører du ikke noget engelsk. Det føles virkelig som et andet sted, når du er der. Og visuelt er det bare spændende for en filmmager. Især Coney Island. Coney Island har egentlig ikke ændret sig så meget siden 70’erne, siden Walter Hill skød ’The Warriors’ der. Så det var muligt for mig virkelig at indfange en del af den forlystelsespark, næsten som et postkort-billede«.

Hollywood banker på

Med Guldpalmen og Oscar-buzz står Sean Baker lige nu et meget uvant sted for en filmskaber, der er independent helt ind til benet.

Og han erkender også blankt, at han ikke havde forudset den massive succes, som lige nu bliver ’Anora’ til del.

»Jeg forventede aldrig Guldpalmen til den her film. Vi var bare glade for at være i konkurrence med det utrolige selskab af andre filmmagere, der var i konkurrence«.

»Og så udviklede tingene sig lidt overraskende. Pludselig er vi i den her snak om Oscar-ræset. Og det var noget, jeg aldrig forventede, for jeg så altid den her film som uden for Hollywood-mainstreamen. Og som polariserende på grund af dens emneområde. Men det virker til, at den faktisk appellerer til folk på et universelt niveau. Og det er skønt«.

Instruktøren peger på, at populariteten netop kan skyldes de indierammer, som har affødt filmen.

»Måske er det bare, fordi der ikke er mange film derude som den her lige nu. Og det, jeg refererer til, er medium-budget – selvom vores faktisk er mikrobudget sammenlignet med Hollywoods budgetter«.

»Men vi fik pengene op på skærmen, så det ligner, det kunne være en film for 20-30 millioner dollars. Så jeg tror, publikum måske ser noget, de betragter som ’oh, en medium-budget-film, som er en dramedy lavet til voksne, der ikke afhænger af superhelte, eksplosioner, action og så videre’. Og jeg tror måske, folk er overraskede over det, fordi den her type film ikke kan opleves i biografen så meget i de her tider«.

’Anora’ har dansk biografpremiere 5. december.