‘Anora’: En stjerne fødes i Sean Bakers mirakuløse komediemesterværk

CANNES FILM FESTIVAL. Verden er så fuld af død og lidelse, som vi får smidt ufiltreret i hovedet via sociale medier.

Den hypermedierede gru, der også er blevet et prestigemærkat på verdens førende filmfestivaler, gør, at det tit og ofte kan virke problematisk at producere mere af samme skuffe for at forløse en fiktion.

Det ved indiemesteren med hjertet af guld, Sean Baker, bedre end nogen anden instruktør lige nu.

I ‘The Florida Project’ gav han en lille pige fra Floridas slum lov til at tage på den tur til Disney World, hun altid har drømt om, men aldrig ville kunne komme i nærheden af på grund af sine livsvilkår. 

I ‘Red Rocket’ skabte han en fantasivirkelighed, der fandt det smukke i en øretæveindbydende narcissists forfærdelige flirt med en alt for ung pige, hvis fremtid virkede faretruende tæt på at blive skyllet direkte ud i toilettet.

Det giver derfor kun god mening, at Bakers nye film, der netop har fået verdenspremiere på Cannes-festivalen, begynder til tonerne af Take Thats (naivt) håbefulde ‘Greatest Day’ (et fantastisk needle drop, som gør det samme for Take That, som ‘Red Rocket’ gjorde for *NSYNC).

På billedsiden ser vi Anora (forrygende Mikey Madison) give lapdances til mandetyper fra alle livets stier på en stripklub i Brooklyn. Det burde være et trist syn, men det er underligt smukt. Jeg fik gåsehud fra første sekund.

I mesterværket ‘Anora’ formår Baker endnu engang at skabe en verden, der er sjældent solidarisk over for de randeksistenser, han skildrer. I hans verden får de lov til at være de stjerner, de kunne være, hvis bare de havde midlerne. 

For sandheden er, at ingen ser sig selv som ofre i deres eget liv, mindst af alt den skinnende sexarbejder Anora, der hyggesnakker og joker med sine kollegaer i pauserne.

Hun har lagt sin russiske accent på hylden og går nu under kælenavnet Ani. Men hun kan ikke undslippe sit ophav, hvilket bliver understreget, da hun møder den 21-årige russiske oligark-arving Ivan (en ligeledes sublim Mark Eydelshteyn), der efterspørger en russisktalende danser på den neonbelyste stripklub.

Derfra forandrer Anis liv sig over få nætter, da hun bliver betalt ledsager for den barnagtige og stenrige milliardærsøn, der er i USA for at blæse damp af, inden han skal begynde at arbejde i sin fars virksomhed hjemme i Rusland.

»God bless America«, udbryder Ivan spontant under en af sine mange seksuelle seancer med Ani, som han humper frenetisk på samme måde, som hovedkarakteren i ’Red Rocket’ gjorde med sine kvindelige bekendtskaber.

Både Ani og Ivan er bjergtagede af hinanden, så det føles troværdigt, da de spontant flyver til Nevada for at blive gift. Høje af kærlighed – eller det, der ligner – går de ned ad Vegas’ gader, mens fyrværkeriet eksploderer over dem, og Take That endnu engang sætter stemningen.

Man tror faktisk på kærligheden i et kort øjeblik – men det er selvfølgelig en illusion, der er dømt til at briste, og som gør det i stor stil, da Ivans fars armenske lakajer dukker op i arvingens million-mansion og tvinger det unge par til at få ægteskabet annulleret. Ivan stikker af på en kolossal druktur, Ani bliver kidnappet og taget med på en odysse gennem natten for at finde Ivan, mens hun langsomt lærer, hvem det er, hun har giftet sig med.

Ivan lever i en evig barndom med videospil, sex, kvinder, penge og stoffer. Hun er blevet voksen alt for tidligt. Ingen af dem har mærket den trygge intimitet, deres familier burde have givet dem.

Som altid hos Baker er livets bagside aldrig langt væk fra de æstetiserede overfladebilleder af den amerikanske drøms muligheder.

Om noget er ’Anora’ en film om de prekært ansatte, der servicerer andre uden at have et socialt sikkerhedsnet i form af pension og sundhedsforsikring, og som bliver ladt i stikken af samfundet, hvor omsorg måles i kolde kontanter. Fra sexarbejdere til tjenestefolk og jakkesætsklædte fixere til offentligt ansatte, der bugserer biler og forsøger at holde ro og orden i domhuse.

Men Baker har aldrig ondt af sine karakterer på samfundets bund – ’Anora’ er først og fremmest en mirakuløst morsom komedie med Jacques Tati-værdige scener af guddommelig fysisk komik.

I en showstopper af en screwball-scene møder Ani for første gang Ivans oppassere, der går i øjeblikkelig panik, da de ser vielsesattesten. Deres job og liv er i fare, fordi de har svigtet Ivans magtfulde forældre. Ani modsætter sig de intimiderende mænd, sparker, slår og bider med brækkede næser, hjernerystelser, brækorgier og smadret inventar til følge.

Men det er befriende at se, hvordan de armenske håndlangere først og fremmest er flinke mod hende. Loyaliteten på bunden er altomsluttende, som vi ser i forholdet mellem de tre håndlangere (blandt andet spillet af fænomenale Yura Borisov fra ’Kupé nr. 6’), der også fatter sympati for Anis håbløse situation.

Hver en birolle får deres eget liv og øjeblik i filmen, hvor Borisov og Eydelshteyn særligt imponerer. Men ’Anora’ hviler dog i høj grad på ’Better Things’-talentet Mikey Madisons skuldre. Hun er en af morgendagens helt store stjerner og fortjener sit definitive gennembrud efter denne ætsende smukke præstation.

Hvor ’Red Rocket’ hengav sig til perspektivet for de mænd, der ser kvinder som et objekt, man kan eje, viser ’Anora’, hvordan det er at være på den modtagende ende af den transaktion – med en hjerneknusende slutscene til følge.

Men det er sigende, at filmen indtil da aldrig dyrker lidelsen. Historien udvikler sig til en slags omvendt ’Coming to America’, der samtidig er beslægtet med film som ’Borat’, ’Showgirls’, ’Uncut Gems’ og mest af alt Sean Bakers læremester Abel Ferrara og hans mesterværk ’Go Go Tales’.

’Anora’ er en film af den slags, der giver mig håbet tilbage på filmkunsten og menneskehedens vegne. Hvis der er nogen retfærdighed til, vinder den Guldpalmen på lørdag.

---

Kort sagt:
Med indfølt humanisme og et suverænt kunstnerisk formsprog cementerer Sean Baker sin status som en af verdens bedste instruktører lige nu med ’Anora’, der også byder på hele tre flotte gennembrudspræstationer.