’Better Things’ sæson 5: Jeg elsker hvert et øjeblik af Pamela Adlons sjove og rørende farvel
I en scene af femte og desværre sidste sæson af Pamela Adlons geniale komediedrama ’Better Things’ diskuterer hovedpersonen Sam Fox kønspronominer med sin mellemste teenager, Frankie (Hannah Riley).
Frankie har netop meddelt Sam, at hendes ven vil omtales som »they/them«, og Sam spørger, om Frankie har noget at fortælle på den front – et emne, hun har været opmærksom på, siden storesøster Max tilbage i første sæson fortalte Sam, at »Frankie er en dreng«.
Sam – og Adlon – har dog fornuftigt givet Frankie tid og plads til selv at finde frem til sin kønsidentitet uden at konfrontere hende med spørgsmålet.
Frankie har stadig ikke noget at fortælle sin mor. Men tåler overbærende Sams jokes – »Jeg ved, det er en læringsproces« – og svarer beredvilligt på Sams spørgsmål om, hvad det ville betyde, hvis Frankie ikke længere identificerede sig som kvinde. Hun ville ikke være hendes datter, men hendes barn.
»Jeg har altid været mor til tre døtre – hvem ville jeg så være?« spørger Sam. »Det handler ikke om dig«, svarer Frankie, der efter flere sæsoner som møgumulig teenager har udviklet sig til at være mere fornuftig end sin mor.
Forandringer er udfordrende, og efter så mange år som alenemor til tre skræppende fugleunger er det svært for Sam at acceptere, at børnene nu lever deres eget liv og er ved at flyve fra reden. At det ikke handler om hende, når alle børn pludselig har lagt andre planer og stryger ud ad døren, netop som hun har linet up med overdådige snacks til sofahygge til familiens yndlingstalentshow, som hun ender med at sidde og græde til alene.
Og at de ikke nødvendigvis deler deres problemer med hende – Max går til reserveonklen Rich, da hun skal have en abort, og hårdt teenageramte Duke lukker sig inde med sin mobiltelefon og sin vape. Men det betyder ikke, at de ikke har brug for deres mor.
Hjemmets opbrud får Sam til at gribe ud efter sin familiehistorie. Hun og broren Marion (Kevin Pollak) får resultaterne af en gentest, der fortæller om både forræderiske og hårdtarbejdende jødiske forfædre og en gedigen overraskelse.
Mens Sam føler sig som en del af historien, er både Marion – der til Sams rædsel også foreslår hende at sælge sit hus for at få styr på sin økonomi – og deres halvsenile mor, Phil (Celia Imrie), mere pragmatiske. »Hvilken forskel gør det nu?« spørger Phil, der er ved at smide kasser fra fortiden ud med hård hånd.
Sam redder sine baseball-kort, men kan ikke få moren overbevist om, at hun vil være glad for at beholde et billede af sin bror. Han er jo alligevel død.
Arbejdsmæssigt træffer Sam en stor beslutning ved at takke nej til en stor rolle i en periodefilm efter en fire timer lang, ret underholdende kostumeprøve hos en meget bestemt kostumier. Til gengæld siger hun ja til at instruere et afsnit af en sort familiesitcom, der på papiret lyder perfekt, men viser sig at være lige så kaotisk som at dirigere familien derhjemme.
’Better Things’ har aldrig været plotdrevet, men består af små og store øjeblikke fra livet, der nogle gange taler ind i større temaer, andre gange bare er fine momenter i sig selv. Mine yndlingsscener er tit dem, der ikke umiddelbart har noget med ’historien’ at gøre, men alligevel fortæller meget om Sams karakter:
Da hun dropper en akavet højtlæsning for en sjetteklasse og i stedet fortæller om karrieremulighederne i filmbranchen – og på vej ud støder ind i Danny Trejo, der i Adlons verden har 18 børn. Da hun i sympati sætter sig ned ved siden af en grædende mand på den historiske trappe Mattachine Steps, og de begge kommer til at grine, da en ubehøvlet kvindelig løber skælder dem ud for at fylde det hele.
Da hun flirter med et ungt bud, der synes, det er fedt, at hun er »hjemmegående husmor«. Og da hun minutiøst kokkererer Borsjtj-suppe til en familiemiddag for at finde ud af, at hendes mor har »cockblokket« hende ved at lave kyllingevinger.
Det er sørgeligt at sige farvel til ’Better Things’ og den familie, vi har fulgt siden 2016. Men det føles også som et fint sted at slutte.
Jeg elsker hvert et øjeblik, men der er grænser for, hvad Pamela Adlon kan gøre yderligere med serien, og jeg er spændt på at se andre sider af hendes talent, når hun forhåbentlig snart kaster sig over nye projekter.
Kort sagt:
Femte og sidste sæson af Pamela Adlons sjove, rammende og rørende familieserie er som altid fuld af gyldne øjeblikke og en blanding af melankoli og fremtidshåb i Sams snart tomme redde.
Anmeldt på baggrund af syv afsnit.