’Tangerine’
Transkønnethed er det nye sort i Hollywood – og en sikker vej til skuespillerhæder. Jared Leto vandt en Oscar for sin rolle i ’Dallas Buyer’s Club’, Jeffrey Tambor vandt en Emmy og Golden Globe for ’Transparent’, og Elle Fanning og Eddie Redmayne har for nylig vakt opsigt for deres roller i henholdsvis ’About Ray’ og ’Den danske pige’.
Og mens det fleste er enige om, at det er godt, at der bliver fortalt flere historier om transpersoner, er flere kritiske røster begyndt at gøre opmærksom på det problematiske ved, at transkønnede stort set altid bliver portrætteret af ikke-transpersoner. Groft sat op er det lidt ligesom i stumfilmtiden, da Hollywood castede hvide skuespillere i blackface til at spille sorte roller.
’Tangerine’s producere, indie-favoritterne Mark og Jay Duplass, har meldt filmens transkønnede hovedrolleindehavere Mya Taylor og Kitana Kiki Rodriguez ind i Oscar-kampen, og hvor ville det være forfriskende, hvis de slog vidunderdrengen Redmayne, der sidste år vandt statuetten for at spille handicappet, af pinden. Ikke bare fordi de rent faktisk er transkønnede – selvom det er en glimrende kvalifikation til at spille det – men fordi de to uprøvede skuespillere er drøncharmerende, gnistrende og rørende i Sean Bakers buddy-movie, der følger to gadeprostituerede juleaftensdag i Los Angeles.
Sin-Dee er vendt tilbage efter 28 dage i fængsel og deler en donut med bedsteveninden Alexandra på den lurvede Donut Time: »Merry Christmas Eve, bitch!« Stemningen falder dog hurtigt, da Alexandra lader det slippe, at Sin-Dees kæreste og alfons, Chester, har været hende utro med en hvid (biologisk) kvinde. Hun stormer ud for at finde denne »fish«, mens Alexandra får nok af dramaet og i stedet koncentrerer sig om at uddele flyers til sin sangoptræden samme aften. Imens kører armenske Razmik rundt i sin taxi – og hans vej krydser de to veninders.
’Tangerine’ er ikke en stor film, men giver et unikt indblik i en subkultur, man ellers ikke ser på film. Og da slet ikke som kulørt komedie, hvilket den først og fremmest er. Filmen har en helt særlig energi med sine speedsnakkende karakterer, Sin-Dees rasende gang gennem byen og fotograf Chris Bergochs hurtige kamerabevægelser ledsaget af pumpende electronica. Berdoch og Baker har optaget filmen på en iPhone 5 tilsat anaformisk filter, der giver et filmisk look. Resultatet er lidt grynet og rystet, men samtidig enormt smukt, dynamisk og farverigt – der er blevet skruet godt op for farvemætningen i postproduktionen.
Resultatet er et Los Angeles, der udstråler hektisk og beskidt undergrundshverdag i et drømmeagtigt skær.
Ideen bag iPhone-fotograferingen er, udover den økonomiske gevinst, at skabe intimitet mellem kameraet og de uprøvede skuespillere. Det virker – alle er stærkt spillende. Især Kitana Kiki Rodriguez som den temperamentsfulde og karismatiske Sin-Dee og Mya Taylor som den mere eftertænksomme Alexandra – som i en sjov scene dog viser, at man(d) ikke skal prøve at snyde hende for betaling.
De to har en fantastisk kemi, og man tror virkelig på, at de er bedste venner, når de joker, når de skændes, og når de finder trøst hos hinanden. Filmen er langt hen ad vejen sjov, tenderende det farceagtige, men har en stærk tragisk-sørgmodig undertone i kvindernes kamp for respekt, kærlighed og værdighed – og for at klare dagen og vejen. Selvom filmen kun med nød og næppe består Bechdel-testen (de snakker virkelig meget om den lede Chester), er det først og fremmest en hjertevarm historie om to veninder, der har hinandens ryg i en barsk verden.
Kort sagt:
De uprøvede skuespillere er topcharmerende og rørende i den energiske buddy-movie – ret imponerede optaget på en iPhone – om to transkønnede prostituerede veninder, der kæmper for retfærdighed og respekt i et grynet og farverigt Los Angeles. Oscar-nominér dem frem for ’Den danske pige’s Eddie Redmayne i kønsforvandling, tak.