‘Frit fald’: Guldpalmevindende morddrama er et nervepirrende slowburn
Hvad sker der, når man sætter et parforhold under et mikroskop? Isolerer enkeltelementer og præsenterer dem ude af kontekst? Der er nok gode chancer for, at de fleste af os vil fremstå småpsykopatiske.
Justine Triet vender og drejer den pirrende præmis i sin medrivende Guldpalmevinder ’Frit Fald’ (’Anatomy of a Fall’), så man konstant er i tvivl om, hvad man skal tro på.
Har den succesfulde tyske forfatter Sandra (spillet eminent af Sandra Hüller) skubbet sin mand ud ad vinduet i deres elegante designerhjem i de franske bjerge? Faldt han i sin død? Begik han selvmord?
Spørgsmålene er mange, og i det efterfølgende retssalsdrama viser det sig, at sandheden bliver uhyre vanskelig, hvis ikke umulig, at nå frem til.
Det står nemlig hurtigt klart, at skyldsspørgsmålet ikke kun skal afgøres af beviser, men også i høj grad af hvem der er bedst til at iscenesætte sig selv. Som Sandras forsvarsadvokat siger til hende, da hun endnu engang fastholder, at hun ikke slog sin mand ihjel: »Det er ikke rigtig pointen«.
Det vigtige er, hvordan andre opfatter hende.
’Anatomy of a Fall’ handler grundlæggende om, hvordan vi omsætter virkelighed til fortællinger, og hvordan disse fiktioner aldrig kan rumme den fulde sandhed. Samtidig rummer den en kompleks fortælling om kønsdynamikker og magt i parforholdet såvel som i det professionelle liv.
Det er en sprængfarlig kombination, men Triets sammensætning af to af tidens mest omdiskuterede emner føles hverken konstrueret eller overgjort. Hun beder os overveje, hvordan vi håndterer mudrede gråzoner i en tid, hvor nuancerne hurtigt går fløjten, og meninger dannes på et tyndt (ofte desinformeret) grundlag.
Konklusionen synes at være, at sandheden allerede er gået tabt, længe inden retssagen går i gang. Alligevel formår Triet at gøre beskueren til medskyldig i den (umulige) performative akt at afkode rigtigt og forkert i en sag, der nærmest udelukkende består af synsninger og ukomplette indicier.
Allerede fra den mesterlige åbningsscene, hvor Triet med overlegen visuel flair præsenterer et panorama af det centrale dødsfald, sidder man på kanten af sædet og jagter det endegyldige bevis, der kan afslutte sagen. Man får fornemmelsen af, at man bare mangler den sidste brik til at løse mysteriet, men at den konstant tilbageholdes.
Vi får for eksempel at vide, at Sandra i sine bøger sammensmelter sandheder fra sit eget liv med fiktion. Men hvad er hvad, og er det meningen, at læseren skal spekulere over det, bliver Sandra spurgt, så man hurtigt kan se, hvad filmens omdrejningspunkt kommer til at være. Det giver et ekstra metalag til filmen, at Triet har skrevet filmen med sin partner, Arthur Harari, og – måske – indarbejdet elementer fra deres eget forhold.
Filmen igennem bliver Sandra mistænkeliggjort og overvåget, mens et mediespektakel hurtigt etablerer sig omkring dødsfaldet. Den bedste historie vinder, og i den henseende er fortællingen om den succesfulde forfatter, der dræber sin mand, noget mere attraktiv end den om den uforløste skolelærer, der tager sit liv.
I retten bliver Sandras biseksualitet brugt mod hende, og et sidespring bliver gjort til et morderisk karaktertræk af den insisterende anklager. Omvendt siger Sandras forsvarer, at der er tale om kønsbias, når det bliver konkluderet, at Sandra som kvinde var den sureste i ægteskabet, som vi gradvist finder ud af har fået en del skår i årenes løb.
Helt grinagtigt bliver det, da dommeren vil vide, om det faktum, at den afdøde ægtemand afspillede et olietøndecover af 50 Cents ’P.i.m.p.’ i timen inden sin død, kunne være et udtryk for misogyni grundet sangens kvindefjendske tekst.
For at navigere i virvaret af mere eller mindre relevante omstændigheder skal man vælge sin egen sandhed, bliver det sagt i filmen. Men det viser sig lettere sagt end gjort, når parter i sagen bliver indkaldt som vidner. Særligt tragisk er det, når Sandras blinde søn pludselig bliver et kronvidne i sagen og gjort til dommer over forældrenes forhold. Var de lykkelige eller ulykkelige? Hvem råbte højest, når de skændtes?
Sandra betoner, at sønnen ikke skal gøre overgreb på sine minder for hendes skyld. Han skal fortælle det, præcis som han husker. Men minder er en drilsk størrelse, og hans vidneudsagn ændrer sig flere gange. Er hun en ulv i fåreklæder, som han dækker over? Eller skaber han en bedre historie, fordi han ved, at morens egen ikke er stærk nok til en frikendelse, uagtet om hun er uskyldig eller ej?
På imponerende vis skaber Triet en kalejdoskopisk fortælling om sandhedens anatomi, der præsenterer et tvetydigt alternativ til de ofte endegyldige sandheder, man finder i de amerikanske retssalsdramaer.
Et gennemgående stilistisk greb i filmen er at skifte perspektiv – fra point of view, til overvågende telelinser til nærgående close-ups og udsyn fra tv-kameraer. Alt er subjektivt og vinklet. Det hele afhænger af øjnene, der ser. Selv ikke en tilsyneladende ’objektiv’ optagelse af et skænderi mellem Sandra og hendes mand er en retvisende repræsentation af virkeligheden, for man kan aldrig få det fulde billede.
Triet blotlægger et mediecirkus, hvor alle spiller skuespil, og hvor karaktererne frarøves deres sorg, fordi de pludselig skal navigere inden for mediernes rammer. Men hun viser også, hvordan parforhold i sig selv er en performance, hvor alle interaktioner er en del af et komplekst magtspil.
Når Sandra siger, at hendes job som forfatter er at »tildække virkelighedens spor, så fiktionen kan ødelægge virkeligheden«, er det også et udsagn om den ultramedierede verden, vi befinder os i, hvor hele verden er en scene, hvorfra vi altid bliver betragtet og bedømt af andre og i sidste ende tvinges til at skjule sider af os selv, som offentligheden måske ikke vil synes om.
Kort sagt:
Sandra Hüller er uforlignelig i Justine Triets nervepirrende slow-burn spændingsdrama om en kvinde, der er anklaget for mordet på sin mand. Langsomt vokser fortællingen sig til en kalejdoskopisk fortælling om sandhedens anatomi.