‘Civil War’: Alex Garlands borgerkrigsthriller kulminerer i et åndeløst mesterstykke af intens action
USA’s historie er fuld af borgerkrigsfantasier.
Landet blev født ud af en revolutionær krig i 1776 og havde sin egen borgerkrig i 1860’erne.
Tanker om borgerkrig har ikke forladt det amerikanske sind siden.
Manson-familien dyrkede efter sigende Helter Skelter racekrigsfantasien i 1960’erne, og efter Donald Trump-støtter angreb regeringsbygningen i 2021, viste en undersøgelse, at 43 procent af befolkningen tænkte, at det i nogen grad ville være sandsynligt, at der ville udbryde borgerkrig i løbet af de næste 10 år.
Det er i den kontekst, Alex Garlands nærfremtidsdystopi ‘Civil War’ lander og viser os, hvilket blodigt mareridt den tankeleg indeholder.
Filmen er i høj grad løsrevet fra samtidige politiske bevægelser i USA. Det tætteste, den kommer på en genkendelig politisk figur, er Nick Offerman som præsident med en umiskendeligt Trump’sk løgn-kadence.
Han er i blodig krig med flere udbrydergrupper, som den texansk-californiske alliance Western Front, uden at man kan regne ud, hvem der kæmper for hvad.
Da Western Front er ved at rykke ind i Washington D.C., beslutter den krigshærdede fotograf Lee (spillet af en fængslende Kirsten Dunst med afgrundsdybe render under øjnene) og den actionliderlige journalist Joel (Wagner Moura) at tage til orkanens øje fra New York for at interviewe præsidenten, inden Det Hvide Hus falder.
Joel smugler den unge, dumdristige fotograf Jessie (Cailee Spaeny fra ‘Priscilla’) med på den ekstremt farlige tur, hvilket er en konstant hovedpine for Lee, der som Jessies idol føler sig ansvarlig for, at fotografspiren ikke arver hendes PTSD – eller bliver skudt.
Således er meta-laget om at dokumentere konflikt gennem et kamera etableret, og når Lee fortæller Jessie, at de viser krigen, for at andre kan stille spørgsmål, er det lige så meget henvendt til publikum i biografsalen.
I løbet af gruppens roadtrip ser de fuldkommen forfærdelig vold og ødelæggelse, som de samtidig ikke kan holde sig fra. De elsker at være tæt på katastrofen, selvom det skærer dybe skår i deres sjæl, og det efterlader spørgsmål om, hvorvidt gruppens journalistiske intentioner er reelle, eller om de bare er tiltrukket som møl mod undergangens lys?
Følelserne spejles i publikum, der bliver trukket frem på kanten af sædet, når adrenalinen pumper i lækre helikopterskud, og frastødt af den meningsløse død, der bliver så grafisk præsenteret. Og døden er meningsløs – en pointe, der ikke bliver opblødt af romantiske svinkeærinder i den laserfokuserede film.
‘Civil War’ tager med grådige skefulde fra den mest kendte krigsfilmsskat for at skabe Garlands mest jordnære film og hans bedste siden ’Ex Machina’.
Fra medrivende, pupiludvidende ‘Apocalypse Now’-helikopteroverflyvninger med underlægningsmusik, dog ikke Wagner, til intime, lydløse ‘Saving Private Ryan’-nærbilleder midt i kaosset er referencerne tydelige, men stadigt bundeffektfulde.
Ikke mindst på grund af de fantastiske skuespilpræstationer fra især Dunst og Spaeny.
I ‘Annihilation’ lykkedes Garland med at skabe en fantastisk uhyggelig, nærmest magisk verden, men bruger nu de evner til at få krig til at føles virkelig.
Hvis Gertrude Stein gjorde rosen rød igen, gør Garland nu granaten grusom igen.
Volden har fået et så hårdt greb i USA, at logikken i filmen koges ned til: »Vi skyder efter dem, fordi de skyder efter os«, som en uidentificerbar soldat forklarer i en bizar scene, hvor en person har forskanset sig i et palæ og skyder løs efter alt, hvad der kører gennem et julemarked, der har fået lov at flyde foran huset alt for længe.
Ikke engang den frygtindgydende racist med psykopatsolbriller, spillet af en koldblodig Jesse Plemmons, kan journalisterne placere politisk, før det er for sent, og den lille Jessie må kravle over bunker af lig, så det vender sig i maven på publikum.
Hvis man er i tvivl om, hvorvidt krigsfotografer virkelig går så langt, som de gør i ‘Civil War’, eller om de kan blive afhængige af at være til stede ved fronten, så kan man se DRs dokumentarserie fra sidste år, ‘Alexanders krig’ om en ung dansker i Ukraine.
Ligesom i den Alex Garland-forfattede zombiefilm ‘28 Days Later’ bliver et land her inficeret med og fortæret af »raseri«, som en gal videnskabsmand formulerer det i dén film.
Uden at være komplet uden håb bringer ‘Civil War’ den dystopiske roadtrip-film videre fra ‘Children of Men’s blåøjede slutning, hvor et barn er verdens redning, for i stedet at sætte de voksne i centrum.
Internationale anmeldere har efterlyst mere tydelige politiske referencer og budskaber, der relaterer sig til USA i 2024, og har kritiseret filmen for at vise for meget død og ødelæggelse. Og for meget vold mod minoriteter. Og for at bruge popmusik.
Filmen er sandt for dyden heller ikke for sarte sjæle. Men Garlands valg om at løsrive historien fra de aktuelle politiske skismaer tillader dens kommentar om menneskers forhold til vold at stå lysende klart.
’Civil War’ viser massegrave uden at svælge i vold. Den viser konsekvenserne af at overvære den vold efterfølgende. Den viser ikke noget, der ikke foregår i den virkelige verden. Mennesker bruger vold, og det er en væsentlig pointe, specielt i et land, hvor tankerne kredser om borgerkrig.
Det retfærdiggør filmens klimaks, der er noget mere tilfredsstillende end i Garlands seneste film, gyseren ‘Men’, hvor den voldsomme finale føltes som et billigt trick. Kulminationen på ‘Civil War’ i Washington D.C. er et åndeløst mesterstykke i intens action.
Kort sagt:
‘Civil War’ er en hæsblæsende roadtrip gennem et USA forkullet af borgerkrigens vold, med hjerteskærende skuespilpræstationer bag de to fotografhovedkarakterer, der sætter krigens altopslugende natur under lup.