’Lupin III: Cagliostros borg’: Hayao Miyazakis debutfilm kan for første gang ses i Danmark, og den oser af overskud
Jeg havde aldrig troet, at vi ville få ’Lupin III: Cagliostros borg’ at se i de danske biografer.
Animefilmen fra 1979 er i vestlig sammenhæng en relativt obskur sag. Den fungerer som en fortsættelse til serien ’Lupin III: Part One’ (1971-72) og filmen ’Lupin III: The Mystery of Mamo’ (1978), der begge er baseret på 60’er-mangaer af den japanske forfatter og tegner Monkey Punch.
Hvorfor får sådan en film så dansk biografpremiere i 2024? Naturligvis fordi det er Hayao Miyazakis debutfilm.
Efter det forrygende billetsalg for animelegendens længe ventede, muligvis sidste filmeventyr, ’Drengen og hejren’, har en distributør godt turdet kaste penge efter at få debuten op på lærrederne – i øvrigt i en flot, nyrestaureret 4K-udgave. Det kan man som Miyazaki-fan kun være begejstret over.
I 1979 var den dengang 38-årige Miyazaki ikke ligefrem grøn. Han havde siden 1963 gjort sig som animator, mangaforfatter og episodeinstruktør på en række projekter, herunder sci-fi-serien ’Future Boy Conan’ og flere afsnit af førnævnte ’Lupin III: Part One’. Begge blev til i samarbejde med Isao Takahata, som han i 1985 skulle grundlægge ikoniske Studio Ghibli med.
Skulle man tro, at Miyazaki agerer sjælløs gun for hire på franchisefilmen, tager man fejl. ’Lupin III: Cagliostros borg’ oser af overskud og originalitet – både når det kommer til medrivende historiefortælling og til levende, detaljerig animation.
Filmen fortæller en afsluttet historie, så man kan sagtens følge med i handlingen, selvom man ikke har kendskab til forgængerne. Eneste lille minus for nytilkomne Ghibli-fans uden kendskab til ’Lupin III’ er det voksende karaktergalleri af tilbagevendende venner og fjender, som ikke bliver introduceret for uindviede. For ikke alle cameos har den store betydning for fortællingen.
Hovedpersonen Lupin III er, som navnet indikerer, barnebarn til den fiktive franske mestertyv Arsène Lupin (af forfatter Maurice Leblanc, senest filmatiseret i Netflix-serien ’Lupin’). Han begynder filmen med at røve et casino i selskab af sin faste makker Daisuke Jigen.
Da de opdager, at de har fyldt bilen med falske pengesedler, sætter duoen mod det lille land Cagliostro, som i kriminelle kredse er kendt for at have produceret vellignende, falske penge gennem mange år.
Her støder de lige dele tyvagtige og heroiske hovedkarakterer på den unge prinsesse Clarisse, som holdes i fangenskab af Greven af Cagliostro, der vil tvinge hende ind i ægteskab. Lupin og Jigen sætter sig for at redde prinsessen – og samtidig få fingre i den sagnomspundne skat, som grevens store slot skulle gemme på.
Den vittige og charmerende fortælling befinder sig et sted mellem James Bond og Tintin. Filmen holder tempoet oppe med både falde-på-halen-komik og veldrejede actionscener – fra en hektisk biljagt langs en stejl skrænt til en akrobatisk skudduel på tagrygge og spir.
Slottet er en gennemtænkt labyrintisk arena for handlingen. Man følger frydefuldt med i Lupins redningsaktion og skattejagt, mens han infiltrerer Grevens borg og opdager dens hemmelige døre, gange og fælder.
Selvom vi har at gøre med en anden forfatters karakterer, kan man sagtens mærke Miyazakis særlige varme og humane tone i fortællingen. Han har da også selv forfattet manuskriptet, som gør kvindebedåreren Lupin mere godhjertet og mindre narrøvsagtig end i mangaforlægget.
Det actionfyldte eventyr er, som du nok kan høre, ikke Miyazaki i sit mest eftertænksomme hjørne. Alligevel kan man finde tydelige paralleller til nogle af instruktørens mere tematisk vidtrækkende mesterværker.
Prinsessen Clarisse ligner for eksempel i påfaldende grad den titulære prinsesse i Miyazakis næste film, ’Nausicäa fra vindenes dal’ (1984), og Cagliostros store, hemmelighedsomgærdede borg minder lidt om det mystiske slot, de unge hovedpersoner rejser til i Studio Ghiblis første film, ’Laputa: Castle in the Sky’ (1986).
Allerede i sin debutfilm berører Miyazaki desuden et tema, som strømmer gennem mange af hans senere film. Med en overraskende poetisk slutning fortæller han – til publikum såvel som filmens langfingrede protagonist – at menneskets grådighed bliver vores egen undergang.
Kort sagt:
Man mærker tydeligt Hayao Miyazakis stemme i animemesterens biografaktuelle debutfilm – en charmerende actionkomedie med en medrivende fortælling og til levende animation.