’Drengen og hejren’: Man nyder hvert sekund af Hayao Miyazakis sidste filmeventyr
Hayao Miyazakis film er altid charmerende, magiske og flotte. Men når den japanske animemester er bedst, bevæger han sig på den hårfine grænse mellem drøm og mareridt.
Det gjorde han i karrierens mest populære film, ’Chihiro og heksene’ fra 2001, som han i øvrigt vandt sin eneste Oscar-statuette for (foruden en æres-Oscar i 2015).
Her forvilder en ung pige sig ind på en badeanstalt for guder, efter stedets ejer har forvandlet hendes forældre til grise. En magisk og til tider fjollet verden, ja, men også det ultimative mareridt for et barn at blive efterladt et fremmed sted uden sine forældre.
I sin første film i 10 år, ’Drengen og hejren’, går 83-årige Miyazaki den samme særlige balancegang for måske sidste gang – og den omhyggelige instruktør lykkes fortrinligt med det.
’Drengen og hejren’ har faktisk en del ligheder med netop ’Chihiro og heksene’. Den nye film følger nemlig også et tynget barn, som forsvinder ind i en overnaturlig verden og selv må finde vejen ud.
Denne gang er hovedpersonen drengen Mahito. Han flytter væk fra Tokyo og ud på landet med sin far, der leder en fabrik, som producerer kampflydele til den verserende Anden Verdenskrig. Et år forinden har moren mistet livet i en brandbombning, og Mahito jages stadig af traumet i sine drømme, hvor hun skriger efter hans hjælp.
Ligesom i Miyazakis forrige film, ’Når vinden rejser sig’, starter ’Drengen og hejren’ netop med en by i brand. En sirene lyder, og himlen lyser orange op i Mahitos mareridtsagtige minde. Drengen farer febrilsk og skræmt ud på gaden blandt udtværede skikkelser i bevægelse. Allerede her føles ’Drengen og hejren’ som en foruroligende drøm.
Tilbage i virkeligheden har Mahito det svært med det nye hjem, den nye skole og sin nye mor, som egentlig er hans moster.
For en stund glemmer han imidlertid sine problemer, da en usædvanlig hejre gør tilnærmelser. Faktisk kan hejren tale – den gentager morens mareridtsskrig: »Mahito, hjælp mig!«. Hejren lokker ham hen til et gammelt, forladt og hjemsøgt gods, som gemmer på en port ind til en overnaturlig parallelverden.
Som man kender det fra Miyazakis film, er ’Drengen og hejren’ herfra fyldt med sjove og fantasifulde figurer og miljøer. Mahito støder på gennemsigtige skikkelser, nuttede skumfiduslignende væsner samt en masse fugle, som har forvildet sig ind i drømmeverdenen og er vokset gevaldigt i størrelse. Som oftest i Miyazakis film er skurkene – en hær af sultne parakitter – både uhyggelige og sjove.
Befinder Mahito sig i dødsriget, i en åndeverden, i en drøm? Det bliver aldrig forklaret. Hovedpersonen føres fra sted til sted, og vi udforsker verden med ham uden nogensinde helt at kunne indfange den. Netop derfor er ’Drengen og hejren’ umådeligt fascinerende. Og netop derfor får man lyst til straks at gense filmen.
»Hvem er det?«, spørger Mahito eksempelvis, da han ser en gruppe ansigtsløse skikkelser i en jolle. »De kommer for at købe vores fisk«, svarer en gæv fiskerkvinde ham – ganske konkret, men også gådefuldt. For dette univers fremstår forvirrende og alligevel underforstået sammenhængende. En drøms logik.
’Drengen og hejren’ fortsætter et gennemgående tema i Miyazakis film – om børn, der bliver misforstået og ladt i stikken af de voksne, men som påtager sig ansvaret for deres egen (og til tider de voksnes) skæbne. Mahito har nemlig ikke tid til at glane. Ligesom hovedpersonerne i ’Chihiro og heksene’ og ’Det levende slot’ bliver han straks sat i arbejde, da fiskerkvinden beder ham om at partere en uoverskueligt stor fisk.
Mere uoverskueligt bliver det, mens eventyret udvikler sig i en tiltagende skæbnesvanger retning, som føles højaktuel i nutidens klimakrise- og krigstider. Vil Mahito påtage sig ansvaret for et helt univers i ubalance?
Det gør ikke så meget, at ’Drengen og hejren’ er 45 minutters tid om at lukke os ind i sin drømmeverden. For den mere håndgribelige første del er også den mest smerte- og sorgfulde. Det skyldes nok, at den trækker tråde til Miyazakis egen opvækst. Filmens ledende animator, Takeshi Honda, har således fortalt, at Mahitos fraværende, materialistiske far er inspireret af Miyazakis eget faderlige ophav.
Selvom fortællingen indledningsvist bevæger sig temmelig langsomt fremad, nyder man hvert sekund af Miyazakis smukt animerede univers – især hvis man, som jeg, er animationsentusiast.
Man nyder det, fordi den tidskrævende og dyre håndtegnede animation (’Drengen og hejren’ tog syv år at producere) i dag desværre er en sjældenhed. Og man nyder det ekstrameget, når man ved, at man formentlig er med på mesterinstruktørens sidste filmiske eventyr.
Kort sagt:
Hayao Miyazakis længe ventede svanesang er en sorgfyldt, eventyrlig og smukt animeret drømmefilm, som kalder på straks at blive genset.