Ét filmstudielogo. Så lidt skulle der til, for at min fyldte aarhusianske biografsal gispede i fortryllet ærefrygt til forpremieren på den japanske instruktør Hayao Miyazakis nyeste mesterværk, ’Drengen og hejren’.
Studio Ghiblis blå baggrund med Totoro-maskotten repræsenterer nemlig noget ganske særligt: Vovede eventyr ud i det ukendte, tårevædede tragedier og excentriske karakterer.
Ud over Disney findes der næppe et filmstudie, som associeres med det tegnede penselstrøg som Studio Ghibli. Og om end Miyazaki ikke er den eneste, som har skabt magiske mesterværker under deres paraply, er han dog hovedattraktionen.
I Vesten er instruktørens navn tilnærmelsesvist synonymt med ordet anime. Hvor mange gange har folk måske ikke fejlagtigt kaldt ’Whisper of the Heart’, ’Tokyo Godfathers’ eller ’Grave of the Fireflies’ for en Miyazaki-film?
Det er utvivlsomt et kedeligt levn fra orientalismens fiksering af en asiatisk monokultur, men ikke desto mindre imponerende. For det ville i sig selv være en gordisk knude at skulle adskille kvaliteterne mellem mesterværker som ’Chihiro og heksene’, ’Min nabo Totoro’ og ’Når vinden rejser sig’.
Netop på grund af Miyazakis legendariske status i industrien har kritikere en tendens til at sætte ham op på en piedestal og udelukkende forstå hans værker ud fra hans person.
Historierne bag legenden er blevet genfortalt i det uendelige: Han er en notorisk gnavpot og kyniker, en outreret perfektionist og en urokkelig fantast. Han sendte Havey Weinstein et samuraisværd med posten, da den voldtægtsdømte producer ville klippe i den amerikanske version af ’Prinsesse Mononoke’. Han har truet med at gå på pension, siden han instruerede selvsamme film tilbage i 1997, og hans søn Goro vil aldrig kunne undslippe sin fars enorme skygge.
Men ét er, hvad der driver auteuren bag værket, noget helt andet er, hvorfor så mange af os i Vesten bliver elektriske, når logoet af den plyssede skovånd viser sig på skærmen.
Det skyldes måske, at de på én gang virker meget genkendelige og meget fremmede – på de her fire fremtrædende måder:
1. En arketypisk, men nysgerrig stil
Vi ved, hvordan en Miyazaki-film lyder, hvad den ligner, hvordan den føles.
Det er lyden af de episke, symfoniske ballader fra hofkomponisten Joe Hisaishi samt sanger Azumi Inoes barnelyse stemme, der lægger temasang til nogle af Miyazakis kæreste væsner som Kiki, Totoro og Ponyo.
Det er de arketypiske karakterdesigns som den standhaftige krigerprinsesse Nausicaä, den næsvise lillepige Mei med det rundkindede ansigt fra ’Min nabo Totoro’ og det enorme næseskaft på heksen Yubaba, der regerer over åndernes badeanstalt i ’Chihiro og heksene’.
Og det er hans fascination af flyvemaskinens vidunder over for naturens religiøse urkraft samt den traumatiske barndom med en tuberkuloseramt mor på hjemmefronten og en verdenskrig buldrende lige uden for døren.
Den på torsdag biografaktuelle ’Drengen og hejren’ – angiveligt Miyazakis sidste film, men lad os nu se – følger disse idiosynkrasier til dørs.
Filmen foregår på et afsides gods under Anden Verdenskrig, hvor drengen Mahito forsvinder ind i en fantastisk farlig underverden for at redde sin gravide stedmor(/moster). Faren har travlt på den lokale fabrik, som producerer fly til den japanske hær, og moren døde år tilbage på et hospital, der brændte til grunden under et amerikansk luftangreb.
Så langt, så genkendeligt.
Men som altid hos Miyazaki spirer en nysgerrighed over for andre kulturers fortællinger. I ’Drengen og hejren’ findes billeder fra brandbombeangrebene over Tokyo således side om side med glaskisten fra Brødrene Grimms ’Snehvide’.
Kærligheden til vestlige fortællinger går igen i filmenes stilart, hvor europæisk arkitektur og kultur spiller en prominent rolle. Det ses i de centraleuropæiske storbyer i ’Kiki den lille heks’ og ’Det levende slot’, hvor zeppelinere og hekse fylder luftrummet, ligesom de beskæggede luftpirater gør det i ’Porco Rosso’ og ’Laputa – Slottet i himlen’.
Denne æstetik er som katteurt for os vesterlændinge, men valget er aldrig overfladisk. I ’Porco Rosso’ bruger Miyazaki for eksempel den italienske setting til at udforske fascismens arnested.
2. Klassiske eventyrtræk – med et twist
Miyazaki refererer hyppigt til klassiske eventyr – med dybe rødder.
’Drengen og hejren’ låner sin struktur fra ’Troldmanden fra Oz’ med en eventyrverden, der eksisterer parallelt med virkeligheden.
Det er ikke ulig ’Ponyo’ – Miyazakis meget løse adaptation af ’Den lille havfrue’ – eller ’Chihiro og heksene’, hvor den stædige teenager falder med røven først ned i kaninhullet som ’Alice i Eventyrland’.
Som disse eventyr fungerer alle Miyazakis fortællinger som opbyggelige coming-of-age-historier, der indprenter sig på hjernebarken, hvad end vi oplever dem som børn eller voksne.
Miyazaki adskiller sig dog fra de typiske eventyr ved at lade historiernes helte- og skurkeskikkelser eksistere i universer, hvor de lever på lige fod med alle andre.
Krigeren Ashitaka er måske hovedpersonen i ’Prinsesse Mononoke’, men hans forbandelse er underordnet filmens større konflikt mellem industrialisten Lady Eboshi og skovens dyreguder. Miyazaki bruger sine hovedpersoner til at udforske kollektivet.
Genialiteten ved ’Chihiro og heksene’ er således først og fremmest badeanstaltens dag til dag-rytme blandt dets arbejdere og gæster, som Chihiro oplever den. Ligesom underverdenen i ’Drengen og hejren’ konstant pirrer nysgerrigheden gennem en række indforståede regler, hvis logik hverken deles med helten Mahito eller os.
3. Heltefortællinger – men med fokus på (kvindeligt) fællesskab
Selv i de Miyazaki-film, der eksplicit handler om et kreativt geni, eksisterer individet altid i en kontekst af den omkringliggende verden.
Marco eller Porco Rosso, der hellere vil være et svin end en fascist, er måske Italiens bedste kamppilot, men hans fly letter ikke uden de kvindelige ingeniører og mekanikere, som arbejder utrætteligt for, at han kan få luft under vingerne.
Kollektiverne i Miyazakis film er domineret af markante kvindeskikkelser. Heller ikke dette er tilfældigt.
Ifølge filmprofessor Rayna Denison er gruppen af hårdtarbejdende kvinder i ’Porco Rosso’ inspireret af de kvindelige kunstnere, som arbejdede i japanske animationsstudier som Studio Ghibli uden at få cadeau eller kredit.
Hun pointerer, at ’Porco Rosso’ sammen med ’Kiki den lille heks’ og Isao Takahatas ’Only Yesterday’, var en trilogi af kommercielt succesfulde film, der ikke blot fokuserede på kvindelige historier, men også gav plads til og promoverede kvindelige animatorer.
Det betyder ikke, at Miyazaki er en ufejlbarlig feminist – som Denison og andre har bemærket, var ’Porco Rosso’s kvindelige produktionshold en undtagelse snarere end reglen.
Men ved at vise en oprigtig interesse for det arbejdende kollektiv over det mytologiske kreative geni åbner Miyazaki for andre virkeligheder og historier end de typiske.
4. Mad! Det jordbundne i det abstrakte
I Disneys moderne animationsfilm og liveaction-remakes som ’Encanto’ og ’Løvernes konge’, der er præget af en overfladisk, faux-feministisk kommercialisering, kan de stærke uafhængige kvinder kun være girlbosser eller parodier på fordum tids bedagede kvindeidealer.
Miyazakis kvinder er derimod først og fremmest karakterer i deres egen ret, hvis handlinger driver plottet fremad. Om de så er matriarkalske pirater, ulveprinsesser, bagere eller fagforbundsledere.
Dette fokus på og fejring af det feminine mærkes i Miyazakis brug af mad, både i tilberedningen og som et måltid.
Fra heksen Kiki, der skaber glæde blandt travle byboere ved at levere måltider, til havfruen Ponyo som lærer at elske mennesker gennem Sosukes mors ramen, ophøjer Miyazaki den traditionelt moderlige madlavning til en radikal handling.
Og det er langt fra den eneste måde, han bruger mad på. Scenen, alle husker fra ’Chihiro og heksene’, er, da ånden No-face fylder sit tomme hjerte med mad for falsk mammon. Ligesom manglen på lækre måltider i første halvdel af ’Drengen og hejren’ fremhæver Mahitos isolation, mens det emotionelle crescendo i filmen involverer … en marmelademad.
Det er et afgørende element, som gør Miyazakis ellers så abstrakte universer jordbundne og universelle. Midt i koncepter som kattebusser og skovånder kan vi alle græde salte tårer over Mei, der knuger sin syge mors majskolbe mod brystet.
’Drengen og hejren’ får dansk biografpremiere 8. februar.