1. ‘Jurassic World Rebirth’
Dinosaurernes genfødsel står for skud i Gareth Edwards storfilm ‘Jurassic World Rebirth’, som er filmet på 35 mm og på virkelige lokationer i Thailand for at fremkalde magien fra Steven Spielbergs originale ‘Jurassic Park’ fra 1993.
Filmen foregår fem år efter begivenhederne i ‘Dominion’, og planetens økosystem er næsten blevet ubeboelig for de fleste dinosaurer udover et afgrænset område omkring ækvator.
Scarlett Johansson leder castet, med Jonathan Bailey og Mahershala Ali, og de skal sammen indsamle dna fra de tre mest kolossale dinosaurer, da dna’et indeholder et stof, som kan redde liv.
‘Jurassic World Rebirth’ har biografpremiere 3. juli.
2. ‘Materialists’
Sommerens hedeste menage a trois får du med ‘Materialists’.
Bag filmen står Celine Song, som følger sin Oscar-nominerede ‘Past Lives’ op med endnu en fortolkning af kærlighedens treenighed.
Dakota Johnson spiller den unge moderne matchmaker Lucy, som lever af at vie andre mennesker, men hvad gør hun, når hun samme aften støder på den brogede, men charmerende ekskæreste (Chris Evans) og en potentiel rig ny elsker (Pedro Pascal)?
‘Materialists’ har biografpremiere 3. juli.
3. ‘Superman’
Det er længe siden, der har hvilet så stort et pres på en film, som der gør på James Gunns genstart af DCU med ‘Superman’.
Clark Kent og Superman genfødes denne gang af det relativt upåagtede navn David Corenswet i en fortælling om troen på, at det gode i mennesket overskygger alt andet.
Rachel Brosnahan og Nicholas Hoult gestalter de kendte karakterer Lois Lane og Lex Luthor.
Sidst vi så ‘Superman’ på det store lærred, var i Henry Cavills gestaltning, der aflagde et kort visit i en end-credit scene i ‘Black Adam’ fra 2022.
‘Superman’ har biografpremiere 10. juli.
4. ‘I Know What You Did Last Summer’
De seneste år har vi set remakes og opfølgere til et væld af de klassiske teenage-horror-slasher-film som ‘Scream’, ‘Halloween’, ‘Texas Chainsaw Massacre’ og ‘Final Destination’, og nu er turen kommet til ‘I Know What You Did Last Summer’.
28 år efter originalen fortsætter historien om den moderiske Fisherman, der leger moralpoliti over for de unge mennesker, som har dækket over en ulykke, der skete forrige sommer. Mon Fisherman kan tage sin hævn?
‘I Know What You Did Last Summer’ har biografpremiere 17. juli.
5. ‘Jane Austen ødelagde mit liv’
Hvem drømmer ikke om kærlighed som i en Jane Austen-roman?
Det gør i hvert fald Agathe, en håbløs og klodset, men charmerende ung kvinde, der arbejder i den legendariske Shakespeare & Co. boghandel i Paris, hvor hundrømmer om at blive en succesfuld forfatter.
Hun bliver inviteret ud til Jane Austens bopæl i England, hvor hendes Austen-drøm går i opfølgelse, men er en uventet kærlighedstrekant lige så tiltalende som i romanerne?
‘Jane Austen ødelagde mit liv’ har biografpremiere 17. juli.
6. ‘The Fantastic Four: First Steps’
‘The Fantastic Four: First Steps’ er spået til at skulle være en vigtig vitaminindsprøjtning til et presset Marvel.
Filmen tager de nye skridt med en charmerende, retro-futuristisk stil. Fortællingen foregår i 1960’ernes USA, og i rebootet ses stjernekvartetten Pedro Pascal (Mister Fantastic), Vanessa Kirby (Invisible Woman), Joseph Quinn (Human Torch) og Ebon Moss-Bachrach (Thing) i front.
Jennifer Garner spiller Silver Surfer, som dukker op på jorden, da hun leder efter den kosmiske superskurk Galactus, der kommer for at æde hele planeten. Intet mindre.
Filmen instrueres af Matt Shakman, der stod bag den vellykkede ‘WandaVision’.
‘The Fantastic Four: First Steps’ har biografpremiere 23. juli.
7. ‘Kvinderne på balkonen’
Sommerens måske vildeste og sjoveste mordmysterie får du med ‘Kvinderne på balkonen’.
Midt i en hedebølge i Marseille forsøger de tre roomies, camgirlen Ruby, forfatterspiren Nicole og skuespilleren Élise, at køle sig ned på deres balkon, hvor de diskret kan holde øje med deres nabo – den mystiske og tiltrækkende fotograf i lejligheden overfor.
Han inviterer damerne over på en drink en sen aften, og den uskyldige flirt tager en pludselig – og blodig – drejning.
Filmen er instrueret af stjerneskuespilleren Noémie Merlant og er skrevet i samarbejde med ‘Portræt af en kvinde i flammer’-instruktør Céline Sciamma.
‘Kvinderne på balkonen’ har biografpremiere 24. juli.
8. ‘Bring Her Back’
Den australske brødreduo Danny og Michael Philippou bag YouTube-kanalen Racka Racka og gyserhittet’Talk To Me’ skal nu levere den svære to’er med den gruopvækkende ‘Bring Her Back’.
Filmen følger en bror og en søster, hvis plejemor viser sig at udsætte de to søskende for sine egne traumer ved hjælp af uhyggelige ritualer.
‘Bring Her Back’ har biografpremiere 31. juli.
9. ‘Eddington’
Gysermesteren Ari Aster (‘Midsommar’, ‘Hereditary’) har kastet sig over den ærkeamerikanske westerngenre, dog i en nutidig setting.
Der udspiller sig et mindre kaos i den lille fiktive ørkenlandsby Eddington, som bliver ramt af et lammende corona-lockdown.
Blandt de stridende parter er byens sherif (Joaquin Phoenix) og borgmester (Pedro Pascal), som er dybt uenige om, hvordan de skal håndtere miseren, mens optøjerne eskalerer til mere voldelige yderligheder.
Emma Stone spiller sheriffens kone, og Austin Butler tørner ud som en charmerende konspirationsteoretiker.
‘Eddington’ har biografpremiere 31. juli.
10. ‘The Naked Gun’
Liam Neeson er en torskedum politibetjent i genindspilningen af ‘The Naked Gun’, som deler ørertæver ud iført jordbærunderbukser og skolepigeuniform.
Frank Drebin (Neeson) er i filmen søn af Frank Drebin fra originalen, som blev spillet af afdøde Leslie Nielsen.
På rollelisten ses også Pamela Andersen, Paul Walter Hauser, Danny Huston, Kevin Durand, wrestleren Cody Rhodes og rapperen Busta Rhymes. ‘The Naked Gun’ instrueres af Akiva Schaffer.
‘The Naked Gun’ har biografpremiere 31. juli.