Roskilde Festival: I sidste øjeblik blev Aphaca rykket til Arena – men de kunne have spillet på Orange Scene

KONCERT. »Nøj, hvor er de søde«, sagde en kvinde til en teenagepige – hendes datter, formoder jeg – da vi som én kæmpestor, ekstremt langsom organisme forsøgte at mase os ud af det propfyldte Arena, hvor Aphaca netop havde spillet.

Kvinden lød som om, hun netop havde udset sig sin kommende svigersøn blandt de fire fyre på scenen, og man forstod hende egentlig godt. 

Det siger meget om Aphaca, at det mest rebelske, de nogensinde har gjort, tilsyneladende er at stjæle indgangsstemplet fra en aarhusiansk natklub. Med andre ord en handling, der falder ind under den Astrid Lindgren-agtige kategori »drengestreger«.

På Roskilde lignede de nogle, der netop nu oplever det hidtidige højdepunkt i deres liv. De spillede som gjaldt det livet, hoppede rundt på scenen som små, lykkelige gummibolde og smilede bogstaveligt talt uafbrudt. Ingen har endnu fortalt dem, at rockstjerner ikke smiler, når de spiller.

For rockstjerner er de. Det stod fuldstændig klart på Arena, hvor publikum var om muligt endnu mere ekstatiske end bandet, og hvor der var så mange mennesker, at mange måtte opgive at komme i nærheden af teltet.

Aphaca var ellers i sidste øjeblik blevet rykket til festivalens næststørste scene efter i første omgang at være blevet booket til First Days-programmet. Men de kunne have spillet på Orange.

På de bedste af bandets new wave-inspirerede poprock-skæringer var den euforiske begejstring ikke svær at forstå. Koncertens åbningsnummer, ‘Et sted hvor vi de første’, var uimodståelig i sin stærke rytmiske fremdrift, hvor det ultra-melodiske omkvæd ramte som en knytnæve og føltes som et sus af endorfiner gennem hele kroppen.

Aphacas dybeste sang, den valsende ‘Til solen er sort’, var en lille funklende perle af løssluppen længsel, hvis ekstreme inderlighed gav en klump i halsen, mens den dramatiske ballade ‘Hjertet på gaden’ understregede, at der gemmer sig en yderst potent dybde i forsanger Rumle Kærsås ellers så drengede røst.

Aphacas sange kender kun to stemninger: Den, der inviterer én til energisk at klappe i takt til musikken, og den, der inviterer én til at vifte armene langsomt fra side til side. Deres musik er en verden, hvor ironi og sarkasme er bandlyst, og hvor fuldkommen følelsesmæssig oprigtighed er den allervigtigste dyd. 

»For jeg synes, du er dejlig / ogs’ når du er en smule mærkelig / Jeg er mig, hvis du lover, du er ærlig«, som de selv formulerer det. 

Flere af bandets sange nærmer sig det decideret nuttede, og kærlighedssange som ‘Smelter under månen’ og ‘Hvornår kommer du hjem’ – hvor bandet fik besøg af Bette til en duet, der var øm og kejtet som en første date – kræver en god dosis insulin at bearbejde. Aphaca er, som den førnævnte kvinde ganske rigtigt formulerede det, ekstremt søde.

Det er der overhovedet ikke noget galt med, men under koncerten kunne jeg ikke lade være med at spekulere på, hvordan en vred, trist, liderlig eller trodsig Aphaca-sang ville lyde.

Sødmen kammede i hvert fald over på en 10 minutter lang udgave af ‘En drøm om et menneske’, en ny generations svar på John Lennons ‘Imagine’ – »en drøm om en verden / der elsker at elskes«, lyder omkvædet – som blandt andet blev forlænget af et patosfyldt, klaverdrevet mellemspil. 

»Den her sang handler om en følelse, jeg altid selv har, når jeg er på Roskilde, og jeg står med mine bedste venner, og jeg bare er i øjeblikket og danser, selvom det hele måske går lidt hurtigt derhjemme«, lød det fra Kærså inden ‘Til solen er sort’

Den følelse tror jeg, at stort set hele publikum oplevede under koncerten. Det kan man kun beundre – også selvom man er en kyniker med et hjerte af sten og en længsel efter lidt ironisk malurt i det sødmefulde bæger.

Find hele Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.