VORES BEDSTE BYTUR. Alle medlemmer af bandet havde fået ti minutter til at tage et hurtigt bad, inden de igen skulle mødes samlet på et af deres hotelværelser i Aarhus. Det var allerede blevet sent efter koncerten i Horsens, så der var ingen tid at spilde.
For selvom forsanger Rumle Hueg Kærså, keyboardist Bertil Engberg Nielsen, trommeslager Noah Elias Rasmussen og bassist Bertram Ask Plaugborg fra Aphaca egentlig er inkarnerede københavnerdrenge, er de enige om én ting:
Aarhus er det bedste sted i landet at gå i byen.
Derfor havde bandet også store forventninger til den fredag aften i november, da de sad på hotelværelset og kørte en slags tapas i discountversion fra Netto ned for ikke at spilde tiden på rigtig aftensmad. Måltidet skyllede de ned med en blanding af vodka-hyldeblomst og rødvin-cola, inden de bevægede sig ud på den nøje planlagte bytur, de havde set frem til hele vejen i tourbussen til Jylland.
»Hver gang vi er der, så tager vi turen i Aarhus«, siger Bertram Ask Plaugborg.
»Og den er skidegod hver gang. Men denne her gang var den bare lige ti procent bedre«.
Aphaca fortæller her om bandets vildeste aften i byen, der begyndte med en halvsnalret tur ned mod deres aarhusianske stambar. Men selvom kursen var sat, anede de slet ikke, hvor galt deres ellers velkendte plan kunne ende. Faktisk blev det bogstaveligt talt blodigt.
Optakten
Bertil: »Jeg kan huske, at vi finder ud af, at Ussel også har spillet i Aarhus. Og det er nogle musikere, vi kender ret godt. De er nogle sindssygt gode venner. Så der er ligesom en stemning af, at vi alle sammen er i Aarhus, så…«.
Bertram: »What in the fuck!«.
Noah: »Shut down!«.
Bertram: »Så der var højt humør i tourbussen med alt godt fra backstage«.
Noah: »Og der er også det, at når man er landet i Aarhus efter sådan et show, så er klokken allerede tolv-halv et«.
Rumle: »Så vi er på det der hotelværelse i en halv time. For så skal vi også videre. Og det sted, vi altid starter, når vi er i Aarhus, det er Le Coq. Altid Le Coq«.
Stambaren
Bertram: »Vi tager derned og starter med at få nogle Aarhus-sæt, som jo er en Ceres og en Chartreuse på is. Og dem får vi et par stykker af og et par stykker mere og får ligesom overtaget sådan et bord ude foran. Et stort bord. Vi starter alene, og så støder de andre til lidt senere. Men der kommer både folk, vi kender, og folk, vi ikke kender«.
Noah: »Det ender med, at vi er et hold af 20 mennesker ude ved det her minibord«.
Rumle: »Og altså jeg tror, at vi har landets sødeste fans. Det må være de kærligste mennesker i hele Danmark. Så når nogle af dem kommer op, siger de bare hey, og at de godt kan lide det, vi laver, og spørger om vi vil tage en skål eller en Chartreuse sammen«.
Noah: »Folk er ordentlig søde. Og i Aarhus siger folk bare, hvor dejligt det er, at vi er der. Men det er jo det, vi siger! Vi har det ordentlig dejligt«.
Bertram: »Så vi har bare det her store bord, hvor der både er folk, vi kender, og nogle, der bare ser, at der er god stemning«.
Noah: »Vi ender ligesom med at blive venner med en eller anden dude, som sidder i lang tid…«.
Bertram: »Bernhard!«
Rumle: »Bernhard, Bernhard!«.
Bertram: »Sådan fortsætter aftenen lidt. Men så får Emil, der er Ussel, og jeg op at stå, at vi skal lave den endelige battle i sten-saks-papir om, hvem der skal give en Chartreuse. For ellers køber vi ligesom shots à ti. Og nu skal vi ligesom steppe op. Så der er ligesom showdown ude foran Le Coq«.
Kampen om en liter sprut
Bertram: »Jeg ved ikke hvordan, men det ender med, at en kreds af alle dem vi kender, står rundt om os, så der er sådan et Team Aphaca mod Team Ussel«.
Noah: »Og vi gejler hurtigt hinanden op«.
Bertram: »Det er lidt som om, at vi skal op at slås. Vi står ude foran, og folk skuer sådan lidt, fordi det ligner lidt sådan…«.
Noah: »Det ligner sådan et shootout«.
Bertram: »Sådan et cowboy-shootout med sten-saks-papir!«.
Noah: »Og stemningen bygger sig op. Folk begynder at stå og kigge, fordi reaktionerne er ret vilde. 1-0 til Ussel-holdet, og folk går helt amok. Det er bedst ud af tre. Final shutdown. Team Aphaca vinder. Bertram hiver sejren hjem. Men vi må ikke få en flaske Chartreuse. De vil ikke sælge den til os. Så vi ender med at få den i store glas…«.
Rumle: »Sådan nogle kæmpe kopper…«.
Bertram: »To plastikkopper fyldt til randen med Chartreuse og så en tredje med is. Så kan man ligesom bare få en tår og så sutte lidt på en isterning. Og de bliver altså tømt enormt hurtigt. Den har kostet sådan noget 700 kroner. Alt, alt for mange penge«.
Rumle: »Jeg tror ikke, at der bliver konsekvensberegnet«.
Bertram: »Det var ikke muligt, at det kunne gå galt. Det var the holy grail, vi fik der. Det kunne kun gå opad. Det kunne kun blive bedre«.
»De spiller fucking Britney«
Rumle: »Jeg tror, at klokken er tre. Vi lukker Le Coq, så nu skal vi over på Øst for Paradis (bar, biograf og klub, der også er kendt som Den Sidste, red.). Over og danse. Så vi er ligesom et hold…«.
Bertram: »Et stort hold!«.
Noah: »Når vi er ude i det her holdsportsdruk, så er alle ligesom enige om, at alle skal med. Der er ikke nogen, der får lov at stikke af. Man samler lige tropperne, inden man rykker videre«.
Bertil: »Jeg sidder nu og får sådan en tanke om, hvornår jeg tog hjem? Jeg husker det som om, at jeg har set Øst for Paradis«.
Bertram: »Du var med på Øst for Paradis!«.
Bertil: »Men det ville være her, at jeg som regel bakkede ud«.
Bertram: »Jeg ved ikke, hvor mange vi er på det her tidspunkt, men vi er måske otte-ti stykker. Og det tager bare enormt lang tid af forskellige grunde. Og det gør det altid. Nogle skal yappe, nogle skal ryge, nogle skal købe smøger, nogle skal tisse, nogle skal have en gåbajer, nogle skal have et nummer på en eller anden sød. Så det er en lang rejse, de der 50 meter«.
Noah: »Men vi bevæger os mod øst og skal ind på Den Sidste. Så står vi ligesom ude foran og er sådan, om vi gør det eller ikke gør det. Der findes jo også Shen Mao (natklub i Aarhus, red.)«.
Bertram: »Så vi sender en fortrop op, og jeg kan huske, at I kommer ned og siger, at de spiller Britney. Det vil vi godt! De spiller fucking Britney, det vil vi godt«.
Noah: »Get your Britney on!«.
Bertram: »Så vi bevæger os op af den der helt sindssyge trappeagtige gang og bliver mødt af dørmanden, der begynder at køre os igennem. Vi viser ID, som man jo skal. Og så har Rumle ikke ID med og har en diskussion om det«.
Noah: »Men leave no man behind«.
Robin Hood-mission
Bertram: »Og så går sidequesten ligesom i gang. Nu skal Rumle ind. Så jeg griber ligesom til… Efter mange Chartreuse-shots…«.
Noah: »Der begynder ligesom i gruppen at være forskellige styregrupper, der diskuterer, hvordan vi får Rumle ind. Men Bertram tager teten«.
Bertram: »Og altså et dårligt valg set her i bakspejlet«.
Bertil: »Apropos konsekvensberegning…«.
Bertram: »Jeg stjæler ligesom stemplet til klubben. Laver en Robin Hood. Vil jeg kalde det. Jeg får det ligesom på en eller anden måde bare i lommen. Det sker sgu bare. Det er ikke velovervejet. Man går nemlig ind i garderoben. Jeg står selv og overvejer, om jeg skal have mine ting i garderoben. Og så står det på bordet. Så jeg tror bare, at jeg var sådan… Det er smart at have. En god token. Jeg husker det som, at jeg kommer ned og siger, at jeg har den. Jeg har fikset det her. Så vi får stemplet Rumle og de resterende. Er det ikke sådan?«.
Rumle: »Jeg har stået og snakket med dørmanden i tyve minutter, om vi kan gøre et eller andet. Forhandlet. Cornelius (bandets ven, red.) har foreslået, at han kan være en slags værge for mig. Men vi giver op og tænker ligesom, at der ikke er noget at gøre. For vi ved ikke noget om det her stempel endnu. Så vi går ned, og så hiver Noah og Bertram stemplet frem fra en taske. Og det er jo nøglen, de har fundet. Og mens jeg bliver stemplet, går der ligesom en anden Robin Hood-mission i gang i Noah om, at alle på hele gaden bare skal ind på Øst for Paradis«.
Bertram: »For det kan jo ikke være rigtigt, at man ikke må komme ind«.
Rumle: »Så det er simpelthen noget med at stemple alle, der går forbi«.
Noah: »Går forbi? Nej, nej! Jeg opsøger folk«.
Rumle: »Nå ja, opsøger folk! Du skal ind, du skal ind!«.
Trigger happy
Rumle: »Det er jo – set tilbage på det – en skide dårlig idé«.
Bertil: »Men i situationen føltes det helt utroligt godt«.
Noah: »Og jeg er blevet trigger happy. Så jeg har måske givet 40 stempler ud«.
Bertram: »Du må have givet mere end det«.
Noah: »40, 50, 60 måske? Til sidst var det bare noget med at tage nogens håndled og være sådan værsgo, værsgo, værsgo«.
Rumle: »Og vi kommer ind«.
Bertram: »Men mærkeligt nok… har jeg ikke fået det der stempel«.
Spærret inde
Bertram: »Jeg kommer op som den sidste, og dørmanden siger så, at jeg ikke er stemplet. Og jeg er bare sådan, hvad mener du? Så jeg kommer også op at diskutere med ham her. Indtil han er sådan: Du ryger ud. Men i stedet for ligesom at smide mig rigtigt ud, så sætter han mig ligesom ud på bagtrappen på anden sal. Brandtrappen! På anden sal!«.
Noah: »Altså næsten tarveligt at smide dig i karantæne derude«.
Bertram: »Og jeg står ligesom for mig selv. Det er koldt. Så jeg undersøger, om jeg kan komme ind på tredje sal. Men der er ligesom låst. Er der så et vindue, man kan kravle ind ad? Men der er bare fuldstændig lukket. Så jeg går ned i baggården. Men alle portene derinde er låst med en nøgle. Så jeg er låst inde i baggården«.
Rumle: »Det er helt sygt det der«.
Bertram: »Så starter den ligesom, for jeg skal ud«.
Rumle: »Og vi står ligesom deroppe og danser til Britney«.
Noah: »Get you Britney on!«.
Rumle: »Altså klokken er fem på det her tidspunkt. Og der er blevet drukket tæt på en liter Chartreuse«.
Bertil: »Der er sådan et tidspunkt på aftenen, hvor man holder op med at spørge, hvor de andre er«.
Bertram: »Jeg har min telefon, men den er ved at gå død for strøm. Og jeg får ligesom skrevet til de andre og spurgt, hvor de er. Imens undersøger jeg denne her baggård og opdager, at der er sådan et hegn. Det er den eneste udvej. Så jeg hopper over det her hegn… og kommer så ind i en lidt mindre baggård. Og så er jeg stuck derinde. Men der er også et hegn, som jeg kravler over. Og ender så inde i en tredje gård. Som er sådan et helt lille cykelskur. Der er ligesom et stillads, som jeg tænker, at jeg kan kravle op på. Men det går ikke. Så den eneste måde, jeg kan komme ud af den gård til parkeringspladsen foran, er endnu et hegn. Men der er pigge på. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre. Så jeg kravler mellem de her gårde og samler materialer til at bygge en slags contraption hen over hegnet.
Og jeg ringer til Rumle, som tager den, og jeg siger, at jeg er ude i gården. Men han råber bare dansegulvet! Og jeg råber, at jeg er i gården. Dansegulvet! Gården! Indtil det bare siger bip, bip, bip.
Men jeg får endelig begyndt denne her mount op på de her stiger. Og så tragisk som det kunne være, så da jeg er på toppen, glider den ene stige lige nok til, at jeg sidder fast på de her pigge med maven og hånden. Men jeg får ligesom trukket mig op igen og kommer ned. Så ringer jeg til Rumle og siger, at jeg er blevet spiked. Altså spyddet. Men Rumle tror, at det er min drink, der er blevet spiked«.
Rumle: »Og jeg fatter ligesom ikke, hvad han mener med spiked. Der er ligesom dårlig forbindelse. Så det lyder sådan spiked, wiked, piked…«.
Bertil: »Ja, sådan så tror jeg, at du skal tage hjem«.
Noah: »Så skal du lige finde en taxa«.
Bertram: »Men jeg får taget mig mod igen og kravler over. Og kommer over! Efter en liter Chartreuse skal der altså meget til at stoppe en, så jeg begiver mig ind på Den Sidste igen og møder nogen, jeg kender. Men min skjorte er bare revet op, og der er blod ud over alt. I armen, i maven, i hånden. Og jeg møder dem bare og vil feste, og de er sådan, at det skal vi ikke«.
Noah: »Jeg går ned for at lede efter dig. Og vi ser dig ligesom bare spæne gennem de der trapper og bare løbe forbi den der dørmand. Fordi intet kan stoppe dig«.
Bertram: »Der går heller ikke længe, før jeg finder ud af, at jeg måske skulle gå hjem og sove«.
Noah: »Der er jo også gået over en time«.
Bertil: »Ja, klokken er seks nu«.
Bertram: »Så jeg går hjem. Uden strøm på telefonen, og jeg har glemt, hvilket hotel vi sover på, så jeg går til det forkerte hotel i det her setup med skjorte og blod, og jeg ved ikke hvad. Så jeg prøver ligesom at overtale en taxachauffør til at køre mig hjem, men jeg har ikke nogen penge og ingen telefon, så jeg må vandre gennem hele Aarhus. Og jeg kan ikke Aarhus og har virkelig dårlig stedssans. Men endelig ser jeg noget, jeg kender, og kommer op på hotelværelset. Og så er det først morgenen efter, at jeg kigger ned i lagnerne og kan se blod over det hele og tænker, hvad fuck der er sket«.
Bertil: »Vi sov jo på værelse sammen, men jeg har nok været hjemme to-tre timer før Bertram«.
Bertram: »Og jeg tror, at jeg er kravlet hen over dig«.
Bertil: »Så jeg stod op og tænkte sådan: Åh nej!«.
Bertram: »Men min aften ender heldigvis der«.
Noah: »Du var et fænomen den aften«.
Morgenen efter
Rumle: »Jeg vågner lidt senere og kommer ligesom ned rimelig knækket i lobbyen, og de andre drenge har været ude at spise morgenmad. Så sidder jeg med sådan en frugtsalat fra 7-Eleven og prøver at komme mig«.
Bertram: »Vi kommer tilbage fra en sund og lækker morgenmad med historiedeling, og alt var godt. Så sidder Rumle sådan rimelig kvæstet«.
Rumle: »Meget kvæstet. Mit ene øje er hævet af en eller anden grund«.
Bertram: »Og hvordan sker det? Det er jo sådan noget lidt tåget, der kan ske, når man går hjem fra Den Sidste«.
Bertil: »Men det er også bare fedt med det der hotel, som bare er så corporate og sobert. Folk skal på arbejde nede i lobbyen, og Rumle sidder bare og ligner, jeg ved ikke hvad«.
Noah: »Den måde Betram bare lignede en shishkebab, det glemmer jeg aldrig. Du kommer ned med den der skjorte dagen efter, og det ser bare ud som om, at du har været oppe at slås«.
Bertil: »Vi kører jo forbi Paradis på vejen hjem for at tjekke, om der hænger noget af Bertram på hegnet. Det gjorde der så ikke«.
Noah: »Men du overdrev heller ikke med de fucking gårde, det var sådan noget labyrint-shit. Der er ikke en dag, hvor jeg ikke giver den op for dig for ikke at give op og forsøge at gå ind for at få en sidste dans«.
Bertram: »Nej, men hvis man møder et pighegn… så skal man give op«.
Efterspillet
Rumle: »Når vi ser tilbage på det nu, var det jo en skidedårlig idé«.
Bertram: »Vi vil gerne sige officielt undskyld til Øst for Paradis. Og til Aarhus som helhed«.
Rumle: »For det der sker efter den weekend, det er, at vi mødes med vores manager, der har fået en mail fra Øst for Paradis. Der er nogle, der har lagt mærke til os, og vi er sikkert heller ikke gået stille med dørene. Og så har vi fået en lang, officiel mail om, at vi er i karantæne fra Øst for Paradis. Aphaca som band. Som helhed. I tre måneder«.
Bertram: »Men nu må vi komme tilbage igen. Så vi glæder os«.