Roskilde Festival: På Orange Scene gik D1ma længere end nærmest nogen anden i dansk popmusik

KONCERT. Halvvejs inde i D1mas koncert på Orange Scene fik han besøg af Tobias Rahim.

Det var selvfølgelig aldrig en mulighed, at Rahim ikke på et eller andet tidspunkt i løbet af koncerten ville troppe op for at levere deres fælles kæmpehit, den kækt fløjtende, solskinspoppede ‘Bellevue’, der er milevidt fra D1mas smertefulde elektroverden.

Men selvom besøget var uundgåeligt, kunne Rahim – klædt i cowboyhat og sølvglimtende tanktop, som han naturligvis var – ikke undgå at fremstå en smule off ved siden af D1ma, der i sin mørke, industrielle og underligt lasede uniform lignede en beboer på ‘Dune’-planeten Arrakis.

Først her forstod jeg for alvor, hvor unik han er. Den maskerede popkunstner arbejder med et mystisk og sært dragende horror-univers, der er hans helt eget, og som det er vanskeligt for udefrakommende ikke at fremstå malplacerede i.

Det lille visit fra Tobias Rahim var et sjældent fejlskud i en koncert, der ellers i grove træk var som at se D1ma flytte ind i det hus, han har brugt de seneste år på at bygge til sig selv.

Men så alligevel ikke helt.

For overraskende for alle – i hvert alle, der ikke har hørt den splinternye ep ‘N1ya’, som D1ma udgav blot en time inden, han gik på scenen – blev koncerten åbnet med den guitardrevne ‘Se hvem du var’, hvis støvede, næsten rockede lyd blotlagde endnu en succesfuld kanal for D1mas ekstreme melankoli.

Og da han lidt efter fik et stemmebåndsflænsende, skrigende vokalt bidrag fra Syl på den intenst aggressive ‘Brænder’, der ligeledes er at finde på den nye ep, var det som at se uforudsete forbindelser blive knyttet i realtid.

D1ma går væsentligt længere, end nærmest nogen anden i dansk popmusik, når det drejer sig om at lade smerten få plads.

Det gjaldt de nye sange, og det gjaldt ældre skæringer som den minimalistiske ‘Offline’, hvor autotunen får D1mas følelsesfulde og sært androgyne stemme til at lyde som køligt, blankt metal, og hvor han på modig vis tillader sig selv at fremstå så usandsynligt ucharmerende, at man tror, det er løgn: »Jeg var offline, da du ringede, lille bitch«, synger han.

Det er denne smerte, der løfter hans maskering til mere end en kitschet gimmick. Man får indtryk af, at det næsten ville blive for voldsomt, hvis man for alvor kunne se mennesket bag melankolien. Og ikke mindst får man lov til at projektere sin egen smerte over på ham.

Ja, og så fungerer maskeringen også, fordi han tager den så ufatteligt langt ud. På Orange Scene var maskeringen et æstetisk princip, der fik lov til at præge hele koncerten.

Da dansere pludselig væltede ind på scenen, var de placeret i så skarpt modlys, at de blev reduceret til kulsorte silhuetter. Da et engleagtigt kor dukkede op for at akkompagnere D1ma, var de draperet i hvide slør, der gjorde dem ansigtsløse og forvandlede dem til mytologiske sirener.

Nummeret ‘En sammen’, der eksplicit handler om at forsvinde, blev endda leveret med scenen fuldkommen mørklagt.

Men nu må det endelig ikke lyde som om, at koncerten kun var en abstrakt undersøgelse af dualismen mellem fravær og tilstedeværelse.

Mest af alt var koncerten selvfølgelig en fest, hvor episke dansegulvshymner som ‘Moonlight’, ‘I Know’ og den overraskende, amapiano-klingende ‘Kenti Hayati’ var præcis den dansable forløsning, som publikum tydeligvis hungrede efter og sultent tog imod.

Det giver sig selv, når det er D1ma, det drejer sig om. Men det skønne ved ham er, at man kan filosofere lidt, mens man danser.

Find hele Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.