Beth Gibbons på Roskilde Festival: Hvem har brug for et sceneshow, når man har en af musikhistoriens mest udtryksfulde vokaler?

KONCERT. Der blev fyret flere konfettikanoner af blandt publikum til Beth Gibbons koncert på Arena.
Det kan virke paradoksalt, når vi har at gøre med 90’ernes ukronede dronning af blåtonet triphop-melankoli. Men på et emotionelt plan gav det mening, for koncertens dybe dyk ned i sorg, tab, forgængelighed og livets byrde (for at parafrasere nummeret ‘Burden of Life’) rummede også en gribende følelsesmæssig forløsning.
Ganske vist var Arena badet i smukke blå og rødlilla lys, men aftenens hovedperson var iklædt sort trøje, cargobukser og bare fødder, og hendes sceneshow – hvis man kan kalde det dét – begrænsede sig til at knuge mikrofonen intenst med lukkede øjne. Men hvad gør det, når man har en af musikhistoriens mest karakter- og udtryksfulde vokaler.
Gibbons’ tekster på sidste års soloalbum ‘Lives Outgrown’ er simple og sorgfulde besyngelser af livets cyklus, iklædt nedbarberede, folk-inspirerede arrangementer, men britens stemme lægger ekstra betydningslag i hver stavelse. Hendes porøse røst kan hvisle som en kold vind, sitre af tilbageholdt desperation og blotlægge indre dramaer.

Arena var i udgangspunktet for stor en scene til hendes introverte sange, men heldigvis havde hun medbragt et syv m/k stort band, der på forbilledlig vis digtede videre på studieindspilningerne.
To violinspillere gengav knivskarpt albummets strygerarrangementer, en perkussionist masserede nænsomt puls i kompositionerne, mens bandets altmuligmand både betjente blokfløjte, tværfløjte og flere mystiske blæseinstrumenter. Sammen med Beth Gibbons’ vilde vokalmæssige nærvær sørgede de for, at koncerten ikke sandede til i indadvendthed og stemningsmæssig stilstand.
De nye numre udgjorde størstedelen af sætlisten, hvoraf især en majestætisk ‘Floating on a Moment’, den smukt forløste ‘Lost Changes’ og den underskønne ballade ‘Whispering Love’ stod ud. Intet kunne dog overgå, da Portisheads ikoniske og fuldstændig uafrystelige ‘Glory Box’ dukkede op som næstsidste nummer.
Der var god aldersspredning blandt publikum, heriblandt flere unge par i Coldplay-lås i mit umiddelbare nærvær, og at høre festivalgængere på tværs af generationer synge det desperate nødråb af et refræn – »give me a reason to be a woman« – med samlet sårbar stemme var et ægte Roskilde-moment.
Find hele Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.