Charli XCX på Roskilde Festival: Er det den mest kompromisløse sang, der nogensinde er spillet på Orange Scene?
KONCERT. Det vakte opsigt, da Roskilde Festival annoncerede, at de havde booket Charli XCX som hovednavn kun et år efter, at hun spillede en fremragende koncert på Arena.
I 2024 var Roskilde – uden at vide det – på forkant af det massehysteri, der skulle komme til at hedde ‘Brat Summer’. I år er de måske lidt sent på den.
»Det, Charli kommer med i år, er et helt nyt show, som ikke har været på Roskilde Festival før«, udtalte festivalens musikchef til Soundvenue som en forklaring til de publikummer, der allerede var begyndt at stille spørgsmål ved Roskildes mangel på kreativitet.
Det viste sig overhovedet ikke at være rigtigt. Det, Charli kom med, var i grove træk det samme. Samme minimalistiske iscenesættelse med Charli helt alene på scenen kun ledsaget af en mikrofon og et krasbørstigt lysshow. Og endda, i grove træk, samme sætliste.
Det inviterer uvægerligt til en ikke nødvendigvis fordelagtig sammenligning. Rusen rammer som bekendt aldrig på samme måde anden gang.
Alligevel var det som om, at de ting, der rent faktisk var anderledes, gjorde koncerten (endnu) bedre, end den vi fik sidste år. Én ting, der slog mig, var, at det virkede som om, Charli tog sig mere tid til at dvæle ved stemningerne.
Det gjaldt især i de velkendte sange fra det nærmest allerede legendariske blockbuster-album ‘Brat’, der blev løftet af elementer hentet fra remix-albummet ‘Brat and It’s Completely Different but Also Still Brat’.
Mange af de hårdtslående, men også ret nedbarberede og minimalistiske sange blev ført ned ad dekonstruerede omveje, der trak dem endnu tættere på det dansable techno-univers, deres lyd oprindeligt udspringer fra.
De tunge, stampende rytmer, der indledte ‘Club Classics’, fik eksempelvis sangen til at lyde endnu mere som en, ja, klubklassiker, mens ‘365’ blev pumpet hårdere og hårdere, til den nærmest krakelerede.
Men det var ikke kun de kropslige danseekskursioner, der gav indtryk af, at Charli tog sig tid.
Det samme gjorde hendes bemærkelsesværdige villighed til ikke at forcere festen, men i stedet give plads til den særegne melankoli, der også altid har spøgt i hendes univers.
Allerede helt tidligt i koncerten diskede hun op med den melankolske og ekstremt tilbageholdende klaverballade ‘I Might Say Something Stupid’, der er et lille stykke bekendelseslitteratur om usikkerhed og om at være overvældet af det sociale rum, og som var et unikt indblik i Charlis måske nok spinkle, men ganske følelsesmættede stemme blottet for den elektroniske forvrængning, hun ellers har for vane virtuost at lege med.
På Roskilde Festival fortonede sangen sig i ambiente klange, der var lige så fjerlette som den iskolde, blå røg, der omsluttede hovedpersonen, og som fik scenen til at ligne en portal ind i en anden verden.
På samme måde lykkedes det den nyligt virale ‘Party 4 You’ på én gang at være en smertefuld påmindelse om den risiko for skuffelse, der ligger latent i alle fester – og et klokkeklart eksempel på det modsatte, da hele Dyrskuepladsen forenedes i fællessang.
Det er de kontraster, Charli XCX arbejder med i sit særegne univers, hvor melankolien og ekstasen bor lige op ad hinanden – ofte i én og samme sang. Som i ‘Everything Is Romantic’, hvor den euforiske elektropuls og de romantiske strygere blev gennemboret af langstrakte, autotunede hyl, der nærmest mindede om gråd.
Eller i ‘Vroom Vroom’, der både formåede at være sukkersød og nærmest brutal i sin skingre kantethed. En sang, der muligvis er blandt de mest kompromisløse, der nogensinde er blevet spillet på Orange Scene.
Denne kompromisløshed var i sidste ende det, der var allermest beundringsværdigt ved Charli XCX, der godt vidste, at det kræver arbejde at kommandere en fuldstændigt proppet Dyrskueplads fuldkommen på egen hånd.
Arbejdet blev der også. Det var tydeligt, da hun kastede sig ned og lod sig gennembløde af de kæmpestore vandpytter, der havde samlet sig på scenegulvet i det, der lignede et meget ekspressivt dåbsritual.
Da hun var færdig, klistrede det sorte hår sig til hende, som var det tang, hun havde hentet med op fra dybet.
Hun var konstant i bevægelse, vred, rystede og strakte sin krop i både dramatiske og forførende positioner. Det virkede. Jeg tror faktisk ikke, der findes en scene, der er for stor til, at hun kan indtage den.
Find hele Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.