KOMMENTAR. Aldrig har koen været omgivet af så dårlig pr som nu.
Rapport efter rapport viser, hvor skadelig landbrugets animalske fødevareproduktion er for jorden, og koen bliver næsten altid gjort til syndebuk for alt fra det høje CO2-aftryk til vores døde havvand. Og da den der forfærdelige Arla-reklame med hende den smarte københavner og ham den helt nede på jorden, men meget lækre unge landmand begyndte at cirkulere, tænkte jeg, at – ja, okay – det var det. Mælken er havre, alle er efterhånden vegetarer, og koen er færdig.
Det troede jeg i hvert fald.
Men så kom jeg til at kigge mig omkring på de københavnske gader og opdagede, at koen er mere til stede end nogensinde før. I hvert fald i modebilledet. Ikke som tegn på det dårlige, men som den seneste version af dyreskindets/-pelsens/-printets tilbagekomst til garderoben.
Alle vegne er koen genopstået som et par højskaftede støvler, en stor frakke, et par vidde bukser, en varm hat (!) eller som en edgy håndtaske, der jazzer et afdæmpet outfit op.
Jeg tænker ikke på western- eller cowboystilen med høje læderstøvler og vest. Det look optræder for tiden mest som salgsopslag på Vinted.
Det er i stedet og helt bogstaveligt det pelsede, sort-/brun-hvide mønster, vi kender fra de danske marker. Det er koen mere 1 til 1, inkarneret af byboeren. Og en bred skare af store mærker fra Dior og Saks Potts til Samsøe Samsøe og selvfølgelig Zara har koen i deres udvalg.
Og koen er ikke det eneste dyr, der har holdt byboerne varme og smarte i det forgangne forårs kolde aftener. Pels helt generelt er nemlig ikke til at komme udenom – det er faktisk alle vegne.
Det er skørt, ikke? Jeg troede, at vi blev enige om, at det nok alligevel var lidt for det bedste, at al den dyremishandling hørte op, dengang den omfattende minkindustri herhjemme blev lukket. Ligesom jeg var sikker på, at det var slut med at appropriere andre kulturer. Men så pludselig spotter jeg en københavner slentre tilsyneladende ubekymret ned ad Amagerbrogade i en kæmpestor sælskindsfrakke.
Så noget tyder på, at jeg tog fejl. Også om koens image.
Flokdyr eller rovdyr
Pelsen vendte tilbage med sidste vinters mob wife aesthetic: Det var bougie pelse, det var læder, store diamanter, altid solbriller og – selvfølgelig – leopardprint.
Stilen var inspireret af popkulturens mafiaboss-hustruer, og i New York Times blev der endda spekuleret i, om det var HBO, der havde plantet trenden for at skabe opmærksomhed om deres relancering af ‘The Sopranos’, hvilket tv-mogulen dog afviste.
Hele mob wife-bølgen erstattede og var på en måde et modsvar på clean girl aesthetic (så sleek et look som muligt) som havde fulgt i hælene på cottage core (alt i hør) og gorp core (overlevelsesturslooket). Mob wifen er ikke bekymret. Hun er bossy, en main character, træt af pis og gør, hvad hun vil.
På den måde minder cowboyen og mob wifen om hinanden. De regerer flokken, styrer spillet.
Med koen er det anderledes, den er en del af flokken, den jager ikke, men indordner sig. På mange måder et byttedyr og jo i virkeligheden det kød, som leoparden lever af. Deri ligger måske en vigtig forskel i, om man bærer ko eller leopard. Er man flokdyr eller rovdyr? Hvad er dagens energi?
Men samtidig er det også et statement at gå i koskind. Og i en tid hvor politiske holdninger kommer til udtryk i forbrugernes valg, og det tøj de bærer, kan jeg alligevel ikke undgå at være lidt overrasket over koens fremgang.
Til fællesmiddagen er det mere reglen end undtagelsen, at det er beluga bolo frem for kødsovs. I pitaen er det falafel over kebab. Det sker stille og roligt, langsomt erstatter det ene det andet, og hjemme hos mig udspiller sig for eksempel hver morgen en hård kulturkamp: Er det nu nødvendigt med komælk i kaffen? Og ja, for mig er det. Men det smerter mig da (naturligvis), at jeg ikke kan omstille mig til et klimavenligt alternativ.
Og når vi generelt er så hyper-opmærksomme på alle de små valg og fravalg vi må gøre os, hvad siger det så om os, at vi alligevel klæder os i ko?
Er vi trætte af at være politisk korrekte? Er det blevet moderne at være lidt wrong?
Brat-energien sidste sommer var jo helt klart et tegn på netop det, og koens opblomstring kunne godt forstås som en forlængelse af det. En slags »I siger at koen er skadelig, jaja det er fint, så reclaimer vi den bare«-logik.
Koens kulturkamp
Koen fik allerede i 2018 et moderne og sexet udtryk, da Doja Cat sang »Bitch, I’m a cow«, mens hun drak milkshake, spiste pomfritter og twerkede foran gyngende anime bryster på det virale hit ‘Mooo!’.
På mange måder en åndssvag sang, men åndssvag på en sjov og legende måde, hvor man ikke tager sig selv alt for seriøst. En attitude Lil Nas X også har malket på. Han er en anden stor stjerne født ud af de sociale medier, som også har et dyr fra gården, nemlig hesten, som sit spirit animal. Og da han optrådte på Roskilde Festival i 2023 var det som kentaur – halvt menneske, halvt dyr.
Det landbrugsidyl Arla forsøger at male frem i sin reklame fra sidste efterår, som er så cringe, at man får lyst til at kaste sin milkshake efter fjernsynet, tager koen som gidsel i en kamp for at bevare den gamle orden, der ikke anser dyret for meget mere end mælkeproducent og mørbradgryde. En Arla-orden, der slår revner i disse år, hvor vi – med blandt andre Doja Cat og Lil Nas X – genforhandler de gamle kulturelle symbolers betydning.
Mon ikke koprintet er tegn på netop det? Som en befrielseskamp, der reframer koen og de andre landbrugsdyr, hvis lyde mange af os lærte at sige, før vi kunne sige “mor” og “far.” Muuh og baah.
De er jo cute med deres store brune øjne, quirky bevægelser og pelsede skind. Derfor er der nærmest også noget småironisk i, at vi er klar til at koen lader livet, så vi kan se smarte ud. Men misser vi ikke noget, hvis vi stiller det så simpelt op?
Vi er nemlig ikke færdige med køerne, tror jeg. I stedet er vi klar til at inkarnere dem i en ny epoke. Se bare på Tabi-skoene. Det er jo en klov, det er det! Eller se på HorsegiirL, internetfænomenet, der er en hest. Hun har lavet sangen ‘My Barn My Rules’, hvor hun med fraserende vrinsk synger om livet i stalden fra hendes (altså hestens) perspektiv.
Det minder om en anden og meget ældre hesteinkarnation af den afdøde russiske mesterforfatter Lev Tolstoj, der i en af sine fortællinger lader os forstå privat ejendomsret fra netop en hests perspektiv. Når hesten får lov til at fortælle om sit liv, får vi mennesker øje på det egentlig ret absurde forhold, at et levende væsen har ret til at regere over et andet.
Det sjove er dog, at HorsegiirL modsat Tolstojs hest ikke er ejet af nogen. Det er hendes stald, hendes tools og toys, hendes regler. Det er hende, der siger »I’m ready now« til den, der skal ride hende, og ikke omvendt. Det er da et forfriskende take på en gammel traver.
På samme måde er ko-dillen et forfriskende bud på et nyt æstetisk udtryk og en måske lidt lol trend, der riffer over alle de paradokser, som befinder sig i midten af vores forsøg på at gøre det rigtige. Som et åbent vindue, der giver os lidt frisk luft, når det føles lidt for indelukket. Måske er det flokdyrene, der stiller sig an i en leopardagtig positur for at have det grineren over både at kunne være politisk korrekte og lidt wrong på samme tid.
At være en vegetar klædt i ko, det er da i hvert fald et slående billede, der siger mig, at vi må kunne være både-og, hvis vi overhovedet skal være her.