Olivia Rodrigo på Roskilde Festival: Hvem siger, at det store samlende rockbrag ikke kan blive leveret af en 22-årig kvinde?

KONCERT. De kommer næppe til at indrømme det, men alle, der på forhånd har begrædt fraværet af store, samlende rocknavne på Orange Scene, har helt åbenlyst gjort regning uden vært.

For hvorfor i alverden skulle det omtalte brag ikke kunne blive leveret af en 22-årig kvinde væbnet med Doc Martens og en parade af rockede knaldperler, der trækker på både 80’ernes eksplosive powerpop, 90’ernes kradsbørstige riot grrrl-bølge og 00’ernes tyggegummiflabede poppunk?

Ledsaget af et usandsynligt tight band, der ikke var bange for at presse guitarsoloerne helt derud, hvor de lyder som hvinende dæk, smed Olivia Rodrigo det ene hit efter det andet i hovedet på publikum og formåede at skabe det helt særlige rum, hvor hvinende teenagepiger, skæggede mænd iklædt band t-shirts og mødre med små børn på skuldrene kunne finde hinanden i euforisk fællessang.

Sådan var det fra det øjeblik, hun åbnede koncerten med ‘Obsessed’ og ‘Ballad of a Homeschooled Girl’. Begge sange handler om det øjeblik, hvor intime og endda skamfulde følelser vokser sig så store, at de pludselig vælter ud af munden i kaskader af ikke nødvendigvis velvalgte ord. »It’s social suicide«, som hun konkluderer på sidstnævnte sang.

Koncerten var lidt på samme måde. På plade er der noget intimt og dagbogsagtigt over selv Rodrigos mest energiske sange, men live er de udstyret med en modhagefyldt råhed og en teatralsk grandiositet, der gør dem større og får dem til at ramme som hårde knytnæveslag direkte i solar plexus.

Og det var lige sådan, de skulle ramme, kunne jeg se, da jeg på et tidspunkt halvvejs under koncerten kiggede på en gruppe teenagere, der stod ved siden af mig.

Det var tydeligt, at de genkendte sig selv i Rodrigos sange om hjertesorger, usikkerhed og hævn. Sangene er et heppekor, der begejstret tilskynder, uanset om man drømmer om at tage ekskæresten tilbage eller sætte ild til ham.

Olivia Rodrigo er en af verdens største popstjerner, men på Orange Scene leverede hun en fuldkommen renskuret rockkoncert: ingen storslåede visuelle eskapader – bare Rodrigo, hendes band og hendes sange.

Det lykkedes hun især med, fordi mange af sangene er helt umanerligt velskrevne.

Der er noget hypnotiserende over den uimodståeligt simple melodi i den indierockede ‘Pretty Isn’t Pretty’, mens den dramatiske udvikling fra klaverbåret melankoli til tænderskærende arrigskab i powerballaden ‘Vampire’ udgør en fortælling, der blev iscenesat med storslået musikalsk schwung.

Og hun har en særlig sans for finurlige, overraskende ordvalg, som med det samme hæfter sig fast. Som rimet »Blood sucker / Fame fucker« i ‘Vampire’. Eller »Good for you, you’re doing great out there without me / Like a damn sociopath« fra den herligt bombastiske ‘Good 4 You’. Det er den slags formuleringer, der giver én lyst til at skrige med.

Og skreget blev der. Med på sangene. Men også bare generelt. På et tidspunkt blev vi alle sammen bedt om at tænke på noget eller nogen, der gør os vrede, og så i fællesskab skrige vreden ud, så højt vi overhovedet kunne. Det var kollektiv primalterapi med Rodrigo som terapeut. Resultatet var så øresønderrivende, at det næsten var hinsides lyd.

Det er muligt, at enkelte af sangene ikke helt levede op til hendes egen høje standard – ‘So American’ er en lille bagatel, mens ‘Enough For You’, som hun skrev som 17-årig, mest af alt viste, at hun er blevet bedre siden da – og at Rodrigo ikke gemmer på helt vildt stor klanglig variation i sin stemme, som hun ellers får det maksimale ud af.

Men det ændrede ikke på, at koncerten var den katharsis, som vi alle behøvede på netop det tidspunkt.

Find hele Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.