12. ’Nausicaä – fra vindenes dal’
’Nausicaä’ udkom i 1984 og blev produceret af Isao Takahata, et år inden han sammen med Miyazaki grundlagde Studio Ghibli.
Filmen giver en stærk antydning af nogle af de mærkesager, som Miyazaki senere har udforsket igen og igen: miljøets skrøbelighed, menneskets grådighed og naturens åndelige kraft.
Fortællingen er, ikke mindst for sin tid, utroligt flot animeret og var med til at sætte nye standarder for japansk animation. Den ‘Dune’-klingende fortælling om den unge titulære prinsesse, der forsøger at genskabe balancen i en verden ødelagt af krigslystne kongeriger, er både episk og dybt humanistisk. Nausicaä er desuden den første i en lang Miyazaki-række af bomstærke og beslutsomme kvindelige hovedkarakterer.
At den alligevel havner på sidstepladsen, siger nok mest noget om det tårnhøje bundniveau hos den japanske mester. Men karaktererne er lovlig banale til for alvor at blive interessante, ligesom filmen som helhed fremstår for krigerisk. Man savner simpelthen noget af den charme og den nænsomhed, som kom til senere.
Ikke desto mindre har filmen været indflydelsesrig. Tag bare de enorme insekter, som må have ageret inspiration for Bong Joon-hos ‘Mickey 17’.
En sjov detalje er, at det var den første Miyazaki-film, der blev præsenteret for et amerikansk publikum i 80’erne. Det var så bare en næsten halv time kortere version, som manglede afgørende scener. Herfra lavede Studio Ghibli en fast kontraktbetingelse, som betød, at der ikke måtte klippes i materialet. Det har holdt siden – også selvom producer Toshio Suzuki var nødt til at sende et katanasværd til Harvey Weinstein med et indgraveret »NO CUTS«, da den berygtede producent senere overvejede at klippe ‘Prinsesse Mononoke’ ned.
11. ’Lupin III: Cagliostros borg’
Hayao Miyazakis spillefilmdebut fra 1979 havde aldrig været tilgængelig i Danmark, indtil den, i kølvandet på ‘Drengen og hejren’s gigasucces i 2024, fik dansk biografpremiere med 45 års forsinkelse!
Filmen er måske ikke helt på niveau med hans senere værker, men den emmer alligevel af hans sans for charme. Filmen bygger på den populære ‘Lupin III’-manga, som blev skabt i 1967 af den japanske kunstner Monkey Punch.
Vi følger den karismatiske tyv Lupin, der kaster sig ud i et klassisk røver-eventyr for at redde en prinsesse fra et slot fyldt med hemmeligheder. ’Cagliostros borg’ er dog mere en rendyrket actionkomedie end en poetisk Miyazaki-fabel, og selvom det er ganske uskadelig hygge, var der endnu et stykke op til kvaliteten af de bedste film på denne liste.
Frem for alt står den tilbage som en fascinerende indikator om den instruktør, Miyazaki senere ville blive. En fornøjelig om end lidt tyndbenet begyndelse på en legendarisk karriere.
10. ’Laputa: Slottet i himlen’
‘Laputa: Slottet i himlen’ er Miyazakis første film udgivet under Studio Ghibli-paraplyen i 1986 og står også tilbage som en af de mere hektiske. Den udspiller sig dog i et skønt univers, der er lige dele eventyr og steampunk og byder på luftskibe, pirater, skjulte verdener og en mystisk krystal.
Filmen følger Pazu og Sheeta, som sammen forsøger at finde det sagnomspundne, svævende kongerige Laputa. På overfladen er det en vild og voldsom jagt fyldt med farverige skurke, flyvende maskiner og drabelige luftdueller, men under eventyret gemmer sig en fortælling om magt, teknologi og menneskets ustandselige trang til at eje, uanset konsekvenserne for naturen.
Animationen er svimlende flot for sin tid, og man kan tydeligt mærke, at Miyazaki har nydt at skabe de mekaniske luftskibe og svævende byer. Selve Laputa-navnet kommer fra ‘Gullivers rejser’ (Jonathan Swift står krediteret som medforfatter!), men den japanske instruktør har også trukket på en rejse til Wales for inspiration. Her så han adskillige slotte, der fascinerede ham, men han mødte også hårdt trængte minearbejdere i risikozonen for at miste deres arbejde – og som en homage til dem blev minearbejdere altså de gode i filmen.
’Laputa: Slottet i himlen’ er ikke så følsom eller poetisk som hans senere mesterværker. Ikke desto mindre er det en film sprængfyldt med eventyrlyst og hæsblæsende energi.
9. ’Ponyo på klippen ved havet’
Åh, søde skønne Ponyo!
Filmen her er fra 2008 og er utvivlsomt en af Miyazakis mest børnevenlige. Det er dog ikke i sig selv afgørende for, at den ikke lander højere, for flere af de højst rangerende på listen er netop fortællinger for hele familien. Børnevenlig udelukker heldigvis ikke voksenvenlig hos Miyazaki.
Historien trækker på ’Den lille havfrue’, men er absolut sin egen – ikke mindst gennem det noget mere højenergiske tempo. Den lille mærkværdige guldfiskeprinsesse Ponyo er en herlig tornado af kærlighed og forvirring, og filmen emmer af fine tematikker om identitetsskabelse. Og så er der, naturligvis, en iboende påmindelse om havet som både livgivende og faretruende.
Ikke desto mindre er ’Ponyo på klippen ved havet’ måske alligevel lidt for sukkersød. Men der er nu også noget skønt ved at tænke på, at Miyazaki i sin karrieres senere år kunne lave så gennemført fin en børnefilm.
8. ’Drengen og hejren’
Bliver ’Drengen og hejren’ Miyazakis sidste film? Det er umuligt at sige, for han har det jo med at lade sig overvinde af sin utrættelige arbejdsiver – selv når han gentagne gange har proklameret sin pension.
Det ville under alle omstændigheder være et flot punktum. Filmen, som har den mere filosofiske originaltitel ’Kimi-tachi wa dô ikiru ka’ (‘How Do You Live?’) baseret på Genzaburō Yoshinos roman fra 1937, er nemlig både højtsvævende og voldsomt ambitiøs, og ifølge filmens producer Toshio Suzuki er det sågar den dyreste japanske film nogensinde.
Den væltede det danske anmelderkorps bagover ved biografpremieren i februar 2024 og fik blandt andet 5 stjerner af Soundvenues anmelder, hvilket nærmest var i den lave ende herhjemme. Det lykkedes også at sælge næsten 100.000 billetter på dansk jord, hvilket er uhørt imponerende, ja ligefrem »et mirakel«, for en animeret film på japansk. Uagtet at Miyazaki selvfølgelig er et household name hos mange danskere.
Det er også en utroligt smuk film begået af en instruktør, der stadig har meget på hjerte og stadig mestrer sin animation. Samtidig er det en forvirrende, til tider usammenhængende, fortælling, som næsten bliver for overvældende i sin helhed.
7. ’Når vinden rejser sig’
Da ’Når vinden rejser sig’ udkom i 2013, var det også med et tilhørende prædikat som Miyazakis sidste film. Det kom altså ikke til at passe i sidste ende, men filmen er afgjort den mest afmålte og modne film, den japanske instruktør nogensinde har lavet. Magi og fabelvæsner er (så godt som) borte!
Hayao Miyazaki har, åbenlyst, altid været dybt fascineret af fly, og de har fyldt meget i hans værker – ikke mindst i den næste film på listen her. Studio Ghibli er sågar opkaldt efter en flymodel fra den italienske flyfabrikant Caproni, som også spiller en betydningsfuld rolle i ’Når vinden rejser sig’, hans mest hengivne ode til luftfart.
Historien tager udgangspunkt i den virkelige flyingeniør Jiro Horikoshi, som designede fly, der blev brugt af japanerne under Anden Verdenskrig – men som egentlig var imod japanernes krigsførsel. Miyazaki anvender fiktive elementer og kombinerer desuden Horikoshis livsfortælling med elementer fra romanen ’The Wind Has Risen’ af Tatsuo Hori.
Således bliver ’Når vinden rejser sig’ altså en rørende film, der ikke blot handler om et flygeni, men også indeholder instruktørens mest helstøbte romance nogensinde mellem hovedkarakteren Jiro og den svært opnåelige Nahoko.
Og så er det næsten umuligt ikke at læse lidt af Miyazaki selv ind i Jiros nørdede og godhjertede karakter.
6. ’Porco Rosso’
»Hellere et svin end en fascist«, siger den titulære krigsveteran-turned-dusørjæger, der har mistet troen på menneskeheden, efter en forbandelse har forvandlet ham til et svin. Altså sådan helt bogstaveligt et svin. Det må være en af de fedeste linjer i nogen Miyazaki-film – og også en atypisk åbenlyst politisk en af slagsen.
Den noget aparte fortælling fra 1992 er den mest særprægede afstikker i Miyazakis filmografi, men den forener hans fascination af fly med hans fascination af Europa, og på den måde giver den alligevel mening.
Tilmed er den Humphrey Bogart-lignende Porco uden tvivl blandt Miyazakis mest interessante figurer: Bag en kynisk facade gemmer han på et stort hjerte, som langsomt åbnes op i løbet af filmen.
Det hele føles som en slags romantisk dagdrøm for midaldrende piloter med eksistentiel krise, men charmen er samtidig bittersød. For Porcos historie er jo tragisk!
‘Porco Rosso’ er Miyazaki, når han er allermest cool.
5. ‘Det levende slot’
’Det levende slot’ havde verdenspremiere på filmfestivalen i Venedig i 2004. Her var Miyazaki blevet et bredt anerkendt navn, og festivalens daværende direktør Marco Müller kaldte filmen for »det stærkeste antikrigs-statement på hele festivalen«.
Det er ikke helt ved siden af. Filmen er løst baseret på den britiske forfatter Diana Wynne Jones’ roman af samme navn, men Miyazaki forvandler det til en drømmende og politisk ladet fortælling om kærlighed midt i krigens meningsløshed.
Den unge hattemager Sophie forvandles til en gammel kvinde af en jaloux heks, men søger tilflugt i troldmanden Howls vandrende slot – en skrattende, snøvlende konstruktion af sten, jern og ild, der trasker rundt på mekaniske ben gennem tågede landskaber: et helt vanvittigt fascinerende syn. Howl selv er desuden en af de mere finurlige karakterer i Miyazakis universer, en slags flamboyant tryllekunstner, der nægter at lade sig trække ind i den krig, der raser omkring ham.
Og netop krigen fylder, for filmen blev skabt i stærk opposition til USA’s invasion af Irak, og det mærkes unægteligt i de pacifistiske budskaber. En krig, Miyazaki var så stærk modstander af, at det også afholdt ham fra at deltage i Oscar-uddelingen i 2003.
Symbiosen mellem billede og lyd har sjældent været så overvældende, som den er i ‘Det levende slot’, hvor Miyazakis hofkomponist Joe Hisaishis valsende rytmer nærmest driver slottet frem som en stor, symfonisk organisme.
4. ’Min nabo Totoro’
Den mest markedsførte af Miyazakis film må være historien om den mystiske, bløde kæmpe Totoro og de to små piger Mei og Satsuke, som lærer den at kende. Bamser, krus, spillekort – der findes merchandise i alle afskygninger med Totoro, og det er bestemt heller ikke ualmindeligt at møde mennesker, der har den tatoveret på armen.
Det er ikke så underligt, at filmens ikoniske frontfigur siden premieren i 1988 er blevet dyrket i sådan en grad, for den er dybt betagende: på den ene side ufatteligt nuttet, på den anden side tilpas mærkværdig – som kun Miyazaki evner at lave fabeldyr.
’Min nabo Totoro’ er umiddelbart en af de Miyazaki-film med mindst på spil – sådan føles det i hvert fald, for man glemmer hurtigt, at hele rammen for, at de to piger ankommer til huset på landet, er, at deres mor er alvorligt syg. De flytter derud for at være tættere på hende, mens hun efter planen skal få det bedre på nærliggende hospital.
Men filmens styrke er netop, at den holder fast i sin simple formular om pigernes små eventyr med Totoro, som bliver afbræk fra deres lidt svære og uhåndgribelige hverdag. Universet er betagende, Joe Hisaishis musik er legesyg og smuk, og (stort set) alle kan være med, fordi instruktøren på herligt naiv vis fortæller fra børnenes synsvinkel.
Det er så uforstyrret varmt, som det kan blive med Miyazaki bag roret.
3. ’Kiki – den lille heks’
Hayao Miyazaki har, på trods af sine ærkejapanske karakterer og fabeldyr, altid været fascineret af Europa, som på forunderlig vis har ageret bagtæppe i flere af hans film. ’Kiki – den lille heks’ udkom i 1989, året efter ’Min nabo Totoro’, og udspiller sig da også i en europæisk udseende by, som, på trods af navnet Koriko, er lidt af et sammensurium – vistnok bestående af elementer fra både Napoli, Lissabon, Visby, Stockholm, Paris og endda San Francisco.
Og så er Kiki altså en heks. Ikke helt Halloween-udklædningsvarianten med stor sort hat og lang næse, men en uendeligt kær 13-årig pige, som dog bruger sin kost til at flyve på. Eller, det er i hvert fald planen, at hun skal det. Det er bare ikke så nemt!
Filmen handler i virkeligheden mindre om magi og mere om at finde sig selv – og coming of age-genren er heller ikke ligefrem ukendt territorie for Miyazaki. Kiki skal lære at stå på egne ben, og i mødet med voksenlivet oplever hun både ensomhed, tvivl og en kolossal træthed. Hun bliver udsat for diverse prøvelser, men det bliver aldrig synderligt dramatisk, og det er faktisk helt perfekt.
Tag også lige og lyt til det legende lette score fra Joe Hisaishi, som vitterligt giver dig følelsen af at flyve. Af egen erfaring: Har du brug for den perfekte tømmermændsfilm, finder du den her.
2. ’Prinsesse Mononoke’
Hvor både ’Min nabo Totoro’ og ’Kiki – den lille heks’ er forholdsvist lettilgængelige film, er listens andenplads det langt fra. Tværtimod er det en af Miyazakis mest komplekse og grandiose historier, der også med sine godt over to timers spilletid er hans længste.
Med en sjældent set vrede kaster den gamle mester sig ud i et emne, der altid har fyldt meget for ham: forholdet, eller rettere konflikten, mellem natur og civilisation. Han havde dog aldrig før italesat dette med så tordnende raseri som her i 1997.
Det skyldtes, at han følte sig fortvivlet over Japans og verdens politiske situation, men det var også et modspil til, at han havde hørt snak om, at Studio Ghibli bare lavede »søde eller helende« film.
Handlingen udspiller sig i et feudalt Japan, hvor byen med det passende navn Irontown driver minedrift på naturens ressourcer, alt imens det går ud over dyrelivet omkring den. Det pisser mildt sagt skovguderne og den iltre titelkarakter Mononoke af. Midt i krydsilden befinder den unge kriger Ashitaka sig – og han bliver sat på en noget nær umulig mission som fredsmægler mellem de hårdt optrukne lejre.
’Prinsesse Mononoke’ er voldsom, smuk og brutal på én gang. Blodet flyder, men aldrig uden mening i Miyazakis økologiske fabelfortælling, der helhjertet beretter om nødvendigheden af respekt for naturen.
Den 6. november genudgives ’Prinsesse Mononoke’ i danske biografer i en 4K-version – og der er altså god grund til at (gen)se filmen på det store lærred. Det bliver et imponerende skue.
1. ’Chihiro og heksene’
Det kunne jo ikke være anderledes, vel?
Førstepladsen på listen er så langt fra et hot take, man kan komme, men der er en grund til, at det var netop filmen her, som i 2003 vandt Miyazaki sin første Oscar-statuette for Bedste animerede film.
’Chihiro og heksene’ er et svimlende smukt mesterværk, som er lige dele gakket, rørende og uhyggeligt, og som brillerer i hæsblæsende sekvenser med dragedrengen Haku, men måske er allerstærkest i de neddæmpede stunder. Kroneksemplet er den togtur, som Chihiro og den besynderlige No Face er på. Ubesværet glider de gennem et endeløst oversvømmet landskab, og tiden synes at gå i stå på en måde, jeg sjældent har oplevet på film.
Tematisk er filmen et perfekt sammenkog af alt det, der gør Miyazaki unik: hans økologiske bevidsthed, hans foragt for grådighed, hans respekt for naturen og troen på, at empati overvinder alt. Det er også et kærligt portræt af den japanske folketro, hvor selv ånder, der virker monstrøse, ofte viser sig at være misforståede væsner.
’Chihiro og heksene’ er ikke blot Miyazakis bedste film og ikke blot en af de bedste animerede film. Det er slet og ret en af de bedste film nogensinde. En evigtgyldig allegorisk fortælling om overgangen fra barndommen til voksenlivet, der rammer en særlig, næsten smertefuld følelse af svundne minder.
Prinsesse Mononoke har repremiere i de danske biografer den 6. november. Alle de øvrige film, pånær ’Lupin III: Cagliostros borg’, kan streames på Netflix.